Skindergade 21, København

Byen, som i kilderne slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Selvom det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, findes der næsten ingen bygninger fra denne periode. Også 1600-tallets huse er sjældne i den indre by; til gengæld ligger der en række temmelig velbevarede renæssancebygninger på Christianshavn, fordi der aldrig har været større brande dér. Branden i 1728 var størst: ca. 1600 af byens 4100 huse brændte, samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold og trængte tværs igennem byen til Gothersgade. I 1795 opstod ilden på Gammelholm. Efter denne brand blev Højbro Plads skabt ved at sløjfe en karré som en slags brandbælte. Branden i 1807, der skyldtes englændernes bombardement, ødelagde særligt kvartererne omkring Frue kirke og Nørrevold. Skindergade, der i gamle dage var skindhandlernes, garvernes og bundtmagernes forretningsgade, fik sit nuværende navn efter reformationen i 1536. Tidligere hed Skindergade Gråbrødrestræde, bortset fra det stykke som ligger mellem Skoubogade og Gammeltorv, der hed Klædeboderne indtil 1879. Hele bebyggelsen blev opført i 1833-34 for C.D. Petersen. Underfacaden blev kvaderpudset og oliemalet omkring 1854.

Skindergade 21 ligger som en del af husrækken i det indre København og består af et forhus samt et sidehus omkring et lille gårdrum med støbt bund. Forhuset og sidehuset er grundmurede og opført i fire etager over en høj kælder. Forhuset har seks fag mod Skindergade, mens sidehuset mod gården har to smigfag. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag og sidehuset et rødt teglhængt halvtag, mens smigfaget ind mod forhuset er zinkklædt. I forhusets rygning er en skorstenspibe og i hver tagflade er tre kviste med trerammede vinduer, lav trekantsfordakning og zinktag – en såkaldt Københavnerkvist. Sidehuset har to skorstenspiber, hvoraf den ene er stor køkkenskorsten med fem røgrør samt to taskekviste med tegltag og torammede vinduer. Facaden er nederst kvaderfuget og malet lysegrå. Over stueetagens vinduer er en trukken kordongesims med en hvidmalet, ornamenteret frise under. Den resterende del af facaden står i gul, blank mur med hamborgfuger, muret i krydsforbandt med vandrette stik over vinduerne. Facaden afsluttes af en pudset hovedgesims med sparrehoveder, hvorimellem en æggestavfrise er synlig. I det nordligste fag er en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue, hvori der sidder farvede glas. Foran hoveddøren er to granittrin med terrazzogulv nærmest døren. I kælderetagen er to nyere, rektangulære butiksruder; den nordre er etrammet, mens den søndre er opdelt i tolv ruder. Imellem de to butiksruder er en kældertrappe af granit med enkle værn af støbejern, der fører ned til to ældre butiksdøre med fyldinger nederst. Kælderåbningen lukkes af et todelt gitter. Vinduerne er ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer, under stueetagens vinduer er en fremhævet sålbænk båret af enkel konsolsten. Dørene, gitteret og vinduerne i kvistene er malet mørkegrønne, mens de resterende vinduer er malet hvide. Gårdsiderne er berappede, afsluttes af en muret gesims øverst, og er kalket gule nederst og jernvitriol herover. Vinduerne er ældre korspostvinduer som mod gaden, i kælderetagen er de dog etrammede med seksruder. Fra trapperummet fører en ældre trætrappe med granittrin, hvor der ikke længere er overdækket, ned til gårdrummet og over åbningen er et opsprosset overvindue. Der er to kælderdøre – en nyere, plan kælderdør og en ældre fyldingsdør med fast sideparti. Døren har øverst en påsat plade. Både vinduer og døre er mod gården malet mørkeblå. Bygningen rummer to butikker i kælderen og herover fem lejligheder – en på hver etage. I stueetagen er en gennemgående forstuegang med en bred ligeløbstrappe, der fører op til et trapperum, hvorfra der er adgang til gården gennem en ældre, opsprosset dør. I trapperummet er tillige en ældre, treløbet trappe med indstemte trin i en svungen vange, som giver en bred durchsicht. Balustrene er drejede, den profilerede håndliste følger den svungne vange, undersiden af trappen er pudset og trin og reposer er belagt med linoleum. Trapperummet har pudsede vægge og lofter, og på væggene er opsat profilerede lister, der opdeler vægfladerne. Ved hvert repos er tre fyldingsdøre med tilhørende gerichter; dørene i den langsgående skillevæg er tofløjede, mens døren i tværskillevæggen er enfløjet. Fra det øverste repos er der ad en ældre ligeløbstrappe adgang til spidsloftet, der anvendes til opbevaring. Spidsloftet har bræddegulv, synligt ældre tagværk og fast undertag af brædder og pap. Lejlighederne har en oprindelig planløsning i forhuset, men enkelte ændringer i sidehuset. I forhuset har lejligheden tre stuer en suite, hvoraf den midterste er den bredeste, et værelse mod gården og en spisestue i smigfaget, mens sidehuset har et køkken med bevaret ildsted, et badeværelse og en bagtrappe, som er en ældre, toløbet trappe med indstemte trin i vangerne, simple kantstillede balustre og rundede mæglere, som følger den svungne håndliste. I lejligheden på anden sal er køkkenet placeret i smigfaget mod gården, mens det på tredje sal er placeret det oprindelige sted ved køkkenildstedet i sidehuset med en stor, pistolformet åbning ind til spisestuen i smigfaget. Det varierer hvilken dør, der anvendes til lejlighedens hoveddør, og de to øvrige døre er så blændede på indersiden. Lejlighederne har et overvejende traditionelt materialevalg med bræddegulve samt pudsede vægge og lofter med stuk. Ligeledes har lejlighederne bevaret oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede ydervægge, stukrosetter, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og klassicistiske gerichter samt vinduesrammer med håndsmedede anverfere og stormkroge. I køkkener og badeværelser er der overvejende en nyere materialeholdning med flise- eller klinkegulve og nedsænkede lofter med indbyggede spots. I lejligheden på anden sal er der lagt et laminatgulv, som skal illudere et bræddegulv omend retningen på brædderne ikke er korrekt, ligesom der er nyere en- og tofløjede fyldingsdøre.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Skindergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur. En yderligere miljømæssig værdi er forhusets placering over for Lille Kannikestrædes udmunding, hvor Skindergades smalle gaderum udvides, hvorved lejlighederne opnår ekstra lys og luft. Hertil kommer værdien af den lille grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med et forhus og et sidehus, der sammen med karréens øvrige forhuse og sidehuse omkranser det lille gårdrum, som er karakteristisk for den tætte indre by.

Den kulturhistoriske værdi for Skindergade 21 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Af regelsættet for det nye byggeri, der var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, følger Skindergade følgende punkter: at samtlige udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i sidehusene, i huse på fem fag eller derover skulle der helst være to trapper og hovedgesimser og tagrender måtte ikke længere være af træ. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store del af København. Skindergade 21 er fra 1833-34, hvor empiren, som fulgte i klassicismens fodspor var toneangivende. Empirens facader var meget enkle i deres formsprog og havde ligesom i klassicismen en sikker proportionering, som i forhuset kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med samme vinduesstørrelse i alle etager, vinduernes regelmæssige takt og det brede, ornamenterede gesimsbånd mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår berappet og med en muret gesims som eneste dekoration. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Ejendommens disponering med en tværgående forstue, der fører om til trapperummet mod gården med den herskabelige treløbede hovedtrappe og tre hoveddøre til hver lejlighed, de tre repræsentative stuer en suite mod gaden, et værelse mod gården, en spisestue i smigfaget samt et køkken og et toilet i sidehuset er særdeles velbevaret. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har den oprindelige hoved- og bagtrappe med samtlige detaljer samt de oprindelige bræddegulve, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende klassicistiske gerichter, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede ydervægge og loftstukkaturen samt vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge. Trapperummets feltinddelte vægge har ligesom sidehusets bevarede køkkenildsteder også stor kulturhistorisk værdi. Hertil kommer, at etagehøjden og ydermurenes vægtykkelse på traditionel vis mindskes opefter i bygningen.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med kordon- og hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og knapt udtryk. Kordongesimsen mellem stueetagen og første sal har endvidere den vigtige funktion, at den skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade. Kvaderfugningen, den gule, blanke mur med hamborgfuger, de få horisontale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer og døre bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den tætte vinduessætning og den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Esplanaden 15-17, København
• Hellerup Station, København
• Nordre Pavillon ved Kunstindustrimuseet (Amaliegade), København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen