Stenbrogård, Brørup

Stenbrogård hørte tidligere under herregården Estrup, men blev frikøbt i 1792. Indtil da lå gården inde i Thusbøl, men blev i 1793 flyttet til sin nuværende plads. Ifølge brandtaksationsprotokollen bestod Stenbrogård i 1843 af tre bygninger, der alle var grundmurede og stråtækte: Et 13-fags stuehus i sønder, der var 12½ alen dybt og to avlsbygninger, et 10- fags vestre hus og et 8-fags nordre hus. I 1847 blev der tilføjet et 8-fags hus på marken uden for gården. Den følgende ejer, Hans Iversen, lod i 1853 det 8-fags nordre hus ændre til en 13-fags lade, der var 10½ alen dyb lige som forgængeren. Desuden opførte han et østre hus, en 13 fags stald, der var 11½ alen dyb. Begge bygninger var grundmurede og stråtækte.

Brandtaksationsprotokollen oplyser, at Hans Iversens enke i 1866 udvidede laden i nord til 24 fag og længerne i øst og vest til hver 14 fag. To år senere i 1868, nævnes et 13-fags stuehus, der må være det nuværende. Også disse bygninger var grundmurede og stråtækte. Efter udvidelser og regulering i 1866 fremstod gården som et symmetrisk anlæg med fritliggende stuehus over for den lange lade, hvorfra to ens længer udgik. Laden havde i øvrigt to tværgående køreporte lige som f.eks. Damsggård, Bækkegaard og Lille Skovgaard.

Peder Holden Hansens Huse og nogle af hans kollegers, af Steffen M. Søndergaard Holden Hansen var uddannet håndværker og virkede fra 1835 til 1874 som landbygmester på Vejen-egnen, hvor han opførte en lang række gårde i klassicistisk stil. Peder Holden Hansens fortolkning af klassicismen og fornemmelse for det traditionelle danske formsprog har sidenhen gjort at Holden Hansens bygninger fik stor betydning for Bedre Byggeskik-bevægelsen, der blev etableret i 1915. I forbindelse med grundlæggelsen af Bedre Byggeskik kortlagde arkitekt Ivar Bentsen (1876-1943) Bygmester Peder Holden Hansens byggerier, og sammen med P. V. Jensen-Klint (1853-1930) blev der i 1912 afholdt et Maalerkursus på Vejen-egnen, hvor en del af Holden Hansens gårde blev opmålt.

Stenbrogård ligger i landskabet nord for landsbyen Brørup. Den fredede ejendom består af fire længer, alle i én etage, omkring en brolagt gårdsplads. Stuehuset er fritliggende, mens de øvrige tre længer, der udgør avlsgården, er sammenbygget. De fire længer er omkranset af en have med store træer og der er en kort tilkørsel fra øst. Stuehuset er opført i grundmur og har stråtækket tag med mønning. Bygningen har en høj sorttjæret sokkel og hvidkalkede mure og i tagryggen ses tre hvide skorstenspiber med sokkel og krave. De midterste fag mod både gårdsiden og havesiden er rejst i en lav trekantfronton, der mod havesiden tillige er let fremtrukket. Begge frontoner understøttes af kannelerede pilastre med både base og udskårne, joniske kapitæler, og øverst ses et halvbuet vindue med vifteopsprosning. Trekantfontonerne indrammes af en profileret trukket gesims, hvis profil føres videre i hovedgesimsen, der også fortsætter omkring de to gavle. I hvert af de fremhævede midterpartier ses en centralt placeret tofløjet dør. Hoveddøren mod gårdspladsen har kvadratiske diamantfyldinger og ældre greb, mens der mod gårdsiden er en nyere glasdør. Begge døre har overvinduer med svungen opsprosning. I østgavlen findes tillige en nyere revledør med ældre greb. Bygningens har nyere torammede vinduer med koblede rammer, dog er der et étrammet vindue på hver side af hoveddøren. Alle rammer er opdelt i tre ruder og alle vinduer har murede, hvide sålbænke. Både vinduer og døre er rødmalede, og sat under let buede stik, der på de to midterste døre tillige markeres af en slutsten. I det indre findes en ældre grundplan med en langsgående hovedskillevæg, hvor havesidens rumdybde er størst. Mod havesiden er placeret en lang række store, repræsentative stuer, mens der mod gårdsiden er placeret en stor forstue og mindre rum, der er mere funktionsbetingede. I den østlige del gælder det køkken, folkestue, en lille forstue foran døren i østgavlen samt en ældre trappe, der giver adgang til et mindre kælderrum og til hele tagrummet. I den vestlige del ligger mod gårdsiden et par værelser og et nyere badeværelse. Tagetagen er uudnyttet, dog er der et par gavlværelser ved østgavlen. Overalt findes bevarede eller traditionelt udførte overflader, herunder bræddegulve, klinkegulve og et terrazzogulv i forstuen, pudsede vægge og lofter eller bræddelofter mellem synligt bjælkelag. Endvidere er der bevaret mange ældre bygningsdele, herunder et- og tofløjede fyldingsdøre samt lodposter.

Den trelængede avlsgård er hvidkalket over en sortmalet sokkel og afsluttes af halvvalmede gavle. Tagfladerne på øst- og vestlængen er stråtækkede og her ses på hver af gårdsiderne to rundbuede høgab med revleluger og i vestlængens tagryg ses en hvid skorstenspibe med sokkel og krave. Nordlængen har et pladetag. I de tre længer ses en række brede, tofløjede og rundbuede revleporte samt enkelte mindre revledøre og små støbejernsvinduer. Døre og vinduer varierer i alder men alle er rødmalede og sat under buede stik. I de sydligste fag og i sydgavlen på både østlængen og vestlængen ses tillige enkelte torammede vinduer som dem der ses på stuehuset. I det indre findes store åbne rum. I vestlængens sydligste del findes mindre rum med en større bageovn og en gruekedel. I den øvrige del af længen er en mindre stald, vognport og høloft. Den nordlige længe fungerer som en stor åben lade, ligesom den østlige længe i dag fremstår som et stort rum. Overfladerne er hovedsagligt nyere i nord- og østlængen, men i vestlængen findes flere traditionelle og ældre materialer, herunder støbte gulve, kalkede mure og bræddelofter med synlige bjælker.

Den miljømæssige værdi for Stenbrogården knytter sig til den lidt isolerede beliggenhed i landskabet, hvor haven og markerne mod vest vidner om gårdens tidligere drift. Længernes symmetriske placering omkring den pigtensbelagte gårdsplads, og de brede pigstenskanter langs med længernes mure, danner tilsammen et særdeles autentisk kulturmiljø, der ydermere understøttes af tilkørslen fra øst, der indrammes af et lavt stendige og høje træer.

I Stenbrogårdens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til anlægget som en velbevaret repræsentant for bebyggelsesstrukturen og materialeanvendelsen i midten af 1800-tallet. De fede år i starten af 1800-tallet blev fulgt af landbrugskrisen i 1820, hvor kornpriserne faldt og i kraft heraf stagnerede landbrugsbyggeriet. Først et årti senere begyndte der at komme en økonomisk vækst, der for alvor fik sat gang i byggeriet af landbrugsbygninger. At bygningerne netop er opført som landbrugsejendom ses i de fire længers forskellige udtryk, der afspejler deres oprindelige funktioner: Det brede friliggende stuehus med trekantfrontoner, murdetaljer tofløjede fyldingsdør, torammede vinduer og skorstenspiber signalerer beboelse, mens de øvrige længer der har høgab, støbejernsvinduer samt luger, revledøre og portlåger, signalerer avlsfunktioner. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi der relaterer sig til stuehuset som en velbevaret repræcentant for Peder Holden Hansens arkitektur. Hans huse er karakteriseret ved at være grundmurede, ofte med halvvalmede stråtag og med strengt symmetriske facader, der har en regulær placering af vinduer og døre omkring midterpartiet. Netop de fremhævede midterpartier med den lave trekantfronton de murede eller udskårne klassicistiske detaljer, såsom pilastre og profilerede gesimser er kendetegnede for Peder Holden Hansen. Hoveddørens enkle og klassicistiske karakter med diamantfyldinger og dobbelt slagliste samt dekorativt overvindue ses tillige på de fleste af hans bygninger. Det er i Holden Hansens senere periode at man ser fladbuede stik over alle åbninger, netop som det er tilfældet her. De nyere vinduer er udført med det karakteristiske profil og lodposterne er sandsynligvis de oprindelige. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk ældre planløsning med de repræsentative store stuer med dobbelte fløjdøre mod haven og de funktionsbetingede rum i tæt forbindelse med kælderrummet og loftet med pigekamre mod gården. Opdelingen understreges af interiørets materialeholdning og detaljering samt af vinduessætningen, hvor der er flere vinduer mod havesiden. I avlslængerne knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre rumdisponering med lade, vognport, stald med ældre staldinteriør samt værksted og bryggers med gruekedel og bageovn, der netop sammen med den enkle materialeholdning understreger længernes oprindelige brug og opdeling.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til gårdens formfuldendte helhed med stråtækte og hvidkalkede længer samlet omkring den brolagte gårdsplads. De kraftige, vandret afskårne og næsten ubrudte stråtage giver gårdens lave længer tyngde, og det ens materialevalg og farveholdning binder de forskelige længer sammen. Den arkitektoniske værdi er størst i stuehuset hvor Holden Hansens udprægede sans for proportionering skaber et elegant bygningsvolumen, der har en overordnet horisontal retning. Alle elementer i bygningen er afstemt i størrelse og indbyrdes placering. De ornamenterede bygningsdetaljer er koncentreret omkring midterpartierne hvor de er kraftige virkemidler der fremhæver det vigtigste i bygningen, nemlig indgangen. De forskellige murfremspring omkring indgangspartierne, pilastrene, den kraftige gesims og sålbænkene skaber ydermere dybde og relief i den ellers enkle og glatte mur. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuehusets traditionelle materialer, der er gennemgående og dermed binder rummene naturligt sammen. Endvidere er det en elegant og enkel løsning at den langsgående skillevæg er placeret således, at der er dybere rum mod haven, der netop også har flere vinduesåbninger. Hertil kommer stuernes tofløjede døre, der er placeret en filade, således at der skabes et imponerende kig igennem alle stuerne. Endvidere er der stor arkitektonisk værdi i forstuen, hvor det mønstrede terrazzogulv og det kraftige, mørktmalede bjælkeloft skaber en stemningsful entre til boligen.

Læs videre om

• Borgergade 10, Vejen
• Hygum Hjemstavnsgård, Sønder Hygum
• Møgelmosevej 3, Rødding

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen