Borgergade 140, København

Byen, som blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod Ny-København, og dermed blev København omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt Borgergade, Adelgade, Gothersgade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade m.fl. Borgergade undgik Københavns bybrande 1728 og 1795, men blev til gengæld gennemsaneret efter Anden Verdenskrig, hvor mange 1700-talshuse forsvandt. Borgergade 140 blev opført i 1854 for grosserer H.P. Lorentzen, som var Københavns første større byggespekulant. Bygningen blev opført som et hjørnehus mod Borgergade med et tofags sidehus til Sankt Pauls Gade efter tegninger af arkitekt Peter Heinrich Christoph Hagemann (1810-1853). P.C. Hagemann havde en usædvanlig blomstrende virksomhed, men døde af kolera kun 43 år gammel, og flere af hans igangværende arbejder måtte afsluttes af andre. Endnu flere af hans arbejder blev opført efter hans tegninger, herunder Borgergade 140 og 144. Oprindelig var der indgang til en butik nord for hovedindgangen i Borgergade. Oprindeligt var der kun en lejlighed i tagetagen mod Borgergade, mens tagetagen mod Sankt Pauls Kirke blev brugt til pulterkamre.I 1887 blev butikslokalet mod Borgergade delt i to, og to nye butiksruder med tilhørende -døre blev isat i 2. til og med 5. fag fra nord, og erstattede dermed den første butiksdør, som sandsynligvis har haft sammenklappelige skodder som i smigfaget.I 1984 blev facaden renoveret og i den forbindelse blev butiksvinduerne med tilhørende døre fjernet og erstattet af fire korspostvinduer, ligesom facadens kvaderpudsning blev retableret. I 2004 blev facaden sat i stand, herunder blev flere af de ikke oprindelige vinduer udskiftet med nye vinduer udført med koblede rammer, de oprindelige vinduer blev restaureret, og kvistene fik nye vinduesrammer. Ligeledes blev facadens pudskonsoller og sålbænke repareret. I årene forinden blev skiftaget udskiftet, nogle af vinduerne mod gården blev udskiftet ligesom gårdsiderne blev istandsat.

I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Følgende dele af hjørnebygningen er ikke besigtiget og indgår derfor ikke i beskrivelsen eller værdisætningen: stuen th., 1. tv., 2. th., 3. th., 4. th. og 5. tv. Ejendommen ligger på hjørnet af henholdsvis Borgergade og Sankt Pauls Gade i det indre København. Bag hjørnebygningen er et stort samlet gårdmiljø for hele karréen. Hjørnebygningen har otte fag mod Borgergade, et smigfag og fem fag mod Sankt Pauls Gade. Hjørnebygningen er grundmuret i flensborgsten med skillevægge i bindingsværk, er opført i fem etager og bærer et heltag hængt med skifer. I tagfladerne mod gaderne er i alt otte kviste med to- eller trefags vinduer med ældre karme og nyere rammer samt en lav trekantsfordakning og et zinkklædt tag. I tagfladen mod gården er tre kviste, der er magen til gadesidens, samt et par nyere tagvinduer. I rygningen er i alt fire skurede skorstenspiber med sokkel og gesims. Facaden har en lav, pudset og hvidmalet sokkel, og herover er facaden kvaderpudset og malet flødefarvet. En bred, profileret kordongesims under andensalens vinduer inddeler facaden samt kvaderpudsningen, som under kordongesimsen har større dybde end over. Alle indgange og vinduer til og med tredje sal har pudsede indfatninger. Under stueetagens vinduer er en gennemgående sålbænksgesims, over andensalens vinduer er en vandret fordakning, under tredjesalens vinduer bæres sålbænkene af ornamenterede konsoller og øverst understøttes hovedgesimsen af volutsvungne konsoller. Samtlige pudsdetaljer er malet hvide. Mod Borgergade fører et par støbte trappetrin op til en ældre, tofløjet hoveddør med fyldinger nederst og to ruder øverst. I smigfaget er tre støbte trin samt en ældre, todelt skodde med fyldinger, der kan klappes sammen og anbringes i lysningen, og bag denne er en butiksdør, hvis alder er ukendt. Mod Sankt Pauls Gade er en kældernedgang med støbte trin, der lukkes af to nyere, traditionelt udførte, skråtstillede revleluger. I soklen er de lave kældervinduesåbninger forsynet med trådnet. Vinduerne varierer i alder. Kun få steder er de ældre vinduer bevaret, mens størstedelen er nyere, traditionelt udførte vinduer udformet korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Vinduerne er hvide, mens hoveddøren, skodderne i smigfaget og de skråtstillede luger er mørkegrønne. Gårdsiderne har en let fremspringende, pudset, sortmalet sokkel og er herover skurede og kalket jernvitriolgule ligesom den enkle hovedgesims. I hjørnet formidles overgangen mellem de to gårdsider af to skråtstillede smigfag under tag. Vinduerne varierer i alder, men i smigfaget ud for hovedtrappen er de oprindelige vinduer bevaret. Vinduerne er generelt udført som et-, to- og trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. I det bredeste smigfag er nederst en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder øverst og et granittrin foran. Samtlige vinduer er malet hvide, mens døren er mørkegrøn. Hjørnebygningen indeholder tolv lejligheder: to på hver etage, heriblandt i tagetagen. I stueetagen fører en forstue ind til det bagvedliggende trapperum, hvor en oprindelig toløbstrappe giver adgang til samtlige etager. Forstuen og trapperummet adskilles af en ældre, tofløjet dør med profileret indfatning og opsprosset overvindue. Trappen har indstemte trin i en svungen vange, en smal durchsicht, drejede balustre og en profileret håndliste, der nederst ender i en vangesnirkel. Undersiden af trappen er pudset, og trin og reposer er beklædt med linoleum. Trapperummets gulv er dækket af et kokosgulvtæppe, vægge og lofter er pudsede, træværket er malet hvidt undtagen dørpladerne, som står mørkbejdsede. På hvert repos er fire døre med tilhørende gerichter. De to yderste døre er traditionelle fyldingsdøre, mens de to midterste døre er udformet som fyldingsdøre på indersiden, mens de på ydersiden står med påmalede, mørkbejdsede fyldinger. Også i forstuen var der oprindeligt to modsatstående døre, men den nordre åbning er i dag tilmuret, mens den søndre åbning står med en bevaret indramning, hvori der er en hvidmalet plade. På tagetagens repos er der i alt tre nyere, plane branddøre, og bag den midterste dør fører en ældre ligeløbstrappe op til spidsloftet, der har ældre bræddegulv, synligt ældre tagværk og undertag af banevarer samt synlige, fritstående skorstene. Der er også et par pulterrum af bræddevægge med forskellige typer døre foran. Der er kælder under hele hjørnebygningen og adgangen hertil sker fra gaden. Kælderen har støbte gulve, i korridoren ud mod Sankt Pauls Gade er bevaret et pigstensgulv, væggene er skurede og hvidkalkede, og i loftet ses bjælkelaget, hvorimellem der er opsat plader af mineraluld. I fyrrummet, hvor gulvet ligger lavere end i de øvrige rum er loftet udført med monierhvælv. Lejlighederne har en ældre planløsning, inklusiv ændringer fra første halvdel eller midten af 1900-tallet, hvor der blev etableret toilet og senere badeværelse i hver lejlighed. Lejlighederne varierer lidt i størrelse og udformning alt efter om de ligger mod Borgergade eller Sankt Pauls Gade, men de er alle disponeret med stuer og et kammer mod gaden, en fordelingsgang samt depotrum, badeværelse og køkken mod gården. Lejlighederne mod Borgergade har endvidere et værelse mod gården. I samtlige køkkener, inklusiv tagetagen, er bevaret en ildstedskappe med tilhørende hammerjern og støbejernssøjle. Lejlighederne har et overvejende traditionelt materialevalg med ældre bræddegulve samt pudsede vægge og lofter med stuk og loftsrosetter. Størstedelen af køkkenerne og badeværelserne har vinylgulve samt nedsænkede lofter af systemgipsplader. Samtlige lejligheder har nyere, tynde skillevægge samt nyere pladedøre til køkken, badeværelse og depotskab. Lejlighederne har bevaret flere oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt paneler, ovnpilastre, fyldingsdøre og gerichter.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden på hjørnet af Borgergade og Sankt Pauls Gade, hvor hjørnebygningen er med til at definere og opretholde gadestrukturen fra renæssancen. Hjørnebygningen er desuden med til at opretholde kvarterets historiske bybillede og indgår som en integreret del af karréen i kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning.

Den kulturhistoriske værdi ved Borgergade 140 knytter sig til ejendommen som et eksempel på en senklassicistisk hjørnebygning, der i sine ydre stilistiske virkemidler angiver overgangen til historicismen. Dette kommer til udtryk i facaden, hvor P.C. Hagemann har anvendt klassicistiske elementer, men på en friere måde end den præcise og enkle klassicisme som C.F. Harsdorff repræsenterer. De stilistiske elementer er blevet anvendt flittigt og sammensat, og de giver facaden et rigt og flertydigt udtryk, som adskiller sig markant fra den enkle, lavmeldte klassicisme med få dekorative virkemidler, der præger borgerhusene i slutningen af 1700-tallet og i første halvdel af 1800-tallet. P.C. Hagemann er en interessant overgangsfigur mellem klassi-cismen og de historiske stilarter. Hans borgerhusfacader er præget af spinkle, klassicistiske pudsdekorationer ofte iblandet svage nygotiske træk og rundbueelementer. Hagemann var ligeledes påvirket af arkitekturværket "Hamburgs Neubau" med opgivelse af den klassiske vertikale opdeling til fordel for de horisontale linjer. Typisk for senklassicismen er også de kvaderpudsede murflader, som blev bredt ud over hele facaden, ligesom samtlige vinduer, der også er udført på traditionel klassicistisk vis, er indrammet af profilerede indfatninger, der alle er ens inden for samme etage, men aftager i "finhed" opefter. I facaden er det stadig aflæseligt, at der har været butikker i stueetagen. Tydeligst er det i smigfaget, hvor døråbningen lukkes af en todelt skodde, der når den er placeret i lysningen udgør et helstøbt lysningspanel omkring butiksdøren bagved. I soklen mod Borgergade afslører fraværet af kældervinduer i to fag, at der her har været en bred trappe op til stueetagen. I kontrast til facaden står de enkle, skurede og kalkede gårdsider uden dekorationer, der modsvarer facaden, som typisk for perioden skulle fremstå repræsentativ i gadebilledet.Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Hjørnebygningens disponering med et pompøst trapperum og to lejligheder på hver etage, hver med to hoveddøre til hver lejlighed, er ligeledes typisk for sin samtid. Lejlighederne har ældre planløsninger med repræsentative stuer og et kammer placeret mod gaden, oprindeligt forbundet af enfløjede døre placeret en filade ligesom i Borgergade 144, samt køkken og bad mod gården afspejler datidens boligideal for det bedre borgerskab. De oprindelige og ældre bygningsdetaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Særlig værdifuld er den oprindelige hovedtrappe med alle detaljer samt de velbevarede interiører med brystnings- og lysningspaneler, profilerede vinduesindfatninger, indbyggede skabe med fyldingslåger, ovnpilastre, der markerer overgangen til ovnpladserne foran skorstenene, enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler – enkelte placeret en filade – profilerede gerichter samt vinduesrammer med håndsmedede anverfere og stormkroge. Bygningsdetaljernes udformning afspejler dels klassicismen som det fremherskende stilideal på opførelsestidspunktet, dels en tidstypisk høj håndværksmæssig standard, som også kommer til udtryk i lejlighedernes overvejende traditionelle materialevalg med ældre bræddegulve, pudsede vægge, vægge med opspændte lærreder og pudsede lofter med stuk og loftsrosetter. Ligeledes er det en stor kulturhistorisk værdi, at ildstederne er bevaret i samtlige lejligheder, herunder også i tagetagen. Ildstedskapperne med hammerjern båret af runde støbejernssøjler samt de mange skorstene vidner om datidens madlavningsforhold samt opvarmningen af lejlighederne.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stringent facadekomposition med taktfast vinduessætning og en svag betoning af de horisontale linjer. Facadens proportionering og stramme komposition får et yderst elegant udtryk gennem de varierende pudsdekorationer og kvaderpudsningens lette reliefvirkninger. Det stramme, ordnede udtryk står i kontrast til deltaljeringen af sålbænkenes og hovedgesimsens bladornamenterede, svungne konsoller og hjørnebygningen fremtræder med et roligt og særdeles herskabeligt udtryk. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, regelmæssige vinduessætning, det knækkede hjørne samt den oprindelige og enkle farvesætning i jernvitriolgul, hvid og mørkegrøn, der tilsammen skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Caritasbrønden, København
• Den Brune Kødby, København
• Møntergade 14, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger - Slots- og Kulturstyrelsen