Sølvgade 34 ligger på Sølvgade 34 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold som gik langs Gothersgade og i stedet anlagde en ny vold langs den nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J.H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De opførte statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. For- og sidehuset på Sølvgade 34 blev opført i 1834 for fabrikant I. C. Petersen. For- og sidehus er siden ikke blevet ændret væsentligt. Facademalingen omtales første gang i 1865.

Beskrivelse

Forhuset ligger i Sølvgade overfor Kongens Have, og det indgår som et væsentligt etagehus i husrækken. På gårdsiden er forhuset sammenbygget med et sidehus, og derudover ligger der endnu et sidehus og et baghus i den smalle gård. Det fritliggende sidehus og baghuset er ikke omfattet af fredningen, og de bliver derfor ikke beskrevet i det følgende. Det grundmurede forhus er på fem fag og fire etager højt over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Forhuset bærer et teglhængt heltag med to skorstenspiber i rygningen. I tagfladen mod gaden ses fire kviste, og i tagfladen mod gården ses to kviste. Forhuset står på en sokkel af natursten, og herover er facaden op til etageadskillelsen mellem stueetage og første sal refendfuget og malet i en knækket hvid farve. Den resterende del af facaden er i blank mur, hvor murstenene står med fremspringende pibestilksfuger imellem. Mellem stueetage og første sal er en kordongesims med en stukkaturfrise, og facaden afsluttes af en hovedgesims med sparrehoveder. Vinduerne er traditionelt udførte, grønmalede, firerammede vinduer med opdelte nedre rammer. Omkring vinduerne i yderfagene på første og anden sal er et pudset felt, vinduerne på første sal har tillige fordakninger. Vinduerne i de tre midterste fag på anden sal har en sammenhængende sålbænk. Under vinduerne ses konsolbårne sålbænke i stueetagen og i yderfagene på anden og tredje sal. I det andet fag ses en kældernedgang med en nyere, grønmalet dør. I det østligste fag er en gennemgående portgennemkørsel med et ældre, halvrundt, opsprosset overvindue. I portåbningen ses en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør. Portrummet har pudset loft. Muren mod Sølvgade 32 er i blank mur, mens muren mod opgangen i Sølvgade 34 er pudset. Portrummet er brolagt og har en kørebane i betonsten. I portrummet sidder en traditionelt udført, tofløjet og grønmalet fyldingsdør med små ruder i de øverste fyldinger. På gårdsiden er forhuset synligt i to fag, mens resten er skjult af sammenbygningen med sidehuset. Mellem for- og sidehus ses et smigfag. Sidehuset er fire fag langt og fire etager højt. Forhusets gårdside og sidehuset er filtset og kalket med jernvitriol. Facaden afsluttes af en profileret hovedgesims. I det næstsidste fag på sidehuset ses en ældre, grønmalet fyldingsdør. Vinduerne på forhusets gårdside er traditionelt udførte, tre- og seksrammede med opdelte nedre rammer. I sidehuset er vinduerne traditionelt udførte, firerammede vinduer med opdelte underrammer. Alle vinduer er malet i en meget mørkegrøn nuance. I det indre er de ældre etageplaner bevaret med erhverv i kælderen og boliger herover. Der er bevaret en ældre trappe med drejede balustre, profileret håndliste, brystningspaneler, og der er linoleum på trinene, mens undersiden af løbene er pudsede. Der er en lejlighed per etage, som ligger i både for- og sidehus. Til hver lejlighed er der bevaret en ældre, tofløjet og hvidmalet fyldingsdør. Omkring dørene ses gråmalede gerichter og et indrammet felt over døren, som ligeledes er grå- og hvidmalet. I lejlighederne er bevaret ældre og traditionelle planløsninger. På hovedetagerne, første og tredje sal, går man ind i en forstuegang, der giver adgang til et værelse over portrummet, som vender mod gården. Mod gaden ligger en tre fags stue med et fags kabinetter på hver side. Køkkenet er placeret i sidehuset sammen med badeværelse og et kammer samt en ældre bitrappe. På anden sal er køkkenet placeret i smigfagsstuen. I nogle af lejlighederne er dele af domestikgangen bevaret. I stueetagens lejlighed er der et lavt rum over porten, og køkkenet ligger i sidehuset. Tagetagen er indrettet på lignende vis, dog med en større stue og en mere åben forbindelse til smigfaget, hvor køkkenet er placeret. En del ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer er bevaret i alle lejligheder med undtagelse af lejligheden i tagetagen, der har helpanelerede ydervægge i stuen mod gaden, herudover er der feltinddelte og lærredsbeklædte vægge og ovnpilastre. Mellem stuer og kabinetter er der tofløjede fyldingsdøre med guldstafferinger og konsolbårne fordakninger over, ligeledes med guldstafferinger. Herudover er der lysnings- og brystningspaneler og enfløjede fyldings- og revledøre med greb og gerichter, indbyggede skabe og samt synlige loftsbjælker. På nogle etager er der bevaret ildsteder med ildstedskappe. Overfladerne er en blanding af ældre og traditionelle, herunder pudsede vægge og lofter, brædde- og parketgulve samt nyere materialer, som fliser og linoleum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Sølvgade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken overfor Kongens Have, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med for- og sidehus samt baghus omkring et lille gårdrum. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Sølvgade 34 knytter sig til ejendommen som et eksempel på senklassicismen, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Klassicismen, som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og den kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store del af København. Sølvgade 34 er fra 1834, hvor senklassicismen var toneangivende. Senklassicismens facader var meget klare i deres formsprog og havde ligesom den tidlige klassicisme en sikker proportionering, som i forhuset kommer til udtryk i den velproportionerede facade med samme vinduesstørrelse i alle etager, vinduernes regelmæssige takt og kordongesimsen med stukkaturfrise mellem stueetagen og første sal samt den afsluttende hovedgesims. Herudover kommer de tidstypiske senklassicistiske træk til udtryk i overfacaden i blank mur, den hvidmalede refendfugede underfacade, de forskellige fremhævelser af vinduerne i overfacadens yderfag, den gennemgående sålbænk i de tre midterste fag på anden sal samt den ældre port med det ældre halvrunde overvindue. Det borgerlige, senklassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. De kulturhistoriske værdier er således relateret til de bevarede etageplaner med en lejlighed per etage og til den ældre hovedtrappe med den ovale durchsicht og udskårne balustre, der danner en fornem optakt til ankomsten i de enkelte lejligheder. De traditionelle planløsninger i lejlighederne med forstuegang, stuer og kabinetter mod gaden, smigfag og de mere funktionsprægede rum samt de bevarede dele af domestikgangen i sidehuset fortæller om, hvordan datidens borgerskab boede. Forstuegangen var tænkt som et overgangsrum mellem ude og inde, og hvor gæster kunne aflevere beskeder til tjenestefolk uden at møde husets beboer. De repræsentative stuer med helpanelering og fyldingsdøre med stafferinger og fordakninger samt lærredsbeklædte vægge blev anvendt af borgerskabet, mens tjenestefolk holdt til i sidehuset, hvor køkkenet var placeret. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har således stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Ud over de ovenstående interiører har lysnings- og brystningspaneler og fyldings- og revledøre med greb og gerichter, ildsteder med ildstedskappe og indbyggede skabe samt de synlige loftsbjælker også kulturhistorisk værdi, fordi de er med til at understøtte fortællingen om et fornemt borgerligt hjem.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det velproportionerede forhus med en velkomponeret facadekomposition med kordon- og hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret udtryk. Kordongesims med stukkaturfrisen mellem stueetagen og første sal har endvidere den vigtige funktion, at den skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade. Refendfugningen, den blanke mur, betoningen af de horisontale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer og portåbning bidrager til bygningens underspillede, men også værdige og herskabelige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det for- og sidehusets prunkløse udtryk og den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et roligt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til forhusets hovedtrappe, hvis brede, glidende løb og durchsicht gennem drejede balustre skaber et elegant og fornemt trapperum. Herudover knytter den arkitektoniske værdi sig til de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer, herunder de forskellige typer panelering og fyldingsdøre, der tilsammen bibringer interiøret en høj grad af atmosfære og som understreger bygningens fornemme og gennemførte fremtræden ude som inde.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links