Skolen for Kunstvæveri (Schule für Kunstveberei) i Skærbæk blev grundlagt af den entreprenante Christian Johannes Jacobsen, der var tysksindet præst i Skærbæk 1884‑1904.

Væveskolen var et af flere foretagender, han satte i gang for at styrke tyskheden i Vestslesvig. Da han i 1896 stiftede væveskolen var det for at skabe livsgrundlag og tysk sindelag for egnens kvinder. Kvinderne skulle lære at væve billedtæpper på opstadvæv (billedvæv), og forlæggene til tæpperne fik Jacobsen fra anerkendte slesvigholstenske og tyske kunstnere som fx Otto Eckmann, Hans Christiansen og Alfred Mohrbutter. I løbet af ganske få år opnåede de jugendstilprægede billedtæpper, der ofte var i højformat, stor international anerkendelse.

Skolen for Kunstvæveri blev erklæret konkurs sammen med pastor Jacobsens øvrige foretagender i 1904. Samtidig blev han afskediget fra embedet i Skærbæk.

Videre læsning

Læs mere om billedkunst i Tønder Kommune

Se alle artikler om Billedkunst