Pedersholm, Vejle

Pedersholms historie strækker sig helt tilbage til 1400-tallet, hvor borgen Rosborg blev bygget, hvorfra kongen kunne styre Vejle. Borgen blev hurtigt nedlagt, og i stedet blev Vejle styret fra Koldinghus. Rosborg overgik til Vejle bys ejerskab frem til 1718, hvor ladegården igen kom på kongens hænder. Frederik d. IV solgte den på auktion til Peder Terkelsen, der gav den sit nuværende navn Pedersholm. Nogle år efter købte Johan Meden gården og opførte den nuværende hovedbygning i år ca. 300 meter fra den oprindelige borg på den daværende ladegårds placering. Pedersholm har siden haft mange skiftende ejere, men har siden 1990 været ejet af Bruun Rasmussen, der i mange år havde auktionshus i bygningerne. Sidebygningerne er fra midten af 1800-tallet.

Pedersholm ligger i den sydvestlige del af Vejle by. Bygningen er tilbagetrukket fra vejen med skoven liggende mod nord, men ellers omgivet af nyere bebyggelse. En let snoet, asfalteret vej fører fra Pedersholms Allé ned til en parkeringsplads, der ligger foran den sydlige sidefløj. Pedersholm udgøres af en hovedbygning mod øst, der er sammenbygget med to lavere sidebygninger, der igen er sammenbygget med to vinkelbyggede sidefløje mod henholdsvis nord og syd. Bag den nordlige sidefløj er en nyere, stor bygning, der ikke er omfattet af fredningen.Hovedbygningen er en ni fag lang, grundmuret bygning i en etage over en høj kælder. Alle bygninger står på en sorttjæret sokkel og afsluttes af et teglhængt heltag med tre skorstenspiber med sokkel og krave i rygningerne. Hovedbygningens tag er med halvvalm. I alle tagflader er enkelte ovenlysvinduer og i nordfløjens ligeledes to nyere kviste. Den lavere sidebygning mod nord har desuden en taskekvist i bindingsværk. Alle fløje er hvidkalkede og afsluttes af en profileret hovedgesims. Sidefløjenes gavle afsluttes af en kam med toptak og fodtakker. Hovedbygningens yderste fag er fremhævet med båndfuger, og foran hoveddøren er en friløbstrappe med to løb og kvartsving, hvorunder der er en kælderindgang. Hoveddøren flankeres af fire gråmalede pilastre. Selve hoveddøren er en ældre, tofløjet, grønmalet fyldingsdør med røde og hvide stafferinger. Døren har træk fra både rokoko og klassicismen, og over døren er et ældre firdelt overvindue med flaskebundsruder. Mod havesiden, mod øst, krones havedøren af en segmentbuet frontispice. Havedøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med opsprossede ruder i den øverste del. Ud for havedøren er en støbt terrasse med en friløbstrappe ned til haven. Vinduerne er ældre korspostvinduer med fire ruder i den øverste ramme og seks i den nederste. Kældervinduerne er ældre og torammede. Alle vinduerne er hvidmalede.

Nordfløjen er seksten fag lang og følger terrænets hældning, således at den mod gårdsiden fremstår som en bygning i én etage over en lav kælder og mod havesiden over en meget høj kælder. Mod gårdsiden er tre nyere fyldingsdøre, og mod havesiden og i gavlen er henholdsvis tre og to nyere kælderdøre samt en hævet terrasse af træ, hvortil der er en nyere terrassedør. Alle døre, på nær terrassedøren, er rødmalede. Terrassedøren er ligesom de ældre et- og torammede vinduer, hvidmalet. Gavlen er prydet med savsnitsgesimser. Sydfløjen er som nordfløjen, men uden kælder. På bygningens haveside er således i stedet nyere havedøre, der er hvidmalede.

I det indre er hovedfløjen disponeret med en delvis traditionel grundplan med en langsgående skillevæg, der deler hovedfløjen på midten. Mod gårdsiden er en hall med et tilstødende trapperum og med mindre stuer på hver side. Trappen er en ældre kvartsvingstrappe med udskårne balustre af træ og en rundbuet håndliste. Der er en trappe i hver ende af hovedbygningen, som begge er nyere. Mod havesiden er en havestue i næsten hele hovedfløjens længde og to kabinetter mod syd. Kælderen er inddelt i mindre rum og har direkte forbindelse til de lavere sidebygninger. Der er nyere, traditionelt udførte bræddegulve samt klinkegulve i kælderen. De fleste døre er ældre en- og tofløjede fyldingsdøre, ligesom vinduerne er overvejende ældre og med forsatsrammer. Flere af dørenes gerichter er ældre og forsynet med profileringer, herunder tandsnit. Stuernes lofter har rig stukkatur, og væggene har fod- brystnings- og lysningspaneler. Loftet er indrettet med en stor repos med adgang til bad og toilet og et værelse i hver galvende, hvor skorstenen er synlig. I kælderen ses enkelte branddøre. Nordfløjen er indrettet til beboelse med en nyere. Stuerne er placeret mod gårdsiden og køkkenet mod nord. Overfladerne er overvejende nyere med bræddegulve og gipslofter. Der er enkelte ældre fyldingsdøre med ældre gerichter, ligesom enkelte vinduer er ældre. En nyere kvartsvingstrappe fører op til den delvist udnyttede tagetage, hvor der er en lejlighed. Kælderen er inddelt i flere rum, hvor flere har ældre ølandsflisegulve. Sydfløjen har som nordfløjen en nyere indretning og fremtræder med nyere overflader, herunder gipslofter, væg-til-væg-gulvtæpper eller teglgulve. Vinduer og døre er overvejende nyere. En traditionelt udført ligeløbstrappe fører til den uudnyttede tagetage, hvor skorstenene er synlige.

Den miljømæssige værdi knytter sig til den let tilbagetrukkede placering fra vejen omgivet af have og skov, således at den tidligere status som herregård med større jordbesiddelser fortsat lader sig aflæse i det omgivne landskab.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til den indbyrdes sammenhæng mellem hovedbygning og de lavere sidefløje, der både i form og dekoration underordner sig hovedbygningen, hvorved den fremstår prægtigere og mere repræsentativ. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for hovedbygningens ydre til dens tidstypiske træk i form af den overordnede symmetri, den taktfaste vinduessætning mellem friholdte murflader og dekorationen, der begrænses til hovedgesimsen, yder- og midterfaget. Ovenstående er kendetegnende for klassicismen, som var datidens fremherskende stilideal. Selve hoveddøren har dog træk fra rokokoen, der ses i de svungne fyldinger og dekorationen med bladværk. Hertil kommer skorstenspiberne, der var en nødvendighed til både opvarmning og madlavning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den delvist bevarede planløsning, hvor hovedbygningen udelukkende var til repræsentativ brug, hvilket ses i stuernes udsmykning og de større vinduespartier. I hver ende af bygningen er interne trapper og adgang til de lavere sidebygninger, der fortsætter om i sidefløjene, således at tyende og herskabet var klart adskilt.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for sidefløjenes ydre til deres sammenhæng samt gavlenes kam- og toptakker, der indikerer at bygningerne er nyere, da disse er historicistiske træk, der blev det fremherskende stilideal efter klassicismen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for sidefløjenes indre til de mere nedtonede overflader og detaljer, som står i kontrast til hovedbygningens finere stuer og peger på, at sidebygningen var til tyende.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den helstøbte hovedbygning og sammenhængen mellem de tre længer, hvor sidefløjene underordner sig hovedfløjen ved dels at være lavere og dels være mere prunkløse. Hovedbygningens symmetriske opbygning med markerede yder- og midterfag og dens rytmiske og taktfaste faginddeling, giver bygningen et harmonisk udtryk, der understreges af det lange og stort set ubrudte halvvalmede tag. Hertil kommer hoveddørens snedkerdetaljer, der vidner om en håndværksmæssig kvalitet, der løfter det overordnede arkitektoniske udtryk.

Læs videre om

• Børkop Vandmølle
• Klingebækgård, Bredsten
• Store Refstrup, Gadbjerg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen