Stevnsfort, Lille Heddinge

Stevnsfort er Danmarks eneste klippefæstning. Det er anlagt 1952-53 i Stevns Klint ca. 18 m under jordoverfladen. Fortets hovedbatteri bestående af to kanontårne over jorden stod færdigt i 1955. Anlæggets sydlige del blev lagt i mølpose i begyndelsen af 1980'erne, mens den nordlige del gennemgik en stor ombygning og modernisering 1982-84. Samtidig installeredes Flyvevåbenets HAWK-eskadrille 541 (luftforsvarsmissiler) på Stevnsfort. Efter Berlinmurens fald i 1989 trådte Stevnsfort ind i en afviklingsperiode, og i år 2000 lukkede det som militært anlæg. I 2008 genåbnede anlægget som Koldkrigsmuseum Stevnsfort, en afdeling af Østsjællands Museum. Den tilhørende Fredskaserne (ikke fredet) er opført 1953-54. Den fungerer nu som sikret ungdomsinstitution og er bevaret med sin oprindelige bygningsstruktur.

Stevnsfort ligger på sydøstkysten af Stevns mellem Rødvig og Højerup. Anlægget er sprængt og boret ind i klintens kalklag, og der er derfor ikke mange spor af det på jordoverfladen. Stevnsfort var på alle måder et tophemmeligt koldkrigsanlæg. Fortet består af et udstrakt underjordisk gangsystem med siderum, en delvis jorddækket nedgangsbunker i beton samt to kanontårne, der står i lodret forbindelse med det underjordiske anlæg. Dertil kommer forskellige mindre installationer over jorden.

Undergrundsanlægget: Det underjordiske anlæg er orienteret omtrent nord-syd, dvs. parallelt med kysten, og med nedgangsbunkeren længst mod nord. En 340 meter lang gang forbinder fortets to sektioner, den nordlige og den sydlige. Den eneste indgang til fortet befinder sig i nedgangsbunkeren, hvorfra en lang trappe og en elevator fører de ca. 18 meter ned i bunden af klinten eller ca. 63 mio. år tilbage i tiden. Fortets gange, i alt 1783 meter, har vægge i rå kalk vekslende med mørke flintstriber. De tykke såkaldte Bryozo-kalklag er ekstremt stabile, og fortet ville formentlig have kunnet modstå ethvert angreb med såvel konventionelle som atomare våben. Om mandskabet havde overlevet rystelserne efter en atomeksplosion, er mere tvivlsomt. Hver af fortets to sektioner består i hovedtrækkene af to tværgange mod hhv. vest (ind i landet) og øst (ud mod havet). I gangenes sider er der udhugget nicher af forskellig størrelse til funktionsrummene. I modsætning til gangarealerne er rummene støbt i beton som en slags kasser indsat i den omgivende kalk. De fleste arbejds- og opholdsrum ligger i tilknytning til de to vestgående gange, der begge afsluttes med ammunitionsmagasiner. De sydlige gange (rævegangene) munder ud i strandkanten lige over havniveau. Det var fra de to rævegange, at udgravningsarbejdet begyndte i 1952. Den nordlige og den sydlige del spejler hinanden, således at den ene del af fortet i princippet kunne fungere, selv om den anden del blev ødelagt ved et angreb. Der var bl.a. maskincentral og beboelsesrum i både nord og syd. Den nord-sydgående hovedgang er da også lukket på midten med panserdøre for at forhindre en brand i at sprede sig eller stoppe en indtrængende fjendes fremfærd. Groft sagt repræsenterer nord- og syddelen to forskellige epoker af fortets historie. I den sydlige del får man et indtryk af det oprindelige anlæg fra 1950erne, mens den nordlige del, der fungerede indtil lukningen i 2000, fremstår mere nutidigt efter renoveringen 1982-84. Den sydlige del bærer præg af at have været ude af funktion i mange år. Løst inventar og en del af de faste installationer er fjernet, men samtidig ses mange originale elementer dog bevaret, primært i gangene og i den tidligere artillericentral. Den nordlige del af Stevnsfort fremstår som et i hovedsiden moderne militæranlæg. De tekniske installationer er fornyede, mandskabsforholdene forbedrede, og der er indført computerteknologi. En del løst inventar er bevaret, hvilket gør museumsoplevelsen meget levende.

Bevæbning og anlæg over jorden: Stevnsforts vigtigste våben var hovedbatteriet. Det består af to kanontårne kaldet Pjece 1 og 2 (af fransk: pièce), som er opstillet mod hhv. nord og syd og hver forsynet med to 15 cm kanonløb. Kanonerne kunne ramme mål i en cirkel med radius på 23 km, dvs. såvel på land som til havs. De to kanoner stammer oprindelig fra det tyske slagskib Gneisenau bygget 1936. Det blev lagt op i 1942, og de to kanontårne kom til at indgå i Atlantvolden, i batteriet Grådyb på nordvestkysten af Fanø. I 1952 blev kanonerne fragtet fra Fanø til Stevns, hvor hovedbatteriet stod færdigt i 1955. Fra kanoninstallationerne oven på jorden fører en 15-17 m dyb konstruktion ned i undergrunden, hvor ammunitionsmagasinerne befinder sig. Granater og ladninger køres med en ammunitionselevator op til et omladerum halvvejs oppe i skakten og derfra videre op i kanonen, klar til affyring. Stevnsfort var oprindelig udstyret med to ildlederposter, hvoraf den ene er bevaret i nedgangsbunkeren. Ildlederapparatet er anbragt i et lille rum ved siden af elevatoren og har forbindelse med et periskop oven på nedgangsbunkeren. Tre mand kunne herfra observere granatnedslagene i forhold til målet. Skuddata overførtes automatisk fra ildlederapparatet til artillericentralen, hvor de indgik i den taktiske planlægning af skydningen. Den anden, nu nedlagte, ildlederpost befandt sig over artillericentralen. Ildlederposten benyttedes til 1984, da kanonerne blev lagt i mølpose og er i dag opstillet på Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Det er især den sidste fase af Stevnsforts militære historie, der dominerer arealerne over jorden. Flyvevåbenets HAWK-eskadrille 541 blev i 1983 flyttet fra Middelgrundsfortet til Stevns, og der blev etableret et beskyttelsesanlæg efter NATO-standard med jordvolde til missiler og radarer, garagebygninger og en klargøringshal. En del af de mobile enheder: missilaffyringsramper, radarer, containere med elektronisk udstyr og diverse køretøjer er genopstillet som led i museets udstilling. Museet har ombygget en tidligere missilklargøringshal nær indgangsporten til publikums- og administrationsbygning. Den fremstår i dag som nyopført. Lige inden for indgangen har museet opstillet tre luftværnsmissiler som vartegn. Missilerne har ingen tilknytning til Stevnsfort, men har karakter af museumsgenstande. Endelig er der over for velkomstbygningen etableret et legeområde med svævebane.

Med Danmarks medlemskab af NATO 1949 forlod landet endegyldigt neutralitetspolitikken og valgte side i den nye verdensorden: opdelingen i Øst og Vest. Placeringen som NATOs yderste forpost mod Øst, blot ca. 100 km fra Polens og DDRs Østersøkyst, var selvsagt risikabel og nødvendiggjorde en styrkelse af kystforsvaret i de syd- og østlige dele af landet. Sovjetunionen havde klare interesser i adgang til Atlanterhavet og vejen gik gennem danske farvande. Svaret blev to nye forter på henholdsvis Stevns og Langeland, der skulle bevogte og i kombination med søminer beskytte indsejlingen til Øresund og Store Bælt og forhindre en fjendtlig landgang. I 1950 påbegyndte den daværende Kystbefæstning sine rekognosceringer på Stevns, og et område nogenlunde midt mellem Rødvig og Højerup, hvor den delvis nedstyrtede kirke ligger, blev udvalgt efter en række prøveboringer og prøvesprængninger. Klinten var her ca. 20 meter høj, således at fortet kunne anlægges skjult i klinten. De tyske bunkeranlæg på den jyske vestkyst blev studeret sammen med et engelsk batteri i klinterne ved Dover, hvor undergrundsforholdene var sammenlignelige. Fire landsbrugsejendomme med et jordtilliggende på i alt ca. 55 hektar blev opkøbt, og i januar 1952 gik ingeniørfirmaet Rasmussen & Schiøtz i gang med anlægsarbejderne. I sommeren 1953 stod Stevnsfortet færdigt. Den tilhørende kaserne fulgte efter i 1954, og i 1955 var hovedbatteriet på plads. Langelandsfort, som i dag også er koldkrigsmuseum, blev færdigt omtrent samtidig. Med til historien hører, at de danske militærudgifter i årene 1949-55 steg fra 14 % til knap 24 % af de samlede statsudgifter, og at USA inden for samme periode bidrog med ca. 500 mio. kr. i årlig våbenhjælp. Stevnsfort blev bygget i en tid, hvor en atomkrig ikke var noget usandsynligt scenarie. Anlægget var således indrettet til, at mandskabet i en krigssituation kunne overleve tre måneder dybt nede i de stabile kalklag. Man havde sikret sig med luftfiltre, ABC-central til overvågning af evt. angreb med atomare, biologiske eller kemiske våben og med en rensestation lige inden for indgangen. I fredstid, som Den Kolde Krig jo heldigvis aldrig forlod, boede soldaterne på kasernen overfor, hvor også måltiderne indtoges. Det var kun under øvelser, at folk var indkvarteret i undergrunden, og betydningen af de manglende køkkenfaciliteter og de begrænsede sanitære forhold blev aldrig for alvor afprøvet i praksis. Det underjordiske anlæg havde dog selv i fredstid en fast bemanding på ca. 125 mand døgnet rundt.

Verdenskrig på Stevns: På grund af Stevns strategisk vigtige beliggenhed blev området opfattet som et potentielt krigsområde i den militære planlægning. Her forventede man de første krigshandlinger ved indledningen til en storkrig mellem Øst og Vest. Der blev derfor under Den Kolde Krig opført i alt syv større og mindre militære anlæg inden for en 10 km lang strækning af Stevns Klint: foruden Stevnsfort også tre missilanlæg, to aflytningsposter og en kystudkigsstation samt en lang række tjenesteboliger. I slutningen af 1960'erne var der fast stationeret 1800 soldater langs Stevns Klint i en kommune, der på daværende tidspunkt havde 7500 indbyggere. Henved halvdelen af borgerne i kommunen var tjenestegørende i forsvaret eller pårørende til tjenestegørende. Anlæggene er på nær ét alle nedlagt i dag, men de er alle bevarede og ejede af staten eller kommunen. Fem af anlæggene er tilgængelige for publikum og formidles i forskelligt omfang.

1960'erne: Stevnsforts storhedstid: 1960'erne, da Den Kolde Krig var på sit højeste, var samtidig Stevnsforts storhedstid. Bemandingen lå på ca. 250-300 soldater fra Søværnet, og overvågningen af søterritoriet foregik i døgndrift. Også det lille vagthus ved nedgangsbunkeren og maskincentralen var døgnbemandet. Stevnsfort modtog via radio informationer fra marinestationer på Bornholm, Gedser og Møn og fra pejle- og udkigsstationer i hele marinedistriktets område. På det såkaldte plotterbord i O-rummet indtegnedes positioner på Warszawapagt-skibe i dansk territorialfarvand. Forud for Cuba-krisen i 1962 var det bl.a. Stevnsfort, som videregav oplysningerne om de sovjetiske skibe, der var på vej til Cuba med atommissiler. Også i forbindelse med Sovjetunionens invasion i Ungarn 1956 og i Tjekkoslovakiet 1968 var Stevnsfort i alarmberedskab.

1980erne: Fra krigsberedskab til farvandsovervågning: Efter knap 30 år som operativ forsvarsenhed var Stevnsfort ved at være forældet, og i 1981 blev dets rolle omdefineret. Fortets areal blev stort set halveret med lukningen af den sydlige del, og bemandingen kraftigt reduceret. De store kanoner blev taget ud af funktion og kun holdt ved lige. Til gengæld rykkede Flyvevåbnets HAWK-eskadrille 541 ind med et moderne og mobilt missilforsvarssystem. Stevnsforts vigtigste aktivitet var nu ubetinget den overvågning, der foregik i det højteknologiske og tophemmelige O-rum som varslingsstation for NATO. Farvandsovervågningen fortsatte for lavt blus også efter Berlinmurens fald i 1989, men Stevnsfort havde mistet sin strategiske betydning, og Søværnets Operative Kommando blev senere samlet i Århus. Den 29. september 2000 lukkede Stevnsfort. Efter ihærdig indsats og gavmilde fondsdonationer åbnede Koldkrigsmuseum Stevnsfort i 2008. Den Kolde Krig var frosset til kulturarv.

Stevnsfort udgør et særdeles velbevaret militærhistorisk kulturmiljø, hvor både den tidlige og den seneste fase af koldkrigsperioden er repræsenteret. De militære installationer over jorden, herunder de klare rumdannende strukturer i missilanlæggets volde og veje, indgår i et bemærkelsesværdigt og kontrastfyldt samspil med Stevns Klints storslåede natur.

Stevnsfort er Danmarks eneste klippefæstning og som NATOs yderste kampanlæg mod øst et monument over Den Kolde Krig af national og international betydning. Stevnsforts underjordiske anlæg fremstår velbevaret med mange autentiske elementer. Fortets to sektioner, den sydlige og den nordlige, repræsenterer to forsvarshistoriske perioder: 1950'erne, da 2. Verdenskrigs afslutning endnu kun lå få år tilbage, og 1980'erne, da fronterne i Den Kolde Krig kortvarigt blev trukket op på ny.Stevnsfort er et markant vidnesbyrd om Danmarks geopolitiske placering i koldkrigstiden og om dansk udenrigs- og forsvarspolitik i samme periode. Anlægget giver desuden et værdifuldt indblik i den teknologiske udvikling inden for bl.a. våben, overvågning og kommunikation og i forholdene for de tusindvis af marinesoldater, der har aftjent deres værnepligt i Stevnsfort. De to kanontårne i hovedbatteriet, som oprindelig stammer fra det tyske slagskib Gneisenau, trækker tankevækkende tråde tilbage til 2. Verdenskrig. Stevnsforts HAWK 541 luftforsvarsanlæg fra begyndelsen af 1980'erne repræsenterer det moderne, mobile forsvar. Missilanlægget er i dag Europas mest velbevarede ud af oprindelig 93 ensartede anlæg. Endelig føjer Stevnsfort sig geografisk og kronologisk til rækken af østsjællandske kystbefæstninger: Kronborg, Kastellet og Københavns nyere befæstning med bl.a. Charlottenlund Fort.

Læs videre om

• Gjorslev, Holtug
• Lægeboligen, Valløby
• Stevns Fyr, Store Heddinge

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen