Skindergade 42, København

Skindergade ligger i Klædebo Kvarter. Gadens vestligste strækning, fra Fiolstræde til Gammeltorv, blev indtil 1879 kaldt Klædeboderne, hvorefter gadens nuværende navn kom til at gælde for hele strækningen. Navnet Skindergade opstod efter reformationen og henviser til de mange skindere (garvere og buntmagere), som havde værksteder og boder i gaden. To store begivenheder har ændret gadens udseende markant – den store brand i 1728 og englændernes bombardement i 1807. Bygningen er opført 1810-11 af murermester Hendrich Scholle og snedker Jens Holm. Der indrettedes butikker i kælder og første etage mellem 1858 og 1876. Det er muligt at facaden først er blevet pudset i 1900-tallet.

Ejendommen Skindergade 42 ligger som en del af husrækken og det historiske gadebillede præget af byggeri opført efter branden i 1795 og bombardementet i 1807. Forhuset er grundmuret og i tre fag og er tre etager høj over en kælder. Kælder og stueetage er indrettet til restaurant. Facaden er glatpudset og malet i en kraftig gul farve over en grå let fremskudt sokkel. En profileret, hvidmalet hovedgesims danner overgang til et rødt teglhængt heltag med to heltagskviste. I det østligste fag fører tre granittrin, to udvendigt siddende, op til en ældre hoveddør med fyldinger. Over døren er et torammet, ældre vindue med rudemønstret opsprosning. I de to øvrige fag sidder et stort og nyere vindue, der er gennemgående i mellem kælder og stueetage. Over dette samt hoveddøren er der etableret baldakiner. De øvrige vinduer i facaden er traditionelle korspostvinduer med to ruder i nederste ramme. Kvistene har zink på taget og kvistvinduerne er torammede med tre ruder. Hoveddør, vinduer og kviste er mørkmalede. Gårdsiden er pudset og gulmalet og forhuset har ét fag samt et skråtstillet fag, der danner overgang til et sidehus i to fag og tre etager samt et baghus i et fag og to etager. En profileret, hvidmalet hovedgesims sidder som afslutning mod det røde, teglhængte tag med skorsten og en kvist. I forhuset sidder en ældre, hvidmalet revledør. Over døren sidder et ældre, torammet vindue. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte korspostvinduer med to ruder i de nedre rammer. Vinduerne er mørkmalede. I det indre er en ældre planløsning delvist bevaret. I stueplan er en gennemgående forstue. Der sidder en ældre fyldingsdør mellem den gadevendte del af forstuen og den gårdvendte del, der rummer husets hovedtrappe. I forstuen er der linoleum på gulvet og vægge og loft er glatpudsede og hvidmalede. I den gadevendte del af forstuen er der indgang til en restaurant. Her sidder en nyere glasdør. I restauranten er forbindelse til kælderen ad en nyere trappe. I stueetage og kælder er nyere gulvbelægninger og pudsede hvide vægge og lofter. Hertil er i lofterne mørkmalede bjælker. I kælderen er en ældre kogeniche med fladbuet hammer i jern bevaret. Hovedtrappen i forstuens gårdvendte del er en ældre, toløbet trappe med linoleum på trin og reposer. Gelænderet er hvidmalet og har slanke balustre og en profileret, sortmalet håndliste. På etagerne er både ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre. Vægge og lofter er glatpudsede og hvidmalede. Fra trappeopgangen er der adgang til det ubenyttede spidsloft, hvor tømmerkonstruktion og skorstenskerne er bevaret. Lejligheden på førstesalen fremstår med en ældre planløsning med stuen til gadesiden og køkken og badeværelse til gårdsiden. I stuen er et ældre plankegulv, helpaneler på ydervæggen og brystningspaneler på de øvrige vægge samt en stukroset i loftet. Mellem stue og køkken sidder en ældre fyldingsdør med indstukne hængsler og tilhørende gerigter. I køkkenet, der ligger i det skrå fag mod gården, er et malet bræddegulv og den ældre kogeniche med fladbuet hammer i jern er bevaret. Der sidder en nyere fyldingsdør mellem køkken og værelset i sidehuset.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Skindergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken med bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur.

Med beskedne tre fag er huset i Skindergade 42 et ydmygt hus, der dog følger samme skema som de øvrige klassicistiske borgerhuse i København. Den kulturhistoriske værdi for Skindergade 42 knytter sig derfor til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens huse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store del af København. Klassicismens facader er enkle i deres formsprog og har en sikker proportionering, som i Skindergade 42 kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med vinduernes regelmæssige takt og få dekorative elementer som gesimsen. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår pudset og med en profileret gesims som eneste dekoration. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning med brug af tegl, puds og snedker- og smedejernsdetaljer. Det klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiørernes detaljer. I Skindergade 42 ses det i de bevarede planløsninger på førstesalen med den repræsentative trefagsstue mod gaden, mens køkken med ildstedskappe, kammer og hovedtrappe ligger mod gården. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er den ældre hovedtrappe med detaljer samt de ældre bræddegulve og fyldingsdøre med gerigter, som det ses på førstesalen. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle og afdæmpede facadekomposition med få dekorationer her den profilerede hovedgesims, der skaber balance og harmoni i den relativt smalle facade. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til bygningens kompositoriske helhed og en overordnet ganske stilfærdig men samtidig værdig fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til forhusets prunkløse glatpudsede murflade og en taktfast vinduessætning i blot to fag. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den velbevarede trefagsstue på førstesalen, hvor lysindtag i samspil med brugen af traditionelle materialer som bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt snedker- og smedejernsdetaljer, skaber en variation og stoflighed, der bidrager til en stemningsfuld atmosfære og giver en fornemmelse af datidens diskrete og nedtonede men samtidig elegante boligbyggeri.

Læs videre om

• Hyskenstræde 9, København
• Løveport, København
• Nyhavn 53, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen