Store Grundet, Vejle

Som følge af de mange og store mageskifter, der var mellem kronen og adelen i det 16. århundrede, opstod Store Grundet under adelsmanden Iver Vind i 1578, der formentlig nedlagde landsbyen på stedet. Vindfamilien ejede godset i 100 år frem til 1679. De efterfølgende århundreder ejede skiftende slægter godset, blandt andet Ditlev von Brockdorff, der omkring 1750 opførte en ny herregård i bindingsværk på grunden. I 1784 købte Hans Helmut von Lüttichau ejendommen. Mange af godsets fæstegårde var under afvikling og solgt til selveje og godset gik en hård tid i møde. Der var krig i Europa og da staten gik bankerot i 1813 tog det hårdt på landbruget og Lüttichaus begyndte derfor at sælge ud af sine hovedgårdsmarker, der medførte afbyggergården Lille Grundet ikke langt fra Store Grundet. Lüttichau døde i 1801 og godset overgik til hans enke og kort herefter til deres søn Mathias von Lüttichau, som opførte det nuværende trefløjede anlæg i senklassicistisk stil. Mathias von Lüttichau ejede godset frem til sin død i 1870, hvorefter hans svigersøn Johan Sigismund Knuth overtog godset. I 1909 solgte Knuths søn godset til ejeren af Lille Grundet, Niels Skou og hermed kom Store Grundet gods for første gang på borgerlige hænder. Niels Skou døde i 1930. Under den tyske besættelse blev Store Grundet indrettet til internat for britiske statsborgere, der hurtigt indrettede barokhaven til en engelsk have med tennis- og golfbane. Efter krigen blev bygningerne indrettet til internat for politikske og kriminelle fanger og senere til militære formål. Bygningerne stod herefter tomme i næsten to årtier, hvorved de blev kraftig medtaget. Bygningerne fik nye ejere i 2000, der iværksatte en omfattende restaurering både indvendig og udenpå. De to porcelænsovne i hovedbygningen er således sat ind på dette tidspunkt som erstatning for de tidligere. De tilhørende avlsbygninger blev revet ned i 2004 og grunden udstykket. Inga og Peter Christensens Familiefond er Store Grundets nuværende ejere.

Store Grundet ligger for enden af en længere allé på østsiden af Grejsdalen nord for Vejle. Syd for herregården er en større have med en sø og nord for anlægget er en parkeringsplads. Grunden afgrænses af en hvidmalet mur, hvor bag der mod nord og øst er nyere lejlighedsbebyggelse og mod syd og øst marker og skov. Store Grundet består af en hovedbygning med to vinkelbyggede sidefløje. Hovedbygning såvel som sidefløje er omfattet af fredningen. Hovedbygningen er grundmuret, 11 fag lang og i to etager. Bygningen hviler på en sortmalet sokkel og afsluttes af et rødt, teglhængt tag med halvvalm. I tagryggen sidder fire hvidmalede skorstenspiber med sokkel og krage. I tagfladen ses enkelte mindre ovenlysvinduer. Facaden er hvidkalket og afsluttes af en hovedgesims, der mod nord er forsynet med tandsnit. Mod haven er en tre fag bred midtrisalit, hvorover der er en terrasse, der afgrænses af et støbejernsværn. Mod gårdsiden er en trekantet frontispice, hvor tandsnitsgesimsen gentages. I frontispicen et rundt glug, hvorunder der er et felt med påskriften ML 1847. I etageadskillelsen er et hvidpudset bånd. Den traditionelt udførte, hvidmalede og tofløjede hoveddør indrammes af en portal med fronton og arkitrav og foran hoveddøren er en flisebelagt repos samt en trappe. Trappen flankeres af to mindre hvidmalede, kvadratiske piller med sortmalet fod og hoved. På havesiden er tre ens nyere havedøre med nyere, opsprossede overvinduer ud til en terrasse med nedgang til haven. Terrassen afgrænses af seks små piller ligesom dem på gårdsiden. I begge gavle er en nyere fyldingsdør. Balkondøren er tilsvarende nyere og sidder i en rundbuet kvist af zink. Vinduerne er nyere, hvidmalede korspostvinduer, der på førstesalen er med tre ruder i den nederste ramme og i stueetagen med to og ellers tilsvarende. I det indre er hovedbygningen indrettet til erhverv, dvs. kontorer og mødelokaler. En traditionel grundplan lader sig dog delvis aflæse med en forstue, der giver adgang til den fine havestue beliggende mod syd. Havestuen flankeres af stuer, men ellers er stue- og førstesal disponeret med en gang i hver ende med rum til begge sidder. Der er adgang til sidefløjene i hver ende. Køkkenet ligger i de yderste vestlige fag mod nord. Der er bevaret enkelte ældre fløjdøre, gerichter samt brystnings- og lysningspaneler, men de fleste bygningsdele er traditionelt udførte, herunder fyldingsdøre, bræddegulve, stuk og rosetter samt paneler. Hovedtrappen er ligeledes en traditionelt udført treløbstrappe. Desuden en nyere, halvsvingstrappe i det østligste fag. I førstesalens fine stue er to ældre porcelænsovne, der indrammes af pilastre. Tageetagen fremstår uudnyttet med synlig skorsten, tagkonstruktion og undertag. Vestfløjen er grundmuret, hvidkalket og i en etage, hvilende på en sortmalet sokkel, der på vestsiden er høj over kælderen. Bygningen afsluttes af et rødt, teglhængt tag med halvvalm. I rygningen sidder to skorstenspiber med sokkel og krage og i tagfladerne to nyere kviste og enkelte nyere GVO-vinduer. Facaden er dekoreret med refendfugede hjørner og joniske pilastre om de to traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre med firedelt overvindue. I nordgavlen desuden to store pudsdekorationer og et bånd, ligeledes er trukket i puds og med inskriptionen 1842. I den høje sokkel på vestsiden er en nyere kælderdør samt en friløbstrappe, der fører op til en nyere dør. I sydgavlen desuden en tofløjet havedør. Vinduerne er nyere og torammede med tre ruder i hver ramme. Alle vinduer og døre er hvidmalede. I det indre er bygningen indrettet til kontorformål. Bygningen har to forstuer, et stort rum mod sydgavlen samt to mindre rum i nordgavlen. I midten af bygningen er en nyere ligeløbstrappe af træ til den udnyttede tageetage. I det store rum mod syd er synlige loftbjælker og en muret pejs. Døre, gulve og vinduer er nyere og overvejende traditionelt udførte, herunder fyldingsdøre, brædde- og flisegulv og vinduerne er koblede. En nyere trappe fører til kælderen, hvor der er teglgulv. Østfløjen er som vestfløjen, men uden kælder og der sidder kun hoveddøre mod gårdspladsen. I gavlens bånd er årstallet 1840. I det indre er bygningen disponeret med to små forstuer og flere mindre rum mod vest og mod øst tre større rum, der er indrettet til kontorformål. Døre, gulve og vinduer er nyere. Hanebåndene og skorstene er synlige på den udnyttede tageetage.

Den miljømæssige værdi knytter sig til det trefløjede anlægs placering for enden af den lange allé. Det ligger således tilbagetrukket i landskabet, hvor haven går i et med skoven og de omkringliggende marker og vidner herved om godsets tidligere store jordbesiddelser.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til det samlede fredede anlæg bestående af hovedbygningen med de to sidefløje, der helt efter datidens ideal var adskilt fysisk fra den nu nedrevene avlsgård.

Tillige knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til den to etager høje, tidstypiske hovedfløj med de oprindelige, ældre og traditionelt udførte detaljer, herunder hovedindgangens tempelinspirerede portal, midtrisalitten på havesiden, etagebåndet, tandsnitsgesims samt de næsten ubrudte, halvvalmede tagflader med høje, slanke og symmetrisk placerede skorstenspiber.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist intakte planløsning med en hall, der giver adgang til den bagvedliggende havestue, hovedtrappens centrale placering samt den sekundære trappes placering i det yderste fag mod øst. Desuden de få bevarede ældre fløj- og fyldingsdøre, brystnings- og lysningspaneler samt stukkatur og rosetter, der vidner om bygningens alder og rummenes indbyrdes hierarki, hvor de store stuer mod syd er rigere dekoreret end de sekundære rum og værelser mod nord og i yderfagene. Hertil kommer porcelænsovnene, der blev herskabets fortrukne varmekilde i slutningen af 1800-tallet som erstatning for de tidligere jernovne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de enetage lave, tidstypiske sidefløje, der med sin halvvalmede tage, symmetrisk placerede skorstenspiber, refendfugede hjørner, gavlenes pudsdekorationer samt de joniske pilastre om indgangspartierne står i klar sammenhæng med den mere prægtige hovedfløj, men samtidig mere afdæmpet i sin dekoration og udtryk, hvilket vidner om fløjenes sekundære position i bygningshierarkiet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til sidefløjenes forbindelse til hovedbygningen samt de mindre forstuer, der giver adgang til fløjenes mindre rum. I særdeleshed kælderen i vestfløjen har kulturhistorisk værdi, idet denne formentlig har været brugt til opbevaring af mad og derfor skulle ligge i nærhed af køkkenet.

Den arkitektoniske værdi for hovedbygningen knytter sig i det ydre til den sen-klassicistiske bygningskrop, der holdes i et fast kompositorisk greb af de skarpt skårne hjørner, gesimsernes horisontale lagdeling, den taktfaste vinduessætning og det halvvalmede tag. Hovedbygningens udsmykning og detaljering er knap og mådeholden koncentreret om ganske få elementer, herunder gesimserne, midtrisalitten, frontispicen, indgangspartiet, der med sin portal, tofløjede dør og lave trekantfronton materialiserer datidens arkitektoniske interesse for formmæssig enkelhed, rene linjer, orden og symmetri. Med sin formale stringens og klassiske referencer udtrykker hovedbygningen i fysisk form på elegant vis de idealer og værdier, der prægede samtidens højere borgerskab. I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den logiske og overskuelige planløsning med regulære, højloftede rum og værelser, der alle får lys fra de store, firrammede vinduer. Sidelængernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle fremtræden, der i skala, formsprog og detaljering, både indrammer og underordner sig hovedbygningen.

Læs videre om

• Engelsholm, Nørup
• Lerbæk, Hover
• Store Refstrup, Gadbjerg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen