Skævinge Præstegård (Hillerød Kommune)

Præstegården er opført i 1852.

Skævinge Præstegård ligger i udkanten af landsbyen Skævinge, nordøst for Skævinge Kirke. Præstegården er et firelænget anlæg i én etage, der består af et fritliggende stuehus mod vest og tre avlslænger omkring en langstrakt, pigstensbelagt gårdsplads. I midten af gårdspladsen er en græsplane med et ældre lindetræ. Vest for stuehuset er en stor præstegårdshave og mod nord ligger avlslængerne i tæt forbindelse med de åbne marker.Stuehuset er grundmuret med sorttjæret sokkel, gulkalkede mure og hvid, aftrappet gesims. Taget, der er halvvalmet, er stråtækket med mønning og kragetræer og tagskægget består af en række røde tagsten. I tagrygningen ses to hvide skorstenspiber med sokkel og krave og i tagfladerne er i alt fem stråtagskviste, to mod gårdspladsen og tre mod haven. I gårdsiden ses to ens tofløjede fyldingsdøre med overvindue, der har diagonal opsprosning. Foran begge døre er lave, støbte trapper. I havesiden findes midtfor en tofløjet havedør med ruder i og øverst et overvindue. Foran døren er et lille muret plateau og en støbt trappe ned til en flisebelagt terrasse. Bygningens vinduer er hovedsageligt korspostvinduer, dog er der i gavltrekanterne torammede vinduer. Alle vinduer har sprosseopdelt nedre ramme og sålbænke af klinker. Både vinduer og døre er nyere, udført i kopi, og hvidmalede.I det indre er bevaret en ældre grundplan med en hovedskillevæg. Mod gårdspladsen ligger to forstuer, den ene med trappe til tagetagen, et nyere køkken og en række stuer, mens der til havesiden er bryggers, kontor, toilet og havestue. Stuerne ligger en suite, og den midterste stue er forbundet til havestuen med et tofløjet dørparti. I tagetagen er indrettet badeværelse, værelser og opbevaringsrum. Overfladerne er hovedsagligt nyere, dog traditionelt udført, med bræddegulve og pudsede vægge og lofter. Enkelte steder er bevaret ældre fyldingsdøre med ældre hængsler, mens andre er udført i kopi. Trappen i den sydlige forstue er ældre og dennes håndliste ender i en snoet mægler. Af præstegårdens tre øvrige længer ligger sydlængen frit mens nord og østlængen er sammenbygget i en vinkel. Alle tre længer er opført i sorttjæret bindingsværk med murede, hvidkalkede tavl. Flere store partier er dog grundmurede og hvidkalkede. Alle længer har halvvalmede, stråtækkede tage med mønning og kragetræer. I sydlængens tagryg ses tre hvide skorstenspiber med sokkel og krave og i tagfladen er en enkel stråtagskvist. Længerne har sorttjærede sokler og vindskeder samt hvidmalede sugfjæl. Sydlængen har nyere hvidmalede døre og vinduer. Vinduerne er torammede og dørene er flammerede. Nordlængen har derimod ældre, sortmalede staldvinduer og vestlængen har kvadratiske, hvidmalede etrammede vinduer, der har småtopsprossede ruder. Både nord- og vestlængen har sorttjærede, todelte revledøre eller revleporte med ældre hængsler, beslag og greb. Sydlængen er indrettet til tre boliger, der alle fremstår med nyere grundplaner, nye overflader og nye bygningselementer overalt. Tagetagen er uudnyttet. I lejligheden længst mod øst er det ældre synlige bjælkelag bevaret, dog med ny indpakning. Nordlængen, der er den tidligere stald, anvendes i dag til opbevaring. Længen fremstår velbevaret med spor efter ældre staldinventar bestående af båse og trug. Der er både støbte gulve og ældre pigstensgulve og i loftet ses det fritliggende bjælkelag med bræddedæk over. I det nordvestlige hjørne er en stor lade med åbent op til kip og hele konstruktionen er synlig. Vestlængen er indrettet til konfirmandstue, tekøkken og toiletter. Her er nyere, men traditionelt udførte bræddegulve og lofter med fritliggende bjælker. Loftet er uudnyttet.

Den miljømæssige værdi relaterer sig til hvordan præstegården ligger i tæt forbindelse med Skævinge Kirke samt til deres fælles placering i udkanten af byen, hvor markerne støder helt op til præstegården. Den miljømæssige værdi forstærkes af den store gårdsplads med det store lindetræ, der sammen med gårdspladsens bevarede pigstensbelægning opretholder et idyllisk og traditionelt landligt miljø med høj autenticitet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til præstegårdens intakte relation til kirken og landsbyen, og er herved en repræsentant for det traditionelle præstegårdsbyggeri i Danmark. Den imponerende størrelse vidner om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status, og afspejler med staldlænge og lade samt beliggenheden tæt ved markerne, om præstestandens tidligere bibeskæftigelse som landmænd med større jordtilliggender. I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner og bygningshierarki næsten intakte, idet det grundmurede stuehus med mange vinduer, præsentable hoveddøre og mange skorstenspiber tydeligt adskiller sig fra udlængerne i bindingsværk med langt færre åbninger. Særligt den nordlige og østlige længe afspejler med de mange staldvinduer, revleluger, stalddøre og brede porte, at disse tydeligt indeholder sekundære funktioner, hvor åbningerne er styret af en grundlæggende pragmatisme. At bindingsværket er fremtrædende og ikke overkalket er tillige egnskarakteristisk for byggeskikken på Sjælland. Denne fortælling underbygges i det indre af den nordlige længe, hvor de bevarede båse og trug samt den store åbne ladekonstruktion netop afspejler den tidligere anvendelse. Hertil kommer, at mange af overfladerne er originale, og spor heri afspejler bygningens alder og mangeårige brug. I stuehusets indre knytter den kulturhistorisk værdi sig til den delvist bevarede grundplan samt til de bevarede ældre fyldingsdøre, da man herved fornemmer, at dette er en traditionel præstegård fra 1800-tallet.

Arkitektonisk fremtræder Skævinge Præstegård som et velbevaret og meget homogent anlæg. Det gulkalkede stuehus markerer sig naturligt som den mest præsentable bygning, mens de sorte og hvide bindingsværkslænger fremstår mere nedtonet. Trods den forskellige murbehandling sørger længernes proportioner og de stejle, stråtækkede tage for, at samle længerne til et homogent anlæg, der giver den traditionelle arkitektur et formfuldendt og ensartet udtryk. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til stuehusets høje, sorte sokkel, rækken af røde tagsten og den hvide gesims, der markerer stuehusets horisontale linjer og sammen med den symmetriske og taktfaste placering af døre og vinduer fremtræder bygningen yderst velproportioneret.

Læs videre om

• Skævinge Præstegård, Trap Danmark

Læs også om

• Batzkes Hus, Hillerød
• Frederiksborg tidl. Statsskole, Hillerød
• Skovridergården, Nødebo

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen