Verrayons Gård, København

I slutningen af 1500-årene var der haver og mindre huse langs den senere Bredgade og ved Strandstræderne. Dette område kaldtes Forstaden udenfor Østerport. Den gamle Østerport lå ved det nuværende Kongens. Nytorv, og fra porten gik vej til anløbsbroen Sankt Annæ Bro ved havnen via Store Strandstræde. Da den nye Østervold blev anlagt fra Nørreport til Kastellet (dengang Sankt Annæ Skanse) blev haverne og småhusene en del af Ny-København, og fra 1670 blev området omfattet af Kronens store planer: Kongens Nytorv blev anlagt 1670, og Nyhavn blev udgravet 1671-73. I bestræbelserne på at skabe et fuldstændig retvinklet gadenet kom Strandstræderne til at stå som undtagelser til i dag. Grundejerne må have strittet effektivt imod udviklingen. I 1670 var Lille Strandstræde den østligste gade i Ny-København. Grundene på gadens østside strakte sig helt ned til stranden, for kystlinjen lå dengang omkring den nuværende Toldbodgade. Nyhavns anlæggelse gennemskar flere af grundene, og Christian V krævede, at grundejerne afpælede deres grunde og opbyggede et solidt bolværk mod kanalen. Ejendommen Lille Strandstræde 6s ældste eksisterende bygning er det store bindingsværkspakhus, som adskiller for- og baggården. Pakhuset nævnes første gang i 1689. Det er næppe tænkeligt, at der var bygget et pakhus før Nyhavns indvielse den 16. oktober 1673. Det mest sandsynlige er, at huset er fra 1680'erne. En vurdering fra 1722 omtaler derudover, at der til gaden ligger et 7 fags bindingsværksforhus i to etager med kælder med et tilsvarende sidehus. I 1769 opførtes det nuværende for- og sidehus for legationsråd Honoré Antoine Mossois de Verrayon og som arkitekten bag tilskrives anlægget Nicolas-Henri Jardin (1720-1799), landets førende arkitekt i 1760'erne. Jardin var en tidlig eksponent for fransk klassicisme i Danmark, og han skabte vigtige eksempler herpå, bl.a. i Frederiksstaden og ved andre prestigefulde byggerier, hvor hans elegante og gennemarbejdede arkitektur hører til det bedste byggeri fra tiden. Tilskrivningen af for- og sidehus til Jardin underbygges af formsproget, den høje kvalitet i helheds- og detaljeudformningen af anlægget ude og inde samt den prestige og bygherrens status, hvor man kunne forvente en bygmester af første rang. Bag det gamle pakhus stod et 10 fag langt åbent skur med tegltag. Dette er gengivet på Geddes kort fra 1757. I 1775 er dette skur erstattet af et 7 fags skur i to etager. I 1789 sælges den nederste del af grund med låge ud til Nyhavn. Til Lille Strandstræde hører derefter kun 2 fag af skuret i baggården. På forhusets bagside er desuden opført en udbygning over porten med en åben stueetage og en kontorindretning 1. sal med adgang fra hovedtrappen. I 1805 er det åbne skur i baggården erstattet med den nuværende, grundmurede pakhustilbygning. Mellem 1857 og 1873 nedrives kontortilbygningen på forhusets bagside og bebyggelsen har siden omfattet for- og sidehus fra 1769, bindingsværkspakhuset fra 1680'erne og den lille, grundmurede pakhustilbygning fra 1805.

Ejendommen er beliggende i Lille Strandstræde nær Nyhavn i København, hvor forhuset indgår som et led i gadens østlige husrække. Ejendommen omfatter et forhus med sidehus og et hermed sammenbygget baghus, der omkranser den første gård, samt en pakhustilbygning sammenbygget med baghuset i den anden gård. De to fredede gårdrum med portgennemgangene har bevaret deres pigstensbelægninger. Forhuset er til gaden grundmuret i gule, filtsede tegl til gaden og er i fire fag. Det er opført i tre etager med kælder og en udnyttet mansardetage. I det sydlige yderfag er en portgennemkørsel, og herover er en halvrund blænding. I det nordlige yderfag er en kælderhals. Forhusets facade er kvaderfuget op til kordongesimsen. I overfacaden er hvert vindue placeret i en fordybning. Der er vinduesindfatninger og herover segmentfrontoner med slutsten på 1. sal, og over 2. sal er øverst er en profileret hovedgesims med flade konsoller mellem vinduesfagene. Forhuset har et mansardtag hængt med røde tegl, og i mansarddelen til gaden er tre delvist fornyede mansardkviste: en bred midterkvist flankeret af to fladbuede kviste. I portnichen er den oprindelige port, en tofløjet fyldningsport samt en overligger med mæanderbort. I kældernedgangen er en ældre, tofløjet fyldningsdør. I facaden er i kælderen og på hovedetagerne ældre og traditionelt udførte, to- og firerammede, småtopsprossede vinduer samt over porten et torammet, fladbuet og småtopsprosset vindue. I kvistene er torammede, fladbuede og småtopsprossede og et firerammet, småtopsprosset vindue. I den øvre tagflade til gaden er et par nyere, små tagvinduer. Alle vinduer i facaden i kælder- og hovedetager samt i mansarden er hvidmalede. Til gården er forhuset i bindingsværk med svenskrødt tømmer og pudsede gule tavl. I mansarden er en kvist, og øverst er nærmest rygningen en ældre skorsten samt i den øvre tagflade et par nyere, små tagvinduer. I porten er til gården en traditionelt udført, tofløjet gitterport i træ samt to oprindelige, skulpturelt udførte træskærerarbejder (overflødighedshorn). Til gården er ældre og traditionelt udførte, to- og firerammede og småtopsprossede vinduer. Hertil kommer et trerammet vindue i kælderen. I kvisten er en torammet, fladbuet og småtopsprosset vindue. Alle vinduer er malet mørkegrønne. Sammenbygget vinkelret med forhuset er et grundmuret sidehus i fem fag, der som forhuset er opført med i tre etager med kælder og en udnyttet mansardetage. Murfladen står pudset og gulmalet. Ligesom forhuset har sidehuset mansardtag med ensidigt tagfald og hængt med røde tegl, og i mansarden er til gården to fladbuede kviste, den ene med altan til tagfoden, samt to yderligere vinduesnicher i mansarden. I den øvre tagflade er en ældre skorsten og et nyere, lille tagvindue. Midt på sidehuset er en kældernedgang med et skur over. Ligesom i forhuset er vinduerne for stor del ældre og ellers traditionelt udførte. I kælderen er torammede, småtopsprossede vinduer og på hovedetagerne er fire- og torammede, småtopsprossede vinduer. Alle vinduer er malet mørkegrønne. Sammenbygget vinkelret med sidehuset og dermed favnende ejendommens forreste gård er et bindingsværkspakhus i fem fag, med kælder og i tre etager. Farveholdning er som forhusets bagside. Pakhuset har et højt heltag hængt med røde tegl, og heri er i alt syv pultkviste, fire til den bagerste og tre til den forreste gård samt en fornyet, halv hejsekvist med udliggerbom i det sydlige yderfag. I taget er endvidere en skorsten. Til den forreste gård er i de to sydligste fag en portgennemkørsel med ældre træskærerarbejder, midtfor er en kælderhals med en tofløjet revleluge, og i det nordligste fag er en trappe med stentrin, smedejernsgelænder og et indgangsparti til stueetagen med ældre træskærerarbejder omkring samt en traditionelt udført, én-fløjet dør med brædder i pilemønster og et torammet, småtopsprosset overvindue. I forhuset er til den forreste gård med undtagelse af vinduerne i det sydligste yderfag ældre og traditionelt udførte to- og firerammede vinduer, men ikke fra opførelsen som pakhus. Det samme gælder vinduerne til den bagerste gård. Alle vinduer samt dør og luger er malet mørkegrønne. Sammenbygget vinkelret med bindingsværkspakhuset er en grundmuret pakhustilbygning i et bredt fag med to smallere sidefag, opført i fire etager og med en grundmuret hejsekvist med heltag hængt med røde tegl. Bygningen har et heltag hængt med røde tegl. Murfladen er pudset og gulmalet. I midterfaget er en ældre, tofløjet og rødmalet revledør. I yderfagene er ældre, en-rammede og småtopsprossede vinduer, mens midterfaget har nyere, store og torammede vinduer med værn og således karakter af franske altaner. I gavlen er i tagetagen et par ældre torammede, opsprossede vinduer. Midterfagets vinduer har bevaret de oprindelige, todelte og rødmalede revleluger. Overordnet er ejendommen i det indre, og navnlig hovedetagerne i for- og sidehuset, meget velbevaret og generelt tæt på de oprindelige forhold. Dette gælder både etage- og planløsningerne samt i forhold til bevarede, ældre dele, detaljer og overflader. Dertil kommer bevarede skorstenskerner–- og i vinduerne en stor andel ældre anverfere og stormkroge. I kældre og baghus præges bygningerne i det indre tydeligere af deres skiftende anvendelse, herunder erhvervs- og lagerformål. I for- og sidehusets husets kælderetage er en nyere indretning som spisested med en delvist moderniseret planløsning, med flisegulve og en del nyere detaljer og overflader, men med en del pudset og hvidmalet murværk. Dertil kommer indretning med køkken og bagbutik i sidehusets kælder samt udgang under skuret i den forreste gård. Baghusets kælder omfatter en nyere, åben planløsning, hovedsageligt med nyere detaljer og overflader. Fra portgennemgangen i forhuset, der er beklædt med brædder og lister, er adgang til ejendommens velbevarede trappeopgang via en ældre fyldningsdør med glaspartier øverst. Hovedtrappen er den oprindelige og er en toløbstrappe med afrundet durchsicht, indstukne trin i træ og et detaljerigt udformet smedejernsgelænder. Opgangen er malet i en varm gul farve, og trappeløbet er hvidmalet. På hver repos er adgang til lejlighederne via ældre, perlegrå fyldningsdøre med traditionelt udførte greb og låsetøj. I for- og sidehuset omfatter lejligheden i stueetagen en gadevendt stue, mod sidehuset en stue, og i selve sidehuset er en stue og et værelse samt en kort gang med adgang til køkken og toilet. Lejligheden på 1. sal, ejendommens beletage, omfatter til gaden en stue eller sal og et sideordnet kabinet, en stue mod sidehuset, og i selve sidehuset er en stue en kort gang med adgang til køkken og toilet. Lejligheden på 2. sal er grundlæggende som 1. sals lejlighed i sin plan. Lejligheden i for- og sidehusets mansardetage omfatter en gadevendt stue (oprindeligt to rum) og et værelse, en stor stue fra for- til sidehus samt et værelse og et køkken og toilet/badeværelse. Fra køkkenerne er på alle beboelsesetagerne adgang til bagtrappen, der udgøres af baghusets hovedtrappe (se nærmere nedenfor). I forhuset er der fra en dør på den øverste repos via en traditionelt udført kvartsvingstrappe adgang til et disponibelt rum i spidsloftet med synlig tømmerkonstruktion og skorstenskerne, mens sidehuset har et åbent loftsrum med bevarede tømmerkonstruktioner, mure med blændingsnicher og bræddegulv. I lejlighederne er traditionelt udførte forsatsvinduer samt vinduer med optoglas. Dørene er for en stor del de oprindelige eller ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre, herunder med mange ældre gerichter, indstukne hængsler og håndsmedede messinggreb. I lejlighederne er i stueetagen nyere gulvbelægning med kokos ovenpå ældre plankegulve, mens der på 1. sal er traditionelt udførte plankegulve, på 2. sal er ældre og traditionelt udførte plankegulve i stuer og kabinetter. 3. sal, mansardlejligheden, har traditionelt udførte plankegulve ligesom rummet i forhusets spidsloft. I lejlighederne på hovedetagerne er fuldt panelerede ydervægge i stuer og kabinetter samt brystpanelering. Dertil udmærker 1. sals lejlighed sig som beletage ved at stuen mod sidehuset har helpanelering med vægmalerier i fyldingerne, og i flere rum er brystningspaneler og lærredsfelter. Tilsvarende lærredsfelter er også i stueetagen og på 2. og 3. sal, hvortil også kommer ovnpilastre. Dertil kommer en række oprindelige skodder i vindueslysningerne i stueetagens lejlighed. Af ældre stukkatur er der på hovedetagerne profilerede eller dekorerede kantlister samt på flere båndslyng i loftsfladerne og palmetter, lister, hjørnerosetter og midter-rosetter. I lejligheden på 1. sal er lofterne derudover med delvist kuplede sider. I baghuset er en traditionelt udført halvsvingstrappe, der dels er bagtrappe til for- og sidehusets lejligheder, dels betjener hovedetagerne i baghuset. Trappeopgangen udgør et aflukket forløb i et baghus, der på hovedetagerne omfatter store, åbne planløsninger fra pakhustiden, og adgang til tagetagerne sker via en traditionelt udført ligeløbstrappe. I pakhuset er en gennemgående, central skorstenskerne. Der er dog på etagerne også apteret nyere køkken, kontor og toiletforhold, men overalt er den ældre, ofte svære tømmerkonstruktion fra pakhustiden bevaret og uskadt af senere tilføjelser og vægge. I tagetagen er to åbne planer forbundet med en nyere trappe. I pakhustilbygningen er grundet de forskudte planer nyere ligeløbstrapper på de nederste hovedetager. Dertil kommer en ældre, snæver og vindelagtig bagtrappe med adgang fra den bagerste baggård. I pakhustilbygningen er tilsvarende nyere, men grundlæggende traditionelt udførte indretninger og overflader, undtagen de nyere trapper og indgangsforhold samt vinduesindretningerne i hejsekvistfaget. Der er i baghus og tilbygning henholdsvis blotlagt bindingsværk og pudsede og malede vægge, og i begge bygninger er traditionelt udførte brædde- og plankegulve på dækkene.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Lille Strandstræde, hvor forhuset indgår som en naturlig del af husrækken og hermed er det med til at definere den gamle gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af bygningernes alsidighed i bygningshøjder, facadekomposition og materialeholdning, som skaber en fortættet samhørighed og en struktur, der får kvarteret og den smalle, svagt drejende gade til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle og aflange grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus med pakhustilbygning omkring det brolagte forreste gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset, og videre gennem baghusets portgennemkørsel til den bagerste gård. Denne struktur er karakteristisk for området mellem Nyhavn og Sankt Annæ Plads, og Lille Strandstræde 6 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur, men også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig til det samlede og meget velbevarede anlæg, der både afspejler den ældre tids kombination af bolig med økonomibygninger og en yderst helstøbt forening af ikke mindst for- og sidehuset fra 1700-tallet som repræsentative bygninger og sammenbygget ved disse, det ældre pakhus og den yngre pakhustilbygning. Tilsammen udgør de et meget velbevaret, kulturhistorisk hele. Først og fremmest knytter den kulturhistoriske værdi i det ydre sig til forhus- og sidehus, der udgør et anlæg i anlægget, og må betragtes som et stykke arkitektur- og kulturhistorie af den bedste kvalitet for sin type: Det højborgerlige hus for en næringsdrivende og diplomat. Tilskrivningen til Jardin blev fremlagt af Christian Elling i 1939 og trods manglende dokumentation er den senest af Ulla Kjær i dennes doktordisputats om arkitekten fra 2009 blevet bestyrket med udgangspunkt i alt det, bygningen selv kan fortælle og som bestyrker dens tilføjelse til Jardins æuvre. Ellings primære begrundelse var af kvalitativ art: Der var kort sagt næppe en anden arkitekt i 1760ernes Danmark, der kunne have lavet et så godt byggeri. Men hertil kan knyttes iagttagelser, der med fokus på facaden i grundmur med detaljer bestyrker indtrykket af de yderst betragtelige kulturhistoriske værdier ved Verrayons hus. Der er klare stilistiske og udtryksmæssige ligheder mellem Det Gule Palæ i Amaliegade, tegnet af Jardin, og så forhuset i Lille Strandstræde 6, hvor det sidste fremstår som et helstøbt koncentrat af det første. Facadens nederste, kvaderfugede parti er en forenklet udgave af palæet, ligesom en detalje som à la greque-båndet over porten er identisk på de to bygninger. Vinduerne med de overliggende halvcirkelslag svarer til de rundbuede vinduer i Det Gule Palæ, her blot kogt ned til konturerne og går igen i portnichen med vinduesfeltet over. Brugt over vinduerne på 1. salen, beletagen, er det et meget parisisk træk, der fremhæver denne etages forrang. Facaden er præget af den rolige tyngde, der var Jardins nærmest udefinerbare stilkendetegn i alle hans projekter, og som her får forhuset til at indgå i en facaderække, hvor det både tilpasser sig og markerer dets individualitet og nærmest imposante soliditet. Dertil kommer det kraftige teglhængte mansardtag med kvistene, der til gade giver forhuset autoritet og repræsentativ alvor. Endelig demonstrerer huset flere detaljer fra Jardins velkendte repertoire: Brugen af bornholmsk sandsten, dels til sålbænke, dels til dekorative detaljer som murbånd, bueslag og konsoller, hvor den karakterfulde rosa sten liver op og varierer facadens udtryk. Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til den oprindelige port med alle detaljer, alle ældre og traditionelt udførte vinduer med tilsvarende håndsmedet beslåning og kvistene med alle detaljer. Til forhusets gårdside og sidehuset knytter sig stor kulturhistorisk værdi til det gennemgående meget velbevarede ydre med bindingsværk med alle dele og detaljer, de ældre kviste med alle detaljer, trappe og kældernedgange med alle detaljer, de ældre døre og vinduer med alle detaljer, hvor særligt sidehusets vinduer på 1. sal er værdifulde, da disses vinduesrammer er fra opførelsen. Endelig kommer de yderst værdifulde snedkerarbejder øverst i hjørnerne ved portåbningen fra forhuset til den forreste gård, hvor de to overflødighedshorn er en galant og sjælden detalje. Denne knytter sig øjensynligt til det nedrevne contoir, den lille kontorudbygning, der tidligere har ligget over porten og været sammenbygget med forhusets gårdside. I det indre af for- og sidehuset knytter sig meget væsentlige kulturhistoriske værdier, der i høj grad fuldender indtrykket af en meget velbevaret beboelsesejendom fra anden halvdel af 1700-tallet. Det gælder først og fremmest det velbevarede trapperum med alle dele og detaljer, herunder den gennemgående trappe med gipsede løb og det fint ciselerede smedejernsgelænder. Dernæst kommer de generelt meget velbevarede eller i enkeltheder subtilt rekonstruerede etage- og planløsninger på hovedetagerne med den typiske disposition med stue/sal til gaden med et sideordnet kabinet (1. og 2. sal), en mindre stue, hvortil man træder ind i lejlighederne af hovedindgangsdøren, mens der i sidehuset er en stor, salslignende spisestue eller en stue og et værelse. Bagerst kommer køkkener og toiletter, hvor i hvert fald placeringen af førstnævnte ikke er i uoverensstemmelse med den ældre tids planløsninger, nærmest bagtrappe og pakhuset. Herved markeres med stor tydelighed lejlighedernes forskellige sfærer, der afspejler 1700-tallets hierarki: fra for- og dele af sidehusets repræsentative, herskabelige stuer mod gaden til arbejdets og domestikkens områder bagerst i ejendommen. Funktionalitet og social bevidsthed hang sammen i datiden, og er her tydeligt bevaret i de nuværende lejligheder. Dette ses også af hierarkiet mellem etagerne, hvor stueetagen er fin, men 1. sal er den klart mest repræsentative, fornemst udstyrede og med højt til loftet, mens 2. sal er lavere og 3. sal med sin relativt lodrette mansardetage blot virker som en mere ydmyg udgave af 2. sals lejlighed. Men oplevelsen af et oprindeligt hele, en sammenhængende plan er stadig til stede og fastholder præget fra opførelsen, især efter en renovering i 1990'ernes begyndelse. Der knytter sig i alle lejlighederne stor kulturhistorisk værdi til skorstenskerner, de ældre, og i mange tilfælde oprindelige, fyldningsdøre, greb, hængsler og gerichter med alle detaljer, alle ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, alle fuldt panelerede vægge, de bevarede lysningsskodder i stueetagen, alle brystningspaneler, ovnpilastre, alle lærredsfelter med profilerede indramninger af lister, 1. salens vægdekorationer i forstuen, alle former for ældre og bevaret stukkatur med profilerede kantlister, let hvælvede lofter, rosetter, båndslyng og alle øvrige dekorative detaljer fra opførelsen eller ældre tid. Hvad angår det ældre pakhus er det næppe tilfældigt, at for- og sidehusets bygherre Verrayons købmandsinteresser har haft afgørende indvirkning på hans valg af bopæl. Verrayon var blevet fyret fra sit diplomatarbejde – varetagelsen af de fransk-danske handelsforbindelser – få år før opførelsen af ejendommen i Lille Strandstræde, men han beholdt dog sin titel. Nu skulle han indrette sig som som commercant, som handelsmand, og her var Nyhavn med sin beliggenhed det oplagte sted at slå sig ned i den florissante periode i København, hvor handlen blomstrede, og handelshusene skød op af jorden som paddehatte. Skønt for- og sidehus er at betragte som et almindeligt, om end fornemt, stort borgerhus, så havde det ældre pakhusbyggeri særligt potentiale: Grunden var nærmest trapezformet, og gennem pakhusets tværbygning strakte den sig helt ned til Nyhavn og var netop bred nok for til- og frakørsel med varer. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til alle de bevarede og ældre træk, der fastholder karakteren af det oprindelige pakhus med dets oprindelse i 1680'ernes begyndelse, altså kort efter Nyhavns anlæggelse samt til den følgende anvendelse som pakhus i 1700-tallet: Dette kommer til udtryk i den svære bygningskrop i det generelt velbevarede bindingsværk med alle detaljer og det teglhængte tag med skorstene og pultkviste. Af særlig værdi er de skulpturelt udformede træskærerarbejder omkring baghusets portgennemkørsel og dørindfatning ud til den forreste gård, der giver disse arbejdsbygninger et galant træk, som sammenknytter dem med det forfinede miljø i for- og sidehuset. Den nyere, grundmurede pakhustilbygning fra 1805 tilslutter sig diskret det store barokke pakhus i den bagerste gård. Derudover kommer de ældre af vinduerne, hvoraf pakhustilbygningens vinduer i sidefagene er de eneste oprindelige, mens baghusets vinduer er noget yngre end bygningen men dog traditionelt udførte og ved at deres småtopsprossede er de typiske for gårdvendte sider af bygningerne. Hejsekviste i begge huse, hvor pakhustilbygningens er autentisk, styrker fortællingen om husenes oprindelse som lager- og arbejdsbygninger. I det indre af pakhuset og pakhustilbygningen knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre etage- og planløsninger, der trods senere tilføjelser står ganske uanfægtet med store åbne dæk på hovedetagerne. og alle indre tømmerkonstruktioner, herunder piller, bjælker, skråbånd, spær, hanebånd og alle øvrige konstruktive elementer, de ældre trapper med alle detaljer i begge bygninger, skorstenskernen, de ældre døre med ældre beslåning, traditionelt udførte gulv og paneler. Dertil kommer bevarede malerier på træværk i baghusets opgang, der udgør en lille kuriøs detalje og er sjældne i denne type anlæg. Endelig knytter der sig betydelig kulturhistorisk værdi til de velbevarede gårdrum, herunder portgennemkørslerne med bræddebeklædninger og bindingsværk under for- og baghuset og ikke mindst til de to gårdrum. De pigstensbelagte udearealer er i høj grad med til at fastholde karakteren af det historiske bolig- og arbejdsmiljø med tilhørende oplevelse af den ældre stoflighed og materialitet, der understøtter hele anlægget af bygninger fra forskellige perioder.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen knytter sig først og fremmest i det ydre til forhuset og dets elegante og stramme facade, hvis skematik ved nærmere undersøgelse afslører baggrunden for dens harmoniske og helstøbte virkning. Facaden er ikke symmetrisk, men porten og de overliggende vinduer er integreret så godt i helheden, at først en opmåling for alvor tydeliggør, at huset til gaden har tre smalle og et bredt fag, dvs. vinduesfagene og portfaget. Selve porten holdes visuelt på plads af kældernedgangen i det modstående yderfag og af stutsfuger, der gentages over vinduerne ovenover. Både beletagens og mezzaninens (2. sals) vinduer er trukket tilbage i retkantede blændingsfelter, som et forfinet og strukturgivende facadeovertræk. Vinduerne i den markant højere beletage er yderligere udhævede med de overliggende halvcirkelslag afsat i lister med glatte slutsten. De vertikale linjer afrundes under hovedgesimsen med triglyfkonsollerne midt på hvert af blændingsfelternes lodrette bånd, mens facadens horisontalitet samt husets bredde accentueres med murbåndet over underfacadens kvaderfugning, sålbænkene og halvcirkelslagendes betonede vederlagshøjde. Fladen står nærmest som et ekstrakt af formerne: Antydningen af pålagt rammeværk med indføjede buer forlener bygningen med en nærmest moderne karakter. De øvrige arkitektoniske kvaliteter i det ydre knytter sig til for- og sidehusets helstøbte bygningsvolumener, der til trods for den snævre grund og gårdsidens mere funktionsbetingede krav vidner om en konsekvent formgivning og med det næsten skulpturelle mansardtag som det sammenbindende element mellem forhusets bindingsværk og sidehusets pudsede grundmur. Dertil kommer baghusets stort formede bindingsværk og tegltag, der giver et samlet, meget helstøbt anlæg omkring den forreste gård. Den smalle pakhustilbygning i den bagerste gård underordner sig tydeligt det store, svært dimensionerede pakhus, der for sin del er fuldt integreret i for- og sidehuset, der favner den forreste gård. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de meget velbevarede etage- og planløsninger i for- og sidehuset, hvor navnlig det bevarede trapperum er elegant i sin udformning. Dette sætter stemningen for helhedsoplevelsen, der fortsætter igennem de herskabelige lejligheder med 1. salens meget generøse beletage som ejendommens omdrejningspunkt. Det gælder både i form og udstyr, hvor detaljer og overflader i lighed med løsningerne i det ydre er skabt med stor sans for proportioner, konsekvens og fornemmelse for helhedsvirkningen i både skalatrin og stofligheder. I baghuset og i pakhustilbygningen knytter de primære arkitektoniske værdier sig til de bevarede konstruktive elementer, der ikke lader nogen i tvivl om husets oprindelse, og som samtidig giver de enkelte, relativt ubrudte og åbne rum en særdeles helstøbt virkning. Husenes grundlæggende strukturer er således tydeligt sporbare på tværs af etagerne og viser pakhusarkitekturens nærmest præ-funktionalisme og enkle, uprætentiøse helhedsudtryk.

Læs videre om

• Gothersgade 143, København
• Philip de Langes hus, (tidl. Inspektørboligen), København
• Rosenborggade 19 og Gothersgade 113, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen