Sankt Annæ Gade 20-22, København

Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. En tendens, der først for alvor begyndte at vende i 1970'erne, da de første bevaringsplaner for bydelen blev lavet, som sikrede Christianhavns mange værdifulde bygninger. Gennem 1990'erne fortsatte omdannelsen fra industriområde og arbejderkvarter til attraktivt boligkvarter. Sankt Annæ Gade er opkaldt efter jomfru Marias moder Anna, der især var helgen for søfolk og derfor har lagt navn til gaden på Christianshavn. Bydelen Christianshavn er opkaldt efter kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. Sankt Annæ Gade 22, som udgør kernen i den samlede ejendom, blev opført i 1804. Sankt Annæ Gade 20 blev opført i 1891 og erstattede en toetages vognremise og stald fra 1859. Forhuset blev bygget i samme stil som nr. 22. Overgaden neden Vandet 41 fik ligesom nr. 20 sit nuværende udseende i 1891 efter at være blevet kraftigt ombygget. Den gamle bygning fra ca. 1800 var indrettet til brænderi og pakhus. Den havde samme gesimshøjde som hjørnehuset men var til gengæld opdelt i fem lave etager over tre fag og havde en højere tagrejsning med frontkvist. I det ydre står bygningen i store træk som ved sammenlægningen og ombygningen i 1891, hvor nr. 20 og nr. 41 blev nybygget, så de kom til at flugte med hjørnehusets etagehøjde og husdybde. Facadeudsmykningen blev som hjørnehusets, kun det pudsede og malede murværk markerer, at de yderste fag har deres egen historie. Som følge af ombygningen var der nu i alt tre trappeopgange. Den gamle tre-løbstrappe fungerede nu som fælles bagtrappe for de nye opgange i nr. 41 og nr. 20. De gamle køkkenildsteder blev nu revet ned, og nye skorstene, som stadig er intakte i dag, blev opført. I 1988-89 blev huset, som på det tidspunkt stod i nedslidt stand, restaureret og sat i stand, efter at der i den mellemliggende periode ikke var gjort noget særligt ved huset. Vigtigste ændringer fra denne istandsættelse omfatter nedlæggelsen af trappeopgangen fra 1891 og opførslen af en ny bagtrappe i nr. 41, sammenlægningen af lejligheder til højre for hovedtrappen i nr. 22 og 20, nedlæggelsen af butiksdøre fra 1891 i stueetagen, i nr. 41 og nr. 20 samt nyindretningen af fjerde sal. Huset i Sankt Annæ Gade undgik Københavns Kommunes omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som kørte fra 1920'erne og mange år efter, og hvor en del ældre ejendomme blev revet ned.

Ejendommen er beliggende på hjørnet af Overgaden neden Vandet og Sankt Annæ Gade og er et integreret led i husrækken i de to gader. Huset består af tre sammenføjede dele: Et hjørnehus, som på begge ender er forlænget ved at inddrage og ombygge to tidligere selvstændige huse (Sankt Annæ Gade 20 og et pakhus i Overgaden neden Vandet 41). Det grundmurede forhus blev dermed forlænget til begge sider med to fag og strækker sig i sin helhed over elleve vinduesfag mod Sankt Annæ Gade, ét rundet hjørnefag samt fem fag mod Overgaden neden Vandet. Forhuset er opført med kælder, fire etager og kvistetage. Huset er afsluttet med et heltag, hængt med røde vingetegl. I tagfladen er der syv nyere københavnerkviste mod gaden samt seks berappede skorstene i kip, enkelte med sokkel. Hjørnehuset fremstår med glatpudsede og gråmalede underfacader over en lav sokkel og overfacader i blanke, røde mursten med brændte fuger. Hjørnefaget er trukket en halv sten tilbage fra den øvrige murflugt. De yderste to fag i henholdsvis Skt. Annæ Gade og Overgaden neden Vandet har underfacader som hjørnehuset, mens overfacaderne her er pudset og malet i en lysegrøn silikatmaling. Hele facaden afsluttes mod taget af en profileret, hvidmalet gesims. Under første sals vinduer findes en kordongesims i sandsten og gennemgående sålbænksbånd. Mellem første og anden sal er et blændingsfelt med meanderfrise (à la grecque) i relief, og over anden sal er fremhævede felter, som i de yderste fag på begge ender af hjørnehuset er malet i samme farve som overfacaden. Døren i hjørnefaget er en tofløjet fyldingsdør, malet portgrøn med tre-rudet overvindue. Der er skåret runde huller i hver fløj i anden fylding fra oven. Også den brede port mod Sankt Annæ Gade er portgrøn og traditionelt udført med otte bosserede fyldinger i hver fløj og med synlige revler på indersiden. Over porten er anbragt en overligger i sandsten. I forlængelsen mod Sankt Annæ Gade er en traditionelt udført fyldingsdør, ligeledes malet portgrøn. Vinduerne er udskiftet i 2013-14, men er traditionelt udført efter de originale korspostvinduer. De kraftige lodposte, tværposte og karme er af ældre dato, ligesom rammerne med hjørnebåndshængsel. I det yderste fag mod Overgaden neden Vandet er vinduerne på tre fag, de øvrige er tofagsvinduer. I stueetagen i Sankt Annæ Gade er der nyere, hvidmalede opsprossede butiksvinduer med stålprofiler. Kvistene på gadesiden er forsynet med nyere, hvidmalede tofagsvinduer. Hjørnevinduet på første sal gør sig særligt bemærket med sandstensindfatning, afsluttet med dækplade båret af volutkonsoller, ligeledes i sandsten. Gårdfacaden er kalket og står i gammel rosa, øverst er en profileret hovedgesims. I gården er der en kældernedgang. Desuden er der nyere døre til bagtrappen i Overgaden neden Vandet 41 og til lejlighed i stuen t.h. i Sankt Annæ Gade samt nyere port med glasdøre til portrum, der forbinder gården med Sankt Annæ Gade. Portrummet har træbelægning i klodser og høje, grønmalede træpaneler af nyere dato. I portrummet giver en beklædt dør adgang til lejemålet i st. th. i Sankt Annæ Gade. Desuden leder herfra en indvendig trappe op til lejlighederne på første til og med fjerde sal. Trappen i nr. 22 er en velbevaret treløbstrappe med drejet mægler og cirkelmotiv på vangerne mod durchsicht, firkantede balustre, udkehlet håndliste, fornyede slidtrin og brædder på reposer. Træværket er grønmalet med sortmalet håndliste. Trappen i nr. 20 er en halvsvingstrappe med drejede balustre, udkehlet håndliste, fornyede slidtrin og brædder på reposer. Her er træværket gråmalet med sortmalet håndliste. Bagtrappen i nr. 41 er en spindeltrappe af nyere dato, dog udført som de øvrige trapper med firkantede, gråmalede balustre og udkehlet, sortmalet håndliste. I det indre består ejendommen, på hver side af indgangen i hjørnefaget, af et restaurantlejemål, der strækker sig over stueetagen til og med fjerde fag i Sankt Annæ Gade. I de fem yderste fag i Sankt Annæ Gade er der indrettet en lejlighed. Restaurantlejemålet fremstår overalt med nye overflader, og de eneste ældre dele er bevarede brystnings- og lysningspaneler. Der er indvendig adgang til hovedtrappen i nr. 22 herfra. Hovedtrappen i nr. 22 har på hver etage et repos og to hoveddøre, dog kun én dør på fjerde sal, hvor der kun er én lejlighed. Dørene på de første tre etager er alle velbevarede, hvidmalede fyldingsdøre fra husets opførelse. Døren på fjerde sal er af nyere dato. Planløsningerne på hovedetagerne fra første til tredje sal består på hver etage af interne sammenlægninger af enten Overgaden oven Vandet 41 og Sankt Annæ Gade 20 eller Sankt Annæ Gade 20 og 22. Den nuværende indretning af tagetagen på fjerde sal er af nyere dato. På første, anden og tredje sal er planløsningerne for lejlighederne til venstre for hovedtrappen opdelt således, at lejlighederne består af forstue og bad mod gården, stue mod Sankt Annæ Gade samt hjørnestue og nyere køkken mod Overgaden neden Vandet. Husets bygningshistorie kan aflæses i indretningen; der er fyldingsdøre i hjørnehuset fra starten af 1800-tallet med tre fyldinger og et smalt felt med rifler og fyldingsdøre fra slutningen af 1800-tallet, hvoraf nogle er originale og andre er traditionelt udførte med fire fyldinger og hamborghængsler. Disse stammer fra dengang, pakhuset blev bygget om og inddraget i hjørnehuset. De ældste døre har traditionelt udførte messinggreb af nyere dato, de yngre døre har traditionelt udførte drejede knebelgreb i træ med fatning i messing. Lejlighederne fremstår velbevarede med originale træk; ud over dørene er der ældre gerichter og brystnings-, pille- og lysningspaneler – flere steder med rifler eller romber – med klassicistiske trekvartstaf profiler. I hjørnestuen markerer et bredt glat panel mellem vinduerne og i bræddegulvet, at to stuer her er blevet sammenlagt. Lejlighederne til højre for hovedtrappen er inddelt med forstue, stue og køkken mod gården og to stuer og bad mod gaden. Lejlighederne fremstår velbevarede med originale træk som på den anden side af trappen, og bygningshistorien kan ligeledes nemt aflæses. Der har været både ildsteder og kakkelovne, de sidstnævntes placering kan erkendes. Skorstenene er intakte. Lejemålet på fjerde sal er indrettet i den fuldt udnyttede tagetage med rum til kip. Tageetagen har fritstående skorstene, og den ældre tømmerkonstruktion med hanebånd er delvist synlig.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommenes beliggenhed på hjørnet af Sankt Annæ Gade og Overgaden neden Vandet, hvor forhusene mod kanalen indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode, mens de i Sankt Annæ Gade markerer sig som værende af yngre dato end de tilstødende huse. I kraft af forhusenes grundlæggende proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår de som en harmonisk del af det historiske gadebillede. Hertil kommer at især hjørnehuset er med til at opretholde den ældre gadestruktur, hvor det skråt afskårne hjørne vidner om påbuddet, der blev indført efter branden i 1795, så brandvæsenet nemmere kunne komme frem ved storbrande.

Den kulturhistoriske værdi for Sankt Annæ Gade 20-22 / Overgaden neden Vandet 41 knytter sig til forhuset, hvis udformning afspejler periodens borgerlige etagebyggeri i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen vandt som ideal indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store del af København. Hjørnehuset Sankt Annæ Gade 22 fra 1804, og de to tilstødende huse nr. 41 og nr. 20, som er bygget senere men hvis udformning er en kopi af nr. 22, afspejler i tråd med klassicismens idealer en sikker proportionering i det ydre, der kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med vinduernes regelmæssige takt, den enkle kordongesims mellem stueetagen og første sal og de dekorative bånd i overfacaden, henholdsvis en meanderfrise og et bånd i blankt murværk. Det bidrager til husets kulturhistoriske værdi, at nr. 41's og nr. 20's særhistorie er markeret i pudset og malet murværk, holdt i en lys farve. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger, og endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative, harmoniske facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår enkel og kalket uden dekorationer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til trapperummet i nr. 22 med den originale treløbstrappe med alle detaljer, til portrummet med den ældre port, til den ældre halvsvingstrappe i nr. 20 og til de ældre fyldingsdøre og brystnings-, væg- og lysningspaneler – i hjørnehuset med rifler og romber. Den fine udsmykning understreger, at hjørnehuset før ombygningen i 1891 og udviklingen af resten af Overgaden neden Vandet og Sankt Annæ Gade har stået i skarp kontrast til de øvrige smalle ildebrandshuse i rækken. Forhusets sammenlagte lejligheder afspejler den oprindelige opdeling; en historie, der stadig kan aflæses. Der ligger desuden kulturhistorisk værdi i de små lemme (nu med glasrude), der har tjent til udluftning af spisekammeret, og som findes i lejlighederne nr. 22-20, på første, anden og tredje sal mod gården.

Bygningernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition i forhuset med kordongesimser, de dekorative bånd, den markerede hovedgesims, det afskårne hjørne og vinduet på hjørnet med sandstensindfatningen, der giver facaden et harmonisk udtryk under det teglhængte heltag med københavnerkviste. De pudsede bånd er med til at lagdele facaden og dermed styrke opfattelsen af en velproportioneret bygningskrop. Kordongesimsen mellem stueetagen og første sal har dertil den vigtige funktion, at den skaber visuel balance mellem under- og overfacade. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer bidrager til ejendommens overordnede afbalancerede fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den ensartede farvesætning med en enkel hovedgesims. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til elementerne af de bevarede planløsninger, hovedtrapperummet med den bevarede trappe med alle detaljer i nr. 22 og trapperummet i nr. 20, de ældre døre og brystnings- og lysningspaneler fra både begyndelsen og slutningen af 1800-tallet, der afspejler husets ombygningshistorie og dets oprindelse som et fint udstyret forhus.

Læs videre om

• Nørregade 18, København
• Sankt Nikolaj Fattige Kirkeskole (tidl.), København
• Strandgade 24, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen