Søndertoft 3, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det foreksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Frem til 1840 lå et større vinkelbygget hus på grunden. Hovedbygningen lå øst-vest vendt og var på 14 fag. Det nuværende hus er formentlig den sydlige længe af det tidligere hus. Huset er blevet udvidet i 1888 til sin nuværende størrelse. Ejer oplyser at der i huset tidligere har været kvindekollektiv. Bygningen havde i mange år to små tagkviste i vestsiden, som blev fjernet i 1980erne.

Bygningen ligger i den sydvestlige del af landsbyen Sønderho på Fanø, mellem øvrige lignende bygninger. Bygningen ligger vinkelret på Søndertoft, hvor sydgavlen vender ud mod et større græsareal. Grunden afgrænses af et lavt, hvidmalet stakit. Bygningen er omgivet af en pigstensbelægning.

Bygningen er et fem fag langt, grundmuret længehus opført i én etage med pudsede og gråmalede facader og en hvidmalet gesims, der er ført om hjørnerne på gavlene. Bygningen ligger med gavlene mod syd og nord. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv, og i rygningen ses en skorstenspibe med sokkel og krave. Den øverste del af gavlene er beklædt med grønmalede og lodretstillede brædder, der afsluttes af vindskeder. På østsiden findes hoveddøren, som er en ældre, grønmalet tofløjet fyldingsdør med diagonalsprosseopdelt rude over tre fyldninger i hver fløj. Døren har hvid staffering. På samme facade er endvidere en revle- og halvdør, begge døre er malet grønne. Fra revledøren er der adgang til et mindre depot, som formentlig er den gamle fårestald. Bygningen har ældre, et- og torammede vinduer, der alle har småopsprossede ruder, hvoraf flere er hængslede på lodposten. Vinduerne er grønmalede med hvide sprosser. Stik og sålbænke er ligeledes hvidmalede. I gavlene findes etrammede vinduer og på sydgavlen tillige et torammet vindue. Dertil findes på gavlene flere murankre, på sydgavlen er nogle af murankrene udført med initialerne JNF KNO.

I det indre er en ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, som lokalt kaldes en frangel, der deler bygningen med bolig mod syd og stald mod nord. Franglen er belagt med nyere ølandsfliser. I den tidligere staldende er der til dels bevaret sparsomme overflader som påviser den oprindelige funktion, herunder den synlige trækonstruktion. I boligen er stuen placeret mod sydvest, mens køkkenet ligger i midten af boligen mod vest. Dertil er der tre værelser, hvoraf to ligger mod sydøst og øst, og det sidste ligger i den tidligere stalddel mod nord. En stige fører op til det uudnyttede loft, hvor det ses, at taget på traditionel vis er syet på. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Tillige er det meste af et ældre interiør bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, revledøre, brystningspaneler, indbyggede skabe og et indbygget standur samt bemalede, ældre fliser på ydervæggene og bag den nyere brændeovn i stuen.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der er en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Selvom bygningen skiller sig lidt ud ved at gavlene vender nord-syd, så indgår den alligvel naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der udover at lede tagvandet væk, tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er blandt andet den hvide hovedgesims og de bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den typisk ældre todelte farveholdning og alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udvikling i 1800-tallet, herunder murens pudsede og malede facader, hoveddørens udførelse som en tofløjet fyldingsdør med to ruder og diagonale sprosser øverst, samt vinduernes udførelse med fladbuet overkant. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddøren og de mindre vinduer, der vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen. Gavlens murankre med initialer vidner om ombygningen fra bindingsværk til grundmur ligesom den bevarede, rødmalede tagrem, der stammer fra den oprindelige bindingsværksfacade.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling mellem boligen i den ene ende og stalden og loen i den anden ende. Den tidligere staldende aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad og det grovere materialer. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder det indbyggede hjørneskab, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske fliser med blå eller brune motiver på ydervæggene samt bag brændeovnen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt heltag. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og de få, men integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Rindby Redningsstation
• Øster Land 10, Sønderho
• Østervej 8, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen