Sølvgade 20, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs den nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod Ny-København, og dermed blev København omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt Borgergade, Adelgade, Gothersgade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade m.fl. Sølvgade 20 er tegnet af Thomas Blom og opført af familieforetagendet, ligesom nabobygningen i nummer 22 samt en del bygninger omkring Kronprinsessegade og Dronningens Tværgade. Han har efter alt at dømme modtaget undervisning på Kunstakademiet. Fra 1799 indgik han sammen med sine brødre og moder i et interessentskab, Bloms Enke & Sønner, der gik ind i arbejdet med genopbygningen af København efter branden i 1795. Han var udlært hos J. M. Quist, men da ingen af dem var mestre, måtte de selv udføre alt murerarbejdet. Tegningerne var af Thomas Blom, som dog blev murermester i 1810. Som murermester fortsatte han i familiefirmaets spor med at opføre et hus om året, men deltog også i tidens store byggeopgaver i Kbh., genopførelsen af Christiansborg 1813-25 og Vor Frue Kirke 1817-27. Bloms borgerhuse er af meget forskellig arkitektonisk udformning. De tidligste er helt prunkløse, og først med de senere værker bliver egentlige arkitektoniske virkemidler synlige, såsom refendfugning af underetagen, fremhævelse af yderfagene ved vinduesfordakninger m.v. Han sluttede sig herved til den retning inden for borgerhusbyggeriet, som udgik fra C. F. Harsdorff og dennes undervisning af håndværkere på Kunstakademiet. For- og sidehusene i Sølvgade 20 blev opført i 1826-27. Ejendommen er i det væsentlige uændret, men facadepudsen omtales første gang i 1883.

Ejendommen, der består af et forhus med to sidehuse, indgår i Sølvgades række af senklassicistiske borgerhuse, som ligger overfor Kongens Have. Forhuset danner sammen med de to sidehuse og en bagvedliggende bygning rammen om et lille, lukket gårdrum. Forhuset er grundmuret i otte fag og består af en kælderetage, herover tre etager og endelig en tagetage. Taget er beklædt med skifer mod gaden, og mod gården er tagene hængt med røde tegl. Den nederste del af facaden er kvaderpudset og gråmalet, herover er facaden pudset og malet i en knækket rosa nuance. Facaden er kendetegnet ved en sandstenssokkel, kordongesims, et sålbænksbånd under anden etage, sålbænke, vinduesindfatninger og sparrenkopgesims. Hertil kommer fordakningerne i første sals yderfag med konsoller, slutsten, dækplade og blændingsfelt under vinduerne. I de to midterste fag er en ældre, blåmalet, tofløjet fyldingsport med ruder og søjleornamentik samt et ældre, torammet overvindue. Der er kældernedgang på begge sider af porten. Bygningens vinduer er ældre, traditionelle korspostvinduer med eller uden tværsprosse i de nederste rammer. I tagfladen er mod gade og gård hver tre ældre heltagskviste med buet tag og zinkflunker, og mod forhusets rygning er to skorstenspiber, ligesom der mod rygningen i hver af sidehusenes halvtag er to skorstenspiber. Sidehusene er ens, og de er grundmurede i syv fag samt et buet smigfag. Over næstsidste fag er en hejsekvist med tofløjet, rødmalet revleluge. Murværket på forhusets gårdside og sidehusene er pudset og kalket med jernvitriol. Der er til hvert sidehus tre kældernedgange og en indgang til en bagtrappe midtfor. Frem til bagtrapperne er vinduerne som facadens, dog ældre og med sprosse i de nederste rammer, mens der fra bagtrapperne er oprindelige, småtopsprossede korspostvinduer. Under tagfoden er en retkantet hovedgesims. Vinduerne i bygningerne er ældre eller nyere, men traditionelt udførte. I det indre har for- og sidehusene bevaret den oprindelige grundplan med forstue bag hoveddøren, to præsentable stuer mod gaden samt spisestue i smigfaget. I sidehuset er den oprindelige korridorgang med adgang til sekundære rum, herunder bagtrappe, køkken og pigeværelse. Alle badeværelser ligger i sidehuset. Interiøret i både for- og sidehuse er generelt kendetegnet ved mange oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden, ovnpilastre, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt enkelte med forgyldte lister samt feltinddelte og lærredsbeklædte vægge. Der er tillige bevaret loftsstukkatur, ildstedsnicher på alle etager og oprindeligt tagkonstruktion på forhusets uudnyttede spidsloft. Hovedtrapperummet har en særlig udformning, da stuelejlighederne har indgang fra portrummet eller lige herefter, hvorefter trappen fortsætter midt i forhusets gårdside. Hovedtrappen er kendetegnet ved et værn af drejede balustre, oval durchsicht, en vangesnirkel med volutsvungen mægler. Lejlighederne har ældre fyldingshoveddøre samt på hver etage to ældre, imiterede, tofløjede døre. Kælderen er mod gaden indrettet til butik og fremstår med ny aptering og overflader.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Sølvgades yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække ud til Kongens Have. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af gadens varierede husrække. Forhuset er hermed et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant, arkitektonisk ramme om slotsparkens rekreative område. Til gårdsiden har forhuset miljømæssig værdi, da det med sit konsekvente udtryk og materialer danner et helstøbt, traditionelt Københavnsk gårdmiljø.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret senklassicistisk borgerhus bestående af forhus og sidehuse. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I det ydre ses de senklassicistiske træk i den grundmurede ejendom med oprindelig, søjledekoreret port, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med sparrenkopgesims, kordongesims, kvaderfugning, betoning af yderfagene i form af fordakninger og beletagen med vinduesindfatninger. Korspostvinduerne med eller uden tværsprosse i de nederste rammer er, om end de er fornyet, ligeledes af kulturhistoriske værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden, ligesom de mange ældre, småtopsprossede vinduer på gårdsiden. Hertil kommer ejendommens skorstenspiber, sidehusenes hejsekviste og den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside. Her er sidehusene kalket og bærer ikke anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Det borgerlige, senklassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der er indrettet to lejlighed per etage med en forstue bag hoveddøren, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden samt til spisestuen i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et funktionelt sidehus med en smal korridorgang, hvorfra der var adgang til køkken, bagtrappe og pigekammer. I Sølvgade 20 er planløsningen overordnet set velbevaret, især i forhuset, hvor trappeopgangen, forstuen og stuerne mod gaden samt spisestuen i smigfaget er bevaret. Sidehuset har mindre ændringer, da der er etableret badeværelser og større, moderne køkkener. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i for- og sidehuse har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Der er således bevaret en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden, ovnpilastre, loftsstukkatur, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt enkelte feltinddelte og lærredsbeklædte vægge. Af særlig kulturhistorisk interesse er stueetagens pigeværelse, hvor der er barokpaneler, der ligesom de småtopsprossede vinduer i sidehusene har været utidssvarende og billige, da de sikkert har været genbrugte byggematerialer. Der er tillige bevaret ildstedsnicher på alle etager samt oprindelig loftskonstruktion på forhusets uudnyttede spidsloft. Ejendommens trapper er ligeledes af kulturhistorisk værdi, herunder særligt hovedtrappens fine udformning og detaljer med dens offentlige, repræsentative og herskabelige udformning. Dernæst kommer de bevarede, men mere beskedne, bagtrapper i sidehusene, hvis udformning klart definerer dem som sekundære og derfor er enklere af udtryk.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor sandstenssoklen, gesimserne, sålbænksbånd, vinduesbåndene og kvaderfugningens horisontale linjer kontrasteres af den vertikale orientering af yderfagene ved fordakninger og vinduesindfatninger. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og særdeles herskabelige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de kalkede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk.

Læs videre om

• Det Gule Palæ, København
• Overgaden oven Vandet 16, København
• Verrayons Gård, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen