Skindergade 40, København

Skindergade ligger i Klædebo Kvarter. Gadens vestligste strækning, fra Fiolstræde til Gammeltorv, blev indtil 1879 kaldt Klædeboderne, hvorefter gadens nuværende navn kom til at gælde for hele strækningen. Navnet Skindergade opstod efter reformationen og henviser til de mange skindere (garvere og buntmagere), som havde værksteder og boder i gaden. To store begivenheder har ændret gadens udseende markant – den store brand i 1728 og englændernes bombardement i 1807.Skindergade 40 er opført 1817 for høker Hans Lassen som en treetagers bygning med heltag. Mellem 1845 og 1852 forhøjedes anlægget med én etage. Facaden op til kordongesimsen blev pudset i perioden 1887-94. En oprindelig dækplade over den ene opgang blev fjernet i begyndelsen af det 20. århundrede. Der var fra opførelsen butik i stueetagen.

Ejendommen anvendes som studenterbolig for DIS. Ejendommen er beliggende i Skindergade i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens nordlige husrække. Udover forhuset omfatter ejendommen mod gården et sidehus og et baghus, der ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er grundmuret i fire fag. Det er i fire etager. Over stueetagen er en enkel, profileret kordongesims. Underfacaden er, over en gråmalet sokkel, pudset og malet lysegrå, mens overfacaden står i blank mur af gule sten. Øverst er en profileret hovedgesims. Forhuset bærer mod gaden et mansardtag hængt med skifer, og i tagfladen mod gaden er to heltagskviste. I det vestligste fag er i stueetagen et indgangsparti, og i dørnichen er over et par ydre granittrin en ældre, blågrå hoveddør med tre fyldninger og et glasparti. I facaden er på hovedetagerne traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer, mens der i kvistene er trerammede, opsprossede og mørkegrønne vinduer. Til gårdsiden står forhuset, i lighed med den øvrige gårdside, pudset og okkerfarvet. Forhusets gårdside omfatter to synlige fag samt et skråt smigfag. Til gårdsiden er en ældre vinduessætning bestående af torammede, trerammede, firerammede og seksrammede vinduer. De fire- og seksrammede vinduer har todelte underrammer. Tagfladen mod gården er hængt med røde tegl, og øverst er ved rygningen en centralt placeret skorsten. I det indre har forhuset i overvejende grad en traditionel etage- og planløsning. Fra indgangen fra gaden kommer man i stueetagen til en gennemgående forstuegang med adgang til gården. I forstuegangen er tillige ejendommens hovedtrappe, der er en ældre toløbet trappe med indstemte trin, enkle balustre og en profileret håndliste. Reposer og trin er beklædt med linoleum. Der en bevaret skorstenskerne. I stueetagen er mod gaden en stor stue, en forstue og mod gården en smigfagsstue. De overliggende etager er disponeret med et par gadevendte stuer, en central fordelingsgang, mens der mod gården er funktionsbetingede rum, herunder toiletter og badeværelser samt mindre opholdsrum. Der er på alle etager traditionelt udførte forsatsvinduer. Der er i overvejende grad traditionelt udførte fyldningsdøre, hvoraf en del er af nyere dato. Der er linoleum på gulvene. I flere gadevendte rum er der bevaret lysningspaneler samt brystningspaneler. Der er pudsede vægge, og i stueetagen er der nedsænket loft i den store stue mod gaden.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Skindergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken med bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur.

Med fire fag er forhuset i Skindergade 40 et mindre hus, der dog følger samme skema som de øvrige klassicistiske borgerhuse i København, og dets side og baghus danner en tidstypisk helhed. Den kulturhistoriske værdi for Skindergade 40 knytter sig derfor til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens huse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store del af København. Klassicismens facader er enkle i deres formsprog og har en sikker proportionering, som i Skindergade 40 kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med vinduernes regelmæssige takt og ganske få dekorative elementer som kordongesimsen, der adskiller den pudsede og malede underfacade fra blankmuren i overfacaden, samt den profilerede hovedgesims. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den typiske skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår pudset og med en profileret gesims som eneste dekoration. Forhøjelsen af forhuset midt i 1800-tallet afspejler sig tydeligt i tagkonstruktionen og materialevalget, hvor mansardtaget og skiferbelægningen skiller sig ud fra gårdsidens og det øvrige anlægs teglhængte tage samt fra de traditionelle heltage på ejendomme fra klassicismen. Herved er fastholdt to vigtige lag i fortællingen om ejendommens udvikling. I det indre er der primært kulturhistorisk værdi i den gennemgående forstuegang samt i hovedtrappen med dens løb, enkle balustre og profilerede håndliste, der tilsammen er meget tidstypisk for en trappe i et mindre, københavnsk etagehus fra første halvdel af 1800-tallet. Den store stue og anderledes planløsning i stueetagen afspejler etagens tidligere anvendelse som butik, herunder altså med et ældre, større rum mod gaden. De overliggende etager har trods senere inddragelse til studenterbolig bevaret den grundlæggende disposition med gadevendte stuer, en fordelingsgang og funktionsbetingede rum mod gården. Den lavere etagehøjde øverst, på fjerde sal, afspejler en tidstypisk løsning, der selv i mindre etagebyggerier som denne blev fastholdt. Heraf kan aflæses datidens hierarkiske boliginddeling med den vigtigste og fineste etage på første sal, hævet over gadens larm, men stadig placeret bekvemt i huset. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte elementer, der understøtter oplevelsen af det indre. Det gælder alle de traditionelt udførte fyldningsdøre. Dertil kommer alle bevarede lysningspaneler samt brystningspaneler, der i overensstemmelse med klassicismens boformer og æstetiske præferencer er placeret i de gadevendte rum.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle og afdæmpede facadekomposition med få dekorative virkemidler, her kordongesimsen og den profilerede hovedgesims, der skaber balance og harmoni i den relativt smalle og høje facade. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne på hovedetagerne bidrager til bygningens kompositoriske helhed og en overordnet ganske stilfærdig og harmonisk fremtræden.

Læs videre om

• Borgergade 140, København
• Nytorv 7, København
• Østerport Station, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen