Sønderho Præstegård (Fredede og bevaringsværdige bygninger)

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby.

Præstegården blev opført i 1749 og brandtakseres som det første hus i Sønderho i 1761. Den bestod på daværende tidspunkt af et 13 fag langt stuehus i bindingsværk med et tilbygget skur mod vest samt nordfor en fritliggende mindre bindingsværksbygning med stald og lo. Stuehuset var indrettet med stuer, som lokalt kaldes dorns, samt mindre kamre, et køkken og en halvkælder. I 1793 beskrives stuehuset i en ny brandtaksation med værelser i de 11 fag og bryggers samt bageovn i de to sidste fag mod vest. I starten af 1800-tallet skete en række ombygninger og præstegården blev brandsakseret i 1819 med grundmuret vestgavl. Da det tidligere har været almindeligt at lade murene fremstå i blank mur, kan det tænkes at bygningen oprindeligt fremstod således. Byggeskikken ændrede sig gennem tiden og særligt i 1800-tallets opgangsperiode blev grundmuring almindeligt, ligesom fuldmurede gavle, kalkede facader, der ofte var gule med hvidmalede detaljer.

Præstegården var oprindelig i privateje af den pågældende præst, men i 1794 købte sognet bygningen som officiel embedsbolig. På et kort fra 1820 ligger kirken og præstegården isoleret nordvest for byens øvrige bygninger.

Sønderho Præstegård ligger ved Sønderho Kirke i den nordlige del af landsbyen Sønderho på Fanø. Bygningen er omgivet af en stor præstegårdshave, der støder direkte op til kirkegården, som ligger mod øst.

Præstegården er opført som et 16 fag længehus, i én etage på en sorttjæret sokkel. Bygningen fremstår i enkelt bindingsværk, kun af stolper og tagrem, og de tre vestlige fag er grundmurede. Murene er pudsede og gulkalkede, dog er stolper og tagrem rødmalede på nordsiden. Over tagremmen afsluttes langsiderne af en hvidmalet udmuring mellem bjælkeenderne, mens den grundmurede del og gavlene afsluttes af en muret gesims, der ligeledes er hvidmalet. Bygningen har et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses to skorstenspiber med hvidmalet sokkel og krave, mens piben er gul. I nordsiden sidder en ældre flammeret hoveddør, der har grøn og rosa staffering samt er omkranset af en grønmalet, bred karm. Tillige ses en ældre, grønmalet og todelt revledør og i sydsiden en nyere tofløjet og hvidmalet havedør med ruder i den øverste halvdel. Bygningen har hvidmalede vinduer, der er delvist ældre, delvist nyere med koblede rammer. Vinduerne er hovedsagligt torammede, dog er der enkelte etrammede og trerammede. Rammernes sprosseopdeling varierer fra to til seks ruder. I gavlene har vinduerne tillige påmalede hvide sålbænke og i østgavlen ses flere murankre.

I det indre er en delvist bevaret grundplan med en forstue, som lokalt kaldes en frangel, foran hver af dørene mod nord. Mod nord findes tillige et delvist ældre køkken, et par værelser samt en nyere trappe op til tagetagen. Mod syd findes ligeledes værelser og midt for en række stuer en suite. I tagetagen, der er delvist udnyttet er et nyere badeværelse og gavlværelser. Gulvene er hovedsageligt nyere brædde- eller klinkegulve, mens lofterne er bræddelofter mellem synlige bjælker. Enkelte steder er ældre paneler og omkring en ny pejs findes ældre hollandske fliser og ølandssten på gulvet. Flere ældre fyldingsdøre er bevaret med gerichter, greb og beslag ligesom flere vinduer har bevarede anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi relaterer sig til præstegårdens tætte forbindelse til kirken og kirkegården, hvor en låge i hegnet omkring kirkegården giver mulighed for direkte adgang mellem præstegård og kirke.

Den miljømæssige værdi knytter sig tillige til, bygningens solrette orientering, ligesom de fleste andre bygninger i Sønderho, hvor gavlene vender mod øst og vest. Hermed indgår præstegården naturligt i byens bebyggelses-mønster, der tillige præges af de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, som også præstegården delvist indhegnes af, og sammen med de ældre træer og den store have skabes en slående landlig idyl.

Præstegårdens kulturhistoriske værdi relaterer sig til den intakte relation til kirken og landsbyen. Tillige fortæller bygningens størrelse om den tidligere sociale og økonomiske status som knyttede sig til en præstegård. Hertil kommer, at præstegården er en af de bedst bevarede bindingsværksbygninger på Fanø, hvor man grundet mangel på træ tidligt begyndte at grundmure. Dette ses også ved, at bindingsværket er yderst fattigt uden dokker og løsholter. Samtidig vidner den grundmurede del mod vest om den senere udvidelse. Vinduernes skiftende karakter vidner tillige om tidens ombygninger, hvor de småtopsprossede rammer i nordsiden afspejler byggeskikken i 1700-tallet, vidner de øvrige vinduer om den senere byggeskik i 1800-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til bygningens fremtræden med egnskarakteristiske træk fra den enestående bygningskultur på Fanø. Dette gælder de hvide vinduer med lige overkant, den grønmalede halvdør mod nord samt de mange hvide detaljer som gesimsbånd, murfalse og påmalede sålbænke. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der har fremhævet gesims og krave.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning med køkken og frangel foran dørene mod nord samt stuer mod syd. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer, som de brede fyldingsdøre hvis bukkehornsbeslag og kraftige gerichter stammer fra barokken og dermed kan være oprindelige fra 1700-tallet, samt vinduernes ældre anverfere, stormkroge og karakteristiske sprosser med et enkelt spids profil, der er særligt for Sønderho, og skiller sig ud i forhold til det afrundede profil man ser i Nordby. Endvidere ses de, for Fanø karakteristiske, blå og brune hollandske fliser, der sammen med de øvrige detaljer og de bevarede bræddelofter med synligt bjælkelag opretholder en stemningsfuld og autentisk atmosfære.

Arkitektonisk fremtræder Sønderho Præstegård som en velproportioneret og elegant bygning grundet den enkle materiale- og farveholdning og de store ubrudte tagflader. Desuden styrkes udtrykket ved takten af bindingsværksstolper og den tætte række af vinduer. Placeringen af vinduernes overkant lige under tagremmen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som gesims, vinduer, døre og skorstenspiber der fremhæves med hvid, således at disse springer frem fra den gule mur. Hertil kommer den imponerende flammerede hoveddør, hvis stafferinger skaber en stærk dybdevirkning.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange bevarede materialer og overflader, herunder særligt de brede døre med gerichter og den faste takt af loftbjælker, der giver et elegant udtryk.

Læs videre om

• Sønderho Præstegård, Trap Danmark

Læs også om

• Kropladsen 2, Sønderho
• O.C. Hammersvej 10, Nordby
• Øster Land 19, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen