Solvognen, der stammer fra ca. 1350 f. Kr. i ældre bronzealder, blev fundet ved pløjning på Trundholm Mose i 1902. Den viste sig at være blevet bevidst ødelagt før nedlæggelsen og blev derfor taget op i mange stykker, som dog uden større besvær kunne samles igen. Solvognen består af en delvis guldbelagt, cirkelrund og hvælvet bronzeskive, der sammen med en hest er anbragt på stellet af en sekshjulet vogn. Den skal sandsynligvis opfattes som to forskellige dele; dels en hest forspændt en solskive, dels en vogn, hvorpå hest og solskive er anbragt. Det er således næppe en kørende solfigur, men derimod en hestetrukken sol, en »solhest«, som er sat op på en sekshjulet vogn for at afspejle solens daglige rejse over himlen, hvor den tænkes trukket af en guddommelig hest. Sammenlignes skivens to sider, kan det ses, at kun den guldbelagte side yderst har en riflet kant som afslutning, hvilket er opfattet således, at den gyldne side viser den skinnende sol med dens stråler. Skivens anden side mangler både guldbelægningen og strålekransen, hvilket muligvis skyldes, at den viser nattens døde sol. Solbilledet og hesten er således placeret på vognen for at anskueliggøre solens bevægelse ifølge bronzealderens ritualer; Solen blev her hjulpet eller trukket af en guddommelig hest, om dagen over himlens bue (mod højre) og om natten gennem mørkets rige i underverdenen (mod venstre).
I 1996 var der nyt om Solvognen: En amatørarkæolog havde med metaldetektor fundet et stykke til hjulene. I samarbejde med Nationalmuseet foretog Odsherreds Museum i 1998 en systematisk detektorundersøgelse og udgravning omkring fundstedet, hvilket resulterede i fundet af flere små hjuldele. De nyfundne dele udgør mere end et helt hjul, hvoraf mange af delene hører til Solvognens venstre forhjul.
