Skolevej 2, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald.

Skolevej 2 brandtakseres første gang i 1801 som et elleve fag langt bindingsværkshus med beboelse i de seks østlige fag og fem fag stald samt forstue mod vest. I 1849 bekrives Skolevej 2 som opført i grundmur og bindingsværk og den trefags lade er blevet tilbygget mod syd. Huset var beboet frem til 1940, herefter blev det indrettet til museum.

Skolevej 2 ligger på Fanø centralt i byen Nordby mellem lignende bygninger. Skolevej 2 rummer Fanø Museum, der er et kulturhistorisk museum. Foran bygningen er en pigstensbelagt forplads der ligeledes er omfattet af fredningen og bagved er en lille have med en gammel brønd.

Skolevej 2 er et elleve fag langt, enetages længehus opført delvis i bindingsværk og grundmur i rød blankmur. Huset bærer et stråtækt heltag med mønning af tørv og en skorstenspibe af rød blankmur i rygningen. De øverste dele af gavlene er beklædt med lodretstillede, rødmalede brædder. På facaden mod Skolevej fremtræder murværket med hvidt opstregede fuger og alle døre er rødmalede revledøre. På sydsiden er der tilbygget en trefags sidelænge opført på samme måde som forhuset. Bygningen har traditionelt udførte et- eller torammede vinduer med fire eller seks ruder i hver ramme med undtagelse af to diagonaltstillede vinduer på henholdsvis øst- og vestgavl. Vinduerne er hvidmalede med påmalede sålbænke og stik på murværket under og over muråbningen.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med beboelse i den østlige del af længen, mens den vestlige del og sidelængen er indrettet til stald, lo og lade. I beboelsesdelen af hovedlængen ligger stuer og værelser placeret mod syd, mens køkken, bryggers og forstue, lokalt kaldet frangel, ligger mod nord. Overfladerne er ældre og traditionelt udførte, herunder tegl-, pigstens og bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synligt bjælkelag. Det ældre interiør er bevaret intakt og fremstår med brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb, revledøre, indbyggede skabe og alkover, lokalt kaldet tætsenge, samt de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene, bag stuens bilæggerovn og omkring ildsted samt brændekomfur i køkkenet. Vinduerne har ældre anverfere og stormkroge, ligesom sprosserne er udformet med en kvartstaf og lille platte, der er traditionelt for husene i Nordby. Der er adgang til den uudnyttede loftetage fra loen. Stalden fremtræder med delvis bevaret inventar af båse, væggene er hvidkalkede og gulvene af pigsten eller tegl, og loftet fremtræder med synligt bjælkelag og bræddeloft. Lo og lade har lignende overflader, der er dog bræddegulv i loen. I disse rum er der åbent til kip, hvor den ældre tagkonstruktion og det syede stråtag fremstår synlig.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Hertil kommer den lille pigstensbelagte plads foran Skolevej 2, der indrammer den usædvanligt velbevarede bygning.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Det er også af stor kulturhistorisk værdi, at stolperne fra husets tid i bindingsværk er synlige på begge langsider, hvilket vidner om de ombygninger huset har været igennem siden opførelsen. Endelig ses forskellen mellem beboelses- og stalddel i det ydre særlig tydeligt i beboelsesdelens større vinduespartier i modsætning til den mere lukkede karakter i stald, lo og lade.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede typiske, ældre planløsning med beboelsesdelen i den østlige del af huset og stalden, lo samt lade mod vest og i den sydlige sidelænge. I beboelsesdelen ligger stuerne og værelser på traditionel vis mod syd, mens køkken og bryggers ligger køligt mod nord. Bygningen rummer et interiør med stort set alle traditionelle og ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder ældre døre med greb og beslag samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på væggene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig stærkt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Hertil kommer alt det ældre inventar, de ældre overflader og den traditionelle materialeholdning i stald, lo og lade.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritliggende bygnings enkle og velproportionerede form med lave mure og store, ubrudte tagflader. Placeringen af vinduernes overkant op mod tagremmen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvidmalede vinduer, rødmalede stolper og døre giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på dørene. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Hovedgaden 55, Nordby
• Landevejen 28, Sønderho
• Østervej 10, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen