Engelsholm ligger på Engelsholmvej 6 i Vejle Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.
Engelsholm, Nørup
Bygningshistorie
Engelsholms historie strækker sig tilbage til 1452, hvor den tilhørte Rosenkrantz-slægten, men i 1500-tallet overgik den til Brahe familien. I 1593 lod Tycho Brahes bror Knud Brahe Engelsholm nuværende hovedbygning opføre formentlig med hjælp fra hans bror og den italiensk inspirerede, holstenske arkitekt Hercules von Oberberg, idet Engelholms planløsning ligner Tønning Slot i Sydslesvig til forveksling og også bærer træk fra Tycho Brahes Uranienborg på Hven. Den store inspirationskilde var dog den italienske villatype Poggio Reale ved Napolibugten og slottet Ancy le Franc i Bourgogne, men tillempet nordisk stil og tilpasset det nordiske klima, hvor arkadegangene er udeladt og blokken lukket som en samlet hovedbygning. Engelsholm blev solgt i 1727 til Christian d. 5.s barnebarn Frederik Danneskiold-Samsøe, men allerede i 1731 købte købmanden Gerhardt Lichtenberg Engelsholm og lod bygmesteren N.H. Riemann ombygge bygningen i barokstil. Hovedbygningen blev pudset, og de firkantede pavilioner fik blytækkede løgkupler og derved mere karakter af tårne, som på Bredsten og Nærup kirke. Stentrappen og portalen er også fra denne ombygning.
Hovedbygningen blev indrettet til restauration i 1930'erne og i 1940 til højskole. I 1952 brændte Engelsholm, men ved restaureringen blev bygningen på mange områder søgt tilbageført som den stod i 1700-tallet.
Øst for hovedbygningen lå frem til 1931 en stor avlsgård fra 1700-tallet, hvoraf kun en stråtækt længe og en vinkelbygning er bevaret. Til omgivelserne hører en større parklignende have med træk fra barokken, herunder terrasseringer forbundet af stentrapper og formklippede lindetræer.
Beskrivelse
Engelsholm ligger på et voldsted, der er omgivet af vand på alle sider, ved byen Bredsten, vest for Vejle. Engelsholm ligger ud til Engelsholm Sø mod nordvest og mod syd ligger Gødding Skov. Mod øst fører en stenbro over voldgraven, hvor der er en blanding af ældre bygninger fra den tidligere avlsgård og nyere bygninger, der huser elever. Mod både nord og syd fører nyere broer af træ og med værn af forsiret jern over voldgraven.
Hovedbygningen består af en lang og relativ bred bygning i to etager med svungne, profilerede gavle og frontkvist. Bygningen hviler på en sokkel af tilhuggede kampesten og afsluttes af et sortglaseret tegltag. I begge tagflader ses fladbuede kviste. Ved hvert hjørne er et firkantet, treetagers tårn, der bærer en zinkdækket løgkuppel med lanterne og spir på toppen. Bygningen er hvidkalket og afsluttes af en profileret hovedgesims. I etageadskillelsen er et profileret bånd. Mod øst er en svungen frontkvist, hvor der sidder et ur samt årstal i støbejern udført som 1598, 1737, 1880, 1940 og 1952. På toppen af kvisten er en guldbeklædt kugle og bag denne er der en malmklokke, hvorpå der står Soli Deo Gloria. Foran hoveddøren mod øst er en toløbs fritrappe, hvorunder der er en kældernedgang. På reposen omkranser en portal i rød blankmur den ældre, tofløjede hoveddør. Over døren er et opsprosset, rundbuet overvindue. Portalen er udsmykket med pilastre, våbenskjold og en profileret gesims, hvorunder der er en frise med inskription. Portalen flankeres af to sandstenstavler. Mellem tårnene mod nord er en tilbygning, hvorover der er en balkon. I tilbygningen er en nyere dør med stort opsprosset overvindue. Mellem tårnene mod syd er en nyere, støbt trappe og en nyere, tofløjet, fyldingsdør samt et kvartcirkulært trappetårn mod det sydvestlige tårn. Mod vest ses en hemmelighedskarnap.
Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer. I kvistene er vinduerne torammede. I det indre er bygningen indrettet til højskole. Bygningens omdrejningspunkt er vestibulen i midten af bygningen, hvor en ældre trappe fører til de øvrige etager. Mod syd er en større sal, der giver adgang til tårnværelserne. I det sydligste tårnværelse er en skjult løntrappe, der forbinder alle etager. I det nordligste tårnværelse, kaldet brudeværelset, er en tapetdør til en hemmelighed, der nu bruges til opbevaring. Mod vest er en opholdsstue samt spisestue. I det nordøstre hjørne er det tidligere køkken med et stort ildsted. I det nordvestre hjørne er et nyere køkken med adgang til spisekammer samt kælderen. På førsteetage er mod syd bibliotek, lærerværelse og kontorer og mod nord en større lejlighed og gæsteværelser. Tageetagen rummer elevværelser på hver side af en længere fordelingsgang samt to værelser i hvert tårn. Det indre fremtræder yderst velbevaret med plankegulve, brystnings- og lysningspaneler og fornemt stukkatur i stuerne. Endvidere er i stueetagens tårnværelser kineserier og bemalinger på både døre og paneler samt en marmoreret kamin. I den store stue mod syd er nyere, men traditionelt udført, gyldenlædertapet. I spisestuen er en bemalet kamin og kaminfront i træværk med pilastre og midterspejl, hvorover der er stukdekorationer med rosetter og blomsterkurv. I en anden stue en rundbuet ovnniche. Endvidere er der mange fyldingsdøre med barokke karakteristika med få, store fyldinger og bemalinger i stærke farver samt revledøre i kælderen med ældre beslag og låsetøj. I kælderen er teglgulve og krydshvælv.
På førstesalen er bemalede kassettelofter i et rum mod syd. I det sydøstre tårn er loftet bemalet mellem stukkaturen og væggene er beklædt med sækkelærred sat på ramme. Vinduerne i kvistene er koblede og de indvendige rammer er udført med termoruder. Hanebåndsloftet er ligeledes udnyttet til opbevaring, men det gamle tårnur er synligt og i tårnene er spirets trækonstruktion synlig.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig for Engelsholm til herregårdens beliggenhed på voldstedet omgivet af græsbeklædte og stensatte voldgrave, adskilt fra den tidligere avlsgård og den parklignende have med barokke træk. Hertil kommer placeringen ud til Engelsholm Sø og Gødding Skov, der samlet skaber et helstøbt herregårdsmiljø.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til Engelsholm som et vidnesbyrd på godsejernes økonomiske og sociale status under 1700-tallets enevælde, samt om renæssance- og barokarkitekturen og -interiøret som repræsentativ magtmanifestation. Dette ses i Engelsholms træk fra renæssancen og de mange barokke prydelser, herunder de svungne gavle, portalen om indgangspartiet og i de fire tårne, der udelukkende er opført til beboelse og således ikke haft en beskyttende funktion. Hertil kommer den klare inspiration fra Sydeuropa, der vidner om bygherrens internationale udsyn og endelig støbejernsprydelserne på frontkvisten, der stammer fra de forskellige ombygninger og vidner om Engelsholms lange historie. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den oprindelige og traditionelle grundplan med vestibulen som et planmæssigt omdrejningspunkt, der forbinder alle etager og stuer. I det indre repræsenterer Engelsholm i kraft af sine prægtige interiører, hvoraf mange er ældre, dels slottes udviklingshistorie, dels stilidealet på opførelsestidspunktet, men i særdeleshed tiden fra ombygningen i 1740'erne, hvor arkitekturen, dekorationerne og interiørerne forenedes i en oplevelsesrig scene for herskabet og dets gæster. Som eksempel herpå kan nævnes de bevarede stukdekorerede eller bemalede lofter med dybe relieffer af symbolske figurer samt de stafferede paneler, kineserierne og fyldingsdørene med bemalinger samt vægbeklædninger som gyldenlæder. Hertil kommer ovnnicher, kaminer og plankegulve.
Funktionsrummene fremstår mere afdæmpede, men alligevel markante med krydshvælv og ølandssten i kælderen og det store ildsted i stueetagen. Endelig har de tidstypiske elementer, herunder hemmeligheden og tapetdøren kulturhistorisk værdi og ligeledes de forskellige trapper, herunder løn- og køkkentrapper, der klart adskiller sig fra den dekorerede hovedtrappe. Endelig har alle middelalderlige dele i kælderen kulturhistorisk værdi, idet de vidner om Engelsholms lange historie.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den markante og afsluttede bygningskrop, der virker større og kraftigere grundet de fire bastante tårne. Herregårdens aksefaste og symmetriske opbygning, taktfaste vinduessætning, svungne gavle og portalen omkring hoveddøren understreger bygningens herskabelige fremtræden.
Engelsholms arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den oprindelige og ældre grundplan, hvor bygningernes indbyrdes rumlige og funktionelle hierarki kan opleves i rumstørrelser, overflader og i interiørernes formgivning og detaljering. Hovedfløjens overdådige udsmykning giver hvert rum et både særegent og helstøbt udtryk. Endvidere skal nævnes kongetrappen og vestibulen, der ved sin placering og udstrækning danner et funktionelt omdrejningspunkt i bygningerne.
Videre læsning
Læs videre om
Se alle artikler om
