Nybjerg Mølle
.

Nybjerg Mølle ligger på Bøgvadvej 41 og 43 i Vejle Kommune. Bygningen er med middelalderlige dele, fredet.

Bygningshistorie

Nybjerg Mølle er opført eller måske blot ombygget i 1850 og var oprindelig en kornmølle. Nybjerg Mølle stammer formentlig helt tilbage til 1548, hvor den nævnes første gang, hvor den ved et mageskifte kommer til at høre under kronen. I løbet af 1500-tallet opførte herremændene mange nye møller, hvor tiderne var gunstige. I 1835 blev møllen købt af Christian Pedersen Thulstrup, som oprindelig var lærer og skolebestyrer, men hans giftermål i 1834 med møllerdatteren fra Dalby Mølle fik ham til at skifte erhverv og blive møller. I 1844 fik han udgravet en tre tønder land stor mølledam, i 1848 opførte han et brændevinsbrænderi og få år efter den store vandmølle. Thulstrup var en succesfuld møller og opbyggede en relativ stor virksomhed, der foruden mølle og brændevinsbrænderi også havde tilknyttet stamperi og maltgøreri. I 1852 vedtog Rigsdagen loven om fri næring, hvilket afbrød Thulstrups monopol og med opførelsen af tre konkurrende møller i området, begyndte nedgangen for Nybjerg Mølle.

Thulstrup døde i 1867 og trods hans enkes bestræbelser gik hun konkurs i 1872. Møllen blev gennemgribende istandsat i forbindelse med fredningen i 1959 og igen i 2000-2001. i 1990 gennemførtes et naturgenopretningsprojekt, hvorved møllesøen blev genetableret og adskilleslsen mellem Egtved Å og søen blev sikret. Der er uenighed om, hvornår mølledriften blev indstillet, men formentlig efter 1934 og før 1980. Møllen er under restaurering for at blive funktionsdygtig igen.

Beskrivelse

Nybjerg Mølle ligger for foden af en bakke ved Egtved Å langs landevejen mellem Bøgvad og Spjarup og er sammenbygget med et sidehus mod nordvest. Syd for vandmøllen er et nyere stuehus med sidelænge og et mellemliggende gårdsplads med perlegrus. Sydøst for vandmøllen ligger mølledammen. Det er kun vandmøllen og det hermed sammenbyggede sidehus, der er fredet. Vandmøllen er grundmuret med et stråtækket, halvvalmet tag. Facaden er rødkalket over en sorttjæret, kampestenssokkel og afsluttes af en muret, profileret, hvidmalet hovedgesims. På vestsiden er en nyere revledør med ældre låsetøj. Over døren er et rektangulært felt med rosette i hvert hjørne og indskription. Vinduerne er overvejende nyere et- og torammede vinduer, i den nederste etage sidder ældre, halvcirkulære jernvinduer. Alle vinduer samt døren er blåmalet. På bygningens østside ses de to ældre underfaldshjul med tilhørende malekarme og stemmeværk med stigbord. Møllens vandhjul er brystfaldshjul af træ og skråtstillede skovle.

I det indre er møllebygningen kendetegnet ved en traditionel åben planløsning med den nederste etage, kværnloft og mølleloft. Den synlige tømmerkonstruktion med stolper, dragere og bjælkelag er synlig ligesom bræddelofterne. I den nederste etage er gulvet støbt, mens der på de øvrige etager er ældre bræddegulve med gulvlemme. I stueetagen står murværket hvidkalket, og i tagetagen er tagkonstruktionen synlig, men med fast undertag. Møllen er forbundet af nyere døre til stuehuset fra både kælder- og stueetage. En nyere og en ældre, stejl ligeløbstrappe med en simpel håndliste forbinder etagerne. Der findes en mængde mølleinventar bevaret, herunder sorteringskværne til blandt andet gryn og boghvede, tromlesigte, stenkran, spidsemaskine, grubbe og hejseværk. Stuehuset er en ti fag lang, grundmuret bygning i en etage. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel og afsluttes af et kvartvalmet stråtag med tre skorstenspiber i mønningen. I begge tagflader ses to stråtagskviste. Facaden er hvidmalet og afsluttes af en profileret hovedgesims. På vestgavlen er et mindre udskud, der er udført som stuehuset men med stråtækt heltag. Omtrent i bygningens midte er en nyere, tofløjet fyldingsdør, der flankeres af hvidtede pilastre. I udskuddet sidder en nyere fyldingsdør og på nordsiden en ældre fyldingsdør med opsprosset og kurvehanksbuede ruder i den øverste del.

Vinduerne er nyere og firrammede, bortset fra i gavlen og udskuddet som er torammede. Vinduet i gavlen er ældre. De torammede vinduer er med seks ruder i hver ramme, hvorimod de firrammede er sprosseløse. I gavlen ses årstallet 1830 udført i støbejern. I det indre er sidehuset er den langsgående midterskillevæg delvis bevaret. Sidehuset er disponeret med en forstue, hvor der er en nyere halvsvingstrappe. Øst herfor er et stor, gennemlyst stue, der mod nord giver adgang til spisestue og videre til køkkenet, hvorfra der er adgang til badeværelset mod syd. Fra køkkenet er der ligeledes adgang til møllen. På den anden side af forstuen er et værelse. I den vestlige ende af stuehuset er møllestuen og en stue mod nord. Der er adgang til stuerne fra udskuddet. Tagetagen er udnyttet med flere mindre værelser. Det indre fremtræder med nyere overflader, herunder flisegulv i forstuen og bræddegulve i stuer og værelser. I udskuddet er et klodsgulv. I begge stuer er nyere, murede kaminer. Der er bevaret enkelte ældre fyldingsdøre, hvoraf nogle er afsyrede. I køkkenet er et ældre brændekomfur. Vinduerne er nyere, hvoraf flere på nordsiden er med termoruder.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i det bakkede landskab, hvor det tydeligt ses, hvordan landskabets beskaffenhed blev anvendt aktivt i den førindustrielle periode, da vand og vind var primære kraftressourcer.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Nybjerg Mølle knytter sig i det ydre til møllegårdens beliggenhed ved Egtved Å, hvor åens vand blev dæmmet op i en mølledam øst for møllen og således dannede kraft til at drive vandmøllen. Hertil kommer det samlede anlæg med vandmølle og det sammenbyggede stuehus, der var møllerens bolig. Den kulturhistoriske værdi for vandmøllen knytter sig i det ydre til bygningen som en velbevaret repræsentant for møllebyggeriet i midten af 1800-tallet, hvor selve mølleværket og mølleteknologien repræsenterer det langt ældre brystfaldshjul, der var en videreudvikling af underfaldshjulet.

Underfaldshjulet kunne udnytte en relativ lav faldhøjde, men fordi det skulle ligge tæt på bunden var det sårbart overfor grøde og sand og andet fra bunden, der kunne sætte sig fast. Brystfaldshjulet blev udviklet i løbet af 1400-tallet, hvor det blev muligt at bygge større opstemninger, således at vandet blev ledt ind lidt højere oppe på hjulet, men dog stadig i den underste del og derved var det ikke kun vandet, men også skovlene, der drev hjulene rundt, hvorved vandets kraft kunne udnyttes langt mere effektivt. Brystfaldshjulet blev dog brugt langt op i 1800 årerne, da det i sidste ende var landskabets beskaffenhed, der afgjorde mølleværkets udformning, hvilket også landskabet omkring Nybjerg Mølle vidner om.

Selve møllebygningen i grundmur repræsenterer en noget yngre byggeskik, hvor de traditionelle bindingsværkskonstruktioner blev erstattet af den mere hårdføre, grundmurede konstruktion. Tillige det halvvalmede, stråtækte tag, revledøre og torammede vinduer samt årstallet i støbejern vidner om opførelsen i 1800-tallet. I det ydre er der endvidere bevaret en række bygningsdele og -detaljer, som alle har stor kulturhistorisk værdi, herunder møllehjulene med tilhørende maskineri og malekarme, fundamentet af kampesten, de udkragende tagflader, samt de velplacerede vinduer over malekarmen og møllehjulene, hvor man kunne se maskineriet ovenfra.

I det indre knytter den kulturhistoriske til det bevarede mølleri i møllehuset og den oprindelige og ældre bygningskonstruktion og inddeling i den nedre etage, kværn- og mølleloft, til bræddegulvene med lemme, den ældre, stejle ligeløbstrappe samt adgangen til stuehuset, så mølleren nemt kunne gå til og fra møllen. Hertil kommer, at mølleværket med alle tilhørende dele er af stor kulturhistorisk værdi, idet maskinen i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, før-industrielle danske landbrug. Opretholdelsen af begge møllehjul og alle funktionsmæssige udvendige og indvendige dele af mølleriet rummer både stor teknisk og kulturhistorisk betydning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for stuehusets ydre til den langstrakte grundmurede bygning med taktfast vinduessætning, der centrerer sig om hoveddøren omkranset af pilastre samt hovedgesimsen og skorstenspiber i rygningen, der alt sammen vidner om, at bygningen er opført til beboelse samt om datidens klassicistiske stilideal med få dekorative elementer og en taktfast vinduessætning med friholdte murflader imellem.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en traditionel planløsning med en forstue og stue mod gårdspladsen i syd og køkkenet mod nord samt en møllestue med særskilt indgang, hvor møllegæsterne kunne opholde sig og blive beværtet, mens deres korn blev malet. Hertil kommer de få bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre, bræddegulve og brændekomfuret i køkkenet, der vidner om bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for vandmøllen knytter sig i det ydre til det store, kubiske volumen med den knappe fremtræden, der tydeligt signalerer, at der er tale om en funktionsbygning. Det ubrudte, udkragende, halvvalmede stråtag giver bygningen et solidt udtryk, som understøttes visuelt af murfladernes få åbninger. På nær årstallet i støbejern, inskriptionspladen samt farveholdningen står bygningen uden detaljer og dekoration, det prunkløse udtryk understreges af den enkle materialeholdning, der er domineret af tegl og strå. I vandmøllens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det maskinelle udstyr og den gennemgående brug af træ, som sikrer et helstøbt og meget autentisk interiør.

Den arkitektoniske værdi knytter sig for stuehusets ydre til det langstrakte bygningsvolumen med trekvartvalmet gavl, hvor skorstenspiberne i rygningen og den taktfaste vinduessætning understreger stuehusets horisontale snit. Udtrykket er enkelt, robust og ærligt, uden anden udsmykning end pilastre og hovedgesims. Den enkle materialeholdning og tilhørende farvesætning giver desuden bygningen en rolig og prunkløs fremtræden.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links