Store Strandstræde 4, København

I slutningen af 1500-årene var der haver og mindre huse langs Bredgade og Strandstræderne: Det var Københavns første Østerbro, og området kaldtes Forstaden udenfor Østerport. Den middelalderlige Østerport lå, hvor Kongens Nytorv ligger i dag, og fra porten gik vejen ud til anløbsbroen Sankt Annæ Bro ved havnen via Store Strandstræde, hvor toldboden blev bygget i 1628. Lille Strandstræde førte fra sejlhuset og reberbanen (bag Charlottenborg) til sammensmeltningen med Store Strandstræde i den lille plads ved Sankt Annæ Kirke. De to strandstræder førte altså ud til vandet, og det er derfor sandsynligt, at navnet stammer fra gadens funktion. Da den nye Østervold blev anlagt fra Nørreport til Kastellet (dengang Sankt Annæ Skanse), blev haverne og småhusene en del af det nye København, og fra 1670 blev området omfattet af Kronens store planer: Kongens Nytorv blev anlagt 1670, og Nyhavn blev udgravet i årene 1671-73. I bestræbelserne på at skabe et fuldstændig retvinklet gadenet kom Strandstræderne dog til at stå som undtagelser, og grundejerne må således have strittet effektivt imod udviklingen. Bygningen Store Strandstræde 4 er oprindeligt opført i 1697, men nyombygget i 1853 for isenkræmmer F. T. Dalberg. Oprindeligt indrettet til butik i stueetagen, i kælderen dog først fra 1874. Facademalingen omtales første gang i 1896. I nyere tid er der blevet gennembrudt til Nyhavn 1 i stue- og kælderetage, lavet trappe mellem tredje etagen og kvistlejligheden, samt malet vinduer og underfacade.

Ejendommen Store Strandstræde 4 er beliggende i Københavns Sankt Annæ Øster Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I ejendommens kælder og stueetage er restauration, på første etage opbevaringsrum, mens der på de øvrige etager er beboelse. Det grundmurede forhus i Store Strandstræde 4 er i tre fag og opført i fire etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset og malet rødbrun op til første etage, mens overfacaden er i guldokker. Facaden er opdelt af en let profileret kordongesims og udsmykket med rødbrune vinduesindfatninger, der omkranses af en hvidmalet streg. Indfatningerne på første og anden etage har vandrette fordakninger og forkrøppede hjørner. Facaden afsluttes øverst af en profileret hovedgesims, mens underfacadens murpiller danner tre pilastre, som indrammer et stort, nyere butiksvindue i stueetagen og hovedindgangen i højre side. Vinduerne fra første til tredje etage er traditionelt udførte og hvidmalede korspost- og toramme-vinduer med nyere hjørnebånd og stabler. En ældre, rødmalet fyldingsdør med glatte fyldninger, ældre hængsler og nyere greb og låsetøj er placeret over et par trin i indgangspartiet. Hoveddøren har ovenfor et halvrundt vindue opsprosset i vifteform. Ejendommen har heltag beklædt med skifer og to heltagskviste, samt i tagfladen to skorstenspiber i blank mur. Den ene med sokkel, den anden med stenplade foroven. I kvistene er ældre, torammede og opsprossede vinduer. Alle er hvidmalede.Gårdsiden ses fra den lille lysgård bagtil. Den er delvist glatpudset og i en grålig nuance med to seksrammede vinduer og to korspostvinduer. Alle hvidmalede og med ældre hjørnebånd og stabler. Korpostvinduerne har blyindfattede, farvede ruder. I gårdsidens tagflade er to tagkviste, hvoraf den ene fungerer som udgang til en mindre tagterrasse med moderne termorudedør. Bygningens hoveddør leder til husets trapperum. Hovedtrappen er en ældre toløbstrappe med indstemte, linoleumsbelagte trin, smal durchsicht, et gråmalet brystværn med flade, udskårne balustre, hovedstykker og en profileret håndliste. Den øverste og allernederste del af trappens brystværn har rundstokke, trappens underside er pudset og trappens materialeholdning indeholder derudover listeinddelte vægge. Dørene til lejlighederne er overvejende ældre, måske oprindelige fyldingsdøre med ældre greb og gerichter, samt indstukne hængsler og aflange låseskilte af messing. I det indre har lejlighederne mellem første og tredje etage en traditionel plandisposition med gadevendte stuer og funktionsbetingede rum, som kammer, køkken- og badefaciliteter mod gården. Disse lejligheders snedkerudstyr er overvejende oprindelige med helpanelerede vægge med fyldningsspejl og profileret rammeprofil mod gaden, lysningspaneler med fyldningsspejl ved vinduerne, samt på anden etage profilerede loftgesimser. Lejlighedernes dørpartier er overvejende enfløjede fyldingsdøre med oprindelige eller ældre gerichter, indstukne hængsler og greb, samt aflange låseskilte af messing. Mod gården er der også helpanelerede vægge og lysningspaneler ved vinduerne, dog enklere udført. Vinduerne er overvejende ældre, på første og anden etage med nyere forsatsruder, og med ældre anverfere og stormkroge. Gulvene i lejlighederne består af både ældre og traditionelt udført planke- og bræddegulve. I stuerne på første etage er væggene beklædt med ældre, kvadratiske og lakerede paneler i mandshøjde med rødmalede rammeprofiler og påmalede blomsterdekorationer i fyldningsspejlene. I hjørnet af stuen i nordøst er paneleringen afbrudt af klinker, der indikerer placeringen af et tidligere ildsted. Stue- og kælderetagens restaurationslokaler bærer derimod præg af nyere materialeholdning grundet deres funktion som restauration og beværtning. Kvistlejligheden har en overvejende ældre materialeholdning med enkel udført helpanelering mod gaden, ældre plankegulve og fyldingsdøre med indstukne hængsler og greb, samt en ældre kvartsvingstrappe op til loftet og tagterrassen. Fra kvistlejligheden til tredje etage er endvidere en nyere, indvendig ligeløbstrappe af træ. Tagværket er ældre og lettere forstærket.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Store Strandstræde, hvor forhuset indgår som en velintegreret del af husrækken. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur. Sammen med de øvrige naboejendommes tætte beliggenhed dannes tillige en tæt gårdstruktur og små baggårdsmiljøer, der er karakteristisk for det indre København.

Den kulturhistoriske værdi for Store Strandstræde 4 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den tidlige historicisme i overgangsfasen fra senklassicismen, der prægede københavnske huse fra 1850'erne og frem.Den tidlige historicisme blev introduceret i midten af 1800-tallet og vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og romantikkens forkærlighed for antikke og middelalderlige stilarter. Med arkitekt M. G. Bindesbøll som bannerfører kæmpede man for at frigøre sig fra den kolde og kedelige klassicisme. Som ung havde Bindesbøll været på flere studierejser til det sydlige Europa, hvor han blev inspireret af udgravningerne i Pompeji og Herculanum. De havde afsløret, at grækerne bemalede deres skulpturer og templer med stærke farver. En idé som Bindesbøll tog med sig fra antikken til København, og med opførelsen af bl.a. Thorvaldsens Museum introducerede han den nye, antikinspirerede polykrome arkitektur i Danmark. Den senere historicisme kom som stilart til at præge bygningerne i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Store Strandstræde 4 viser på velbevaret vis, hvordan håndværkmestre med forbillede i Bindesbølls idéer udfoldede et nyt polykromt og antikt udtryk, der dog fastholdt senklassicismens sikre og enkle proportioneringssans. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den iøjefaldende guldokker-farvede facade, de ægyptisk inspirerede vinduesindfatninger, underfacadens pilastre, vinduernes regelmæssige takt, samt den enkle kordongesims mellem stueetagen og første etage som eneste deling af murplanet. Det tidlige historicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Store Strandstræde 4 ses det i de delvist velbevarede etage- og planløsninger i de øvre lejligheder, der giver en klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggerier, hvor de repræsentative stuer er mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken og kammer er placeret mod gården. De bevarede ældre dele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses i lejlighedernes ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, væggenes profilerede helpanelering, samt vinduernes lysningspaneler. Hertil kommer de bevarede loftgesimser, den ældre hovedtrappe med alle detaljer, samt vinduesrammernes bevarede anverfere og stormkroge. Af særlig værdi har de ældre, kvadratiske og lakerede paneler på første etage, der med deres blomsterdekorationer giver stuerne et særegent præg. Endvidere er der knyttet kulturhistorisk værdi til den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og hovedgesims, der sammen med vinduernes og kvistenes regelmæssige og taktfaste placering giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det skiferbelagte heltag. Den horisontale deling af murplanet i kraft kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den rødbrune underfacade med pilastre og den glatpudsede, guldokker-farvede overfacade. Af særlig arkitektonisk værdi har de porte atticurge inspirerede vinduesindfatninger, som sammen med facadens farvesætning definerer bygningens helt specielle stilistik. Lignende ses på Thorvaldsens Museum udført af Bindesbøll, og Store Strandstræde 4 mimer utvivlsomt den arkaiske tyngde og ægyptisk inspirerede stil, der definerer Bindesbølls antikke fokus. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer diskret, men elegant stofliggør klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal. Vinduernes lysninger og paneler i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af fordelingsgangen og den ældre reposetrappe med tre løb, der udgør kernen i det lille borgerhus og giver et herskabeligt præg.

Læs videre om

• Gothersgade 29, København
• Kronprinsessegade 36, København
• Niels Brocks Gård, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen