I over 750 år har Koldinghus stået på sin slotsbanke som et imponerende symbol på magt og vælde. Det blev anlagt som et fæstningsværk på grænsen mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig og siden forandret til et residensslot for de danske konger og dronninger. I dag står Koldinghus som et kulturelt fyrtårn i Kolding Kommune.
Koldinghus
Kombinationen mellem både at ville genskabe et slot og bevare en ruin er tydelig i Koldingshus' sydfløj, hvor de høje søjler i limtræ strækker sig fra fundamentet og op til taget. Arkitektægteparret Inger og Johannes Exners restaurering blev i 1993 belønnet med Europa Nostra-prisen for vellykket restaurering.
Søren L. Lange har udført en lang række landskabstegninger bl.a. af danske byer. På denne farvelagte radering fra 1822-23 ses Kolding, hvor Koldinghus ud til Slotssøen troner over byen. I forgrunden har kunstneren vist et idyllisk landligt landskab med markarbejde og dyrehold.
Middelalderborgen
Koldinghus blev anlagt i 1260’erne af kong Erik Klipping, der regerede i et Danmark præget af interne magtkampe og et ofte problematisk forhold til Hertugdømmerne mod syd. Koldinghus fik derfor en stor strategisk betydning. Viden om det første Koldinghus er sparsom, men borgen blev anlagt i den vestlige ende af en naturlig forhøjning i landskabet, der dermed blev til en slotsbanke. På et tidligt tidspunkt er slotsbanken blevet gennemgravet mod øst, og derved skabtes en ø-lignende banke omgivet af grave mod øst, vest og syd samt et sumpområde mod nord. Omgivelserne skabte altså gode muligheder for at forsvare det første Koldinghus, som ud over voldgrave formodentlig også har været omgivet af en træpalisade. Arkæologiske undersøgelser på stedet har frembragt flere eksempler på teglsten med referencer til gotisk arkitektur, der var enerådende fra anden halvdel af 1200-tallet og frem til Reformationen.
Kongernes ombygninger
De ældste dele af Koldinghus er i slottets nordfløj, hvor der findes spor efter det stenhus, som kong Christoffer 3. af Bayern byggede i 1440’erne. Omkring 1470 tilføjede Christian 1. en vestfløj.
Da Christian 3. sejrede i Grevens Fejde 1534‑36, faldt der ro på de indre linjer i riget, hvilket gav ham mulighed for at bygge Koldinghus om til et renæssanceslot. I 1550’erne tilføjede han en syd- og østfløj og ombyggede vestfløjen, hvorved Koldinghus fik sin karakteristiske grundplan. Sydfløjen opførte Christian 3. som bolig til sig selv og dronning Dorothea, og østfløjen blev udstyret med den portåbning, der stadigvæk udgør adgangen ind til slottet. Dorothea introducerede renæssancelysthaven i Danmark ved Koldinghus i 1562. På et kobberstik af Georg Braun og Frans Hogenberg ses byen med Kolding Slot fra 1587. På kortet er afbildet to haver: På slotsbanken dronningens lille have med kvadratiske bede, og syd for Staldgården Kongens Have, der var en større have med frugttræer samt kvadratiske og rektangulære bede, som strakte sig langs størstedelen af byens østlige afgrænsning. Midt i Kongens Have ses desuden den nye havesektion beregnet til ophold og selskabelighed, anlagt som en egentlig lysthave med lave bede, symmetrisk omkring et toetagers lysthus.
Næste store ombygning fandt sted under Christian 4. omkring år 1600. Han tilføjede det markante kæmpetårn, der blev opført i slottets nordvestlige hjørne. Tårnet gav kongen mulighed for at udvide slottets riddersal, og i tårnets bund lod Christian 4. opføre en ny slotskirke, der afløste Christian 3.s mindre kapel i sydfløjen. Sidste større ombygning på Koldinghus blev gennemført af Frederik 4. omkring 1720. Da blev det efterhånden lidt umoderne renæssanceslot ombygget til det for tiden moderne barokslot med stramme arkitektoniske linjer.
Branden og ruinen
Koldinghus har flere gange oplevet alvorlige brande, men ingen brand var altødelæggende som den i 1808. På slottet overnattede Jean Baptiste Bernadotte (den senere Karl 14. Johan, konge af Sverige og Norge), der på det tidspunkt var marskal i Napoleon 1.s hær. Bernadotte stod i spidsen for over 30.000 spanske og franske soldater, som på deres vej mod Skåne overnattede i og omkring Kolding. Bernadotte boede på Koldinghus med sit vagtkorps. Vinteren i 1808 var kold, slotssøen var frosset til, og natten mellem d. 29. og 30. marts frøs Bernadottes vagter så meget, at de fyrede kraftigt op i en af slottets dårligt vedligeholdte ovne. Resultatet blev en brand, der bredte sig til hele slottet. Uheldigvis var ingen af de to brandvagter til stede på slottet, da branden brød ud, og da man endelig opdagede omfanget, var det for sent. Slottet kunne ikke reddes, på trods af at brandkorps fra både Kolding, Fredericia og Christiansfeld deltog i slukningsarbejdet. Branden efterlod Koldinghus som en stor ruin, der i mange år tjente som en form for stenbrud for de lokale Koldingborgere, der i stor stil brugte murstenene fra ruinen, når de skulle bygge nyt. En Kgl. Resolution fra 1831 satte imidlertid en stopper for denne brug af ruinen,hvilket sikrede dens overlevelse.
Restaureringerne
I 1860’erne satte indenrigsminister Orla Lehmann kgl. bygningsinspektør V.Th. Walther til at udarbejde planer for en genopbygning af Koldinghus. Walthers planer blev dog aldrig gennemført. Først med grundlæggelsen af Museet på Koldinghus i 1890 påbegyndtes arbejdet med at restaurere Koldinghus. Omtrent 100 år senere, i 1989, kunne Margrethe 2. indvie et gennemrestaureret Koldinghus.
Restaureringen faldt groft set i fire perioder: ca. 1892-ca. 1900 blev nordfløjen genopbygget, ca. 1910-ca. 1915 blev vestfløjen restaureret, i midten af 1930’erne var det kæmpetårnets tur, og i perioden 1972‑92 restaurerede Inger og Johannes Exner slottets syd- og østfløj samt den gamle slotskirke og selve slotsgården. I 1980’erne blev slotsgårdens blankslidte markstensbelægning omlagt af landskabsarkitekt J.P. Junggreen Have. Stjernemønsteret, som har sammenhæng med den oprindelige brønd, er rekonstrueret, og man kan stadig læse dens historie. Nye baner af bordursten blev lagt i vigtige ganglinjer, ligesom afvandingsriller i jern er nye.
Museet på Koldinghus
Museet på Koldinghus har siden museets grundlæggelse i 1890 haft til huse på slottet. Museet blev grundlagt af syv mænd fra det bedre borgerskab i Kolding med tandlæge A.M.G. Friis i spidsen. Sammen grundlagde de et museum, hvis samlinger i de første år af museets levetid favnede bredt. Den første udstilling åbnede for publikum i 1894. Samlingerne på Koldinghus rummer ud over genstande fra Kolding også store mængder genstande fra de slesvigske krige, kirkeinventar fra hele Sønderjylland og en af Danmarks største samlinger af dansk sølv fra renæssancen og frem.
Fra d. 1. januar 2021 overtager det selvejende museum Kongernes Samling Koldinghus. På samme tid skifter det lokalhistoriske museum Museet på Koldinghus navn til Museum Kolding og flytter aktiviteterne over på slottets Staldgård. Ved samme lejlighed fusionerer Museum Kolding med de to formidlingscentre i hhv. Christiansfeld og på Skamlingsbanken.
Videre læsning
Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv i Kolding Kommune
Læs videre om
Læs også om
Se alle artikler om Slotshaver
Se alle artikler om Slotte
