Strandgade 12 ligger på Strandgade 12 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. En tendens, der først for alvor begyndte at vende i 1970'erne med de første bevaringsplaner for bydelen, som sikrede Christianhavns mange værdifulde bygninger. Gennem 1990'erne fortsatte omdannelsen fra industriområde og arbejderkvarter til attraktivt boligkvarter. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IVs oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at være en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Tanken med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade. Strandgade mistede sine kajpladser ved opfyldninger i tidens løb og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side har en række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Strandgade 12 har tidligere været en del af en større grund, der har været bebygget fra engang efter 1635. Strandgade 12 og 14 har udgjort én samlet bebyggelse, men blev adskilt i 1702. Strandgade 12s nuværende udseende stammer primært fra en gennemgribende ombygning i 1792 for brygger Mathias Rohde. Her blev to fag mod øst indlemmet i Strandgade 14. Sidehuset har fået sit nuværende udseende på nogenlunde samme tid som ombygningen af forhuset i 1790'erne. Portåbningen har tidligere været rundbuet og har fået sin nuværende retkantede form i 1875. Muligvis har hovedtrappen på samme tidspunkt fået sine jernbalustre.

Beskrivelse

Strandgade 12 udgør en del af den sammenhængende husrække på den søndre side af Strandgade. Bygningen består af et forhus på 12 fag, der er sammenbygget med et sidehus på syv fag, der ligger i matriklens skel mod vest. Sammenbygget med sidehuset er et baghus (pakhus) og mod øst på matriklen et hermed sammenbygget sidehus; baghus og dette sidehus er ikke omfattet af fredningen. De fire bygninger omkranser en brolagt forgård, mens der bag baghuset og med adgang gennem et portrum findes en baggård. Forhuset er grundmuret med høj kælder, tre etager samt udnyttet tagetage med en fire fag bred attikaetage over de fire midterfag i gadefacaden. Facaden er pudset og malet hvid over en sortmalet sokkelmarkering. Mellem stueetagen og første sal løber en kordongesims af sandsten, der er malet i en rosa kulør typisk for nexøsandsten. Hovedgesimsen er en sparrenkopgesims, sandsynligvis af træ. Mellem første og anden sal står med store bronzebogstaver JENNOWS GAARD. Forhuset har rødt, teglhængt heltag med to zinkinddækkede, fladbuede kviste på hver side af attika-etagen. Der er to skorstene i rygningen; længst mod øst en nyere med glat pibe, mod vest en ældre med sokkel og slank pibe. I to fag mod øst er en portåbning med markeret slutsten. Porten har to fløje med profilerede fyldinger, gangdør i den vestlige fløj, en glat overligger og herover et todelt overvindue med krydssprosser. I hhv. femte og tolvte fag set fra øst er to fladbuede nedgange til kælderetagen. Nedgangen i femte fag har svunget jerngelænder, men er tildækket. En nyere dør leder i tolvte fag til kælderen via trin af granit og med støbejernsgelænder med grifmotiv. Vinduerne i stueetagen, første og anden sal er korspostvinduer med opdelte underrammer. Den nederste del af storruden i stueetagens vinduer har slebet, maritim dekoration. Kældervinduer samt vinduer i kviste og attika-etagen er torammede og torudede. Hovedparten af vinduerne er udført med koblede rammer, dog med bevarede, ældre dele, herunder karme, rammer og hjørnebåndsbeslag. Mod gården danner for- og sidehus en sammenbygget helhed med grundmurede bygninger over en pudset, sortmalet sokkelmarkering med samme antal etager, overfladebehandling, jernvitriol-farvede facader og en gennemgående, profileret hovedgesims af hvidmalet træ. Vinduerne er i begge huse i stueetagen og på første og anden sal mørkmalede korspostvinduer med opdelte underrammer. Mod kælder, direkte over forhusets portrum samt i kviste er vinduerne torammede og torudede. Forhuset har mod gården ni fag. I sjette fag fra øst er der hhv. en nedgang til kælderen gennem et nyere, bræddeklædt skur og en hejsekvist. I den teglhængte tagflade er der herudover enkelte små tagvinduer. Sidehuset har syv fag og en hejsekvist over fjerde fag fra nord; gesimsen er gennemgående under denne kvist. Begge hejsekviste afsluttes af en hvidmalet, profileret trekantfronton. I sidehuset er der i anden og fjerde fag to fladbuede nedgange, der i dag er ændret til vinduer med hvidmalede lysninger og nyere, mørkegrønne revleskodder. I femte fag er der en nyere ståltrappe med adgang til stueetagen via en nyere dør med overvindue. I kælder- og stueetage er det yderste fag mod syd let tilbagetrukket under et fladbuet stik. Sidehuset har halvtag lagt med røde vingetegl. I tagfladen er der enkelte tagvinduer, og mod nord en skorsten med sokkel. Det gennemgående portrum giver adgang til forhusets hoved-trapperum via et moderne indgangsparti og dør beklædt med metal. Mod forgården er en rigt udsmykket jerngitterport. Portrummet har brostensbelægning, og rummets vestmur er opført i sortmalet bindingsværk. Forhus og sidehus har været indrettet til boliger, men indeholder i kælder, stueetage og første sal lokaler, der i dag anvendes til erhverv; i de øvrige etager er boliger. Bygningens oprindelige struktur er trods ændringer stadig synlig med sekundære funktioner i kælderen, loftsetagens mere ydmyge rum og de fornemme etager i stuen og på første sal. Dette er også afspejlet i facaden, idet vinduerne i de fornemme etager er højere end på anden sal. Bygningernes oprindelige planløsninger er stadig tydeligt aflæselige i forhuset, hvor de oprindelige hovedskillevægge overvejende er intakte. Ved enkelte nyere, lette skillevægge er de oprindelige stukdekorationer fortløbende ved væggenes tilslutning. Hovedtrappen i forhuset er placeret mod gården og er gennemgående i hele bygningens højde. Trappen er en treløbstrappe med hjørnereposer med en stor repos ud for hver etage med to indgangsdøre med adgang til hhv. en forstue og et værelse. Fra forstuen er der videre adgang til en tidligere spisestue og derfra til sidehuset. Mod gaden ligger en stor stue flankeret af værelser. Rummene i forhuset har brystningspaneler, lysningspaneler (nogle med indfældede skodder) og pillepaneler samt stukkanter. Den store stue er etagens fineste rum, der herudover har roset og stukudsmykning på loftsfladen. I overgangen mellem forhus og sidehus samt i selve sidehuset er planløsningen på etagerne ikke intakt, men hierarkiet mellem det finere forhus og det mere beskedne sidehus er bevaret. I sidehuset findes en bagtrappe, der forbinder alle tager bortset fra kælderen. Mellem kælder og stueetage er etableret en nyere spindeltrappe af stål. Kældergulvet under forhuset er tilsyneladende sænket for at opnå større rumhøjde, og der er således terrænspring mellem for- og sidehus, der optages af to trin. I kælderen er den svære tømmerkonstruktion synlig. Tagetagen er indrettet til bolig med lavloftede rum til hanebånd. De fleste rum har skråvægge, i attikaen er der fuld rumhøjde. Spidsloftet er uudnyttet, og det faste undertag af brædder er synligt. I erhvervslokalerne i stueetagen og på første sal (lejligheden på anden sal er ikke besigtiget) er interiøret velbevaret med detaljer som stukudsmykninger, brystningspaneler, pillepaneler og lysningspaneler med indfældede skodder samt en- og tofløjede fyldingsdøre, enkelte af nyere dato, med profilerede dørindfatninger. I sidehuset er der lysningspaneler, og i attika-rummene brystningspaneler. Hovedparten af vinduernes lodposte er rundposte. Gulvene er hovedsageligt bræddegulve; i mange rum findes tæpper, så belægningen ikke kan ses. Køkkener og badeværelser er nyere. Hovedtrappen har indstemte trin i vanger med snedkerdetaljer mod den store durchsicht, udkehlet håndliste af træ samt slanke, dekorerede jernbalustre. Løbenes underside er pudset og malet. Trin og reposer er beklædt med linoleum, mens indgangsrummet i stueplan er belagt med nyere fliser. I muren mod forstuen i stueetagen er isat et nyere, rundt vindue. Fra trapperummet er der via en lav fyldingsdør adgang til det lavloftede rum over portgennemgangen. Trappen i sidehuset er en enkelt udformet toløbstrappe med mellemrepos, indstemte trin i vanger, firkantede listebalustre med enkel dekoration og udkehlet håndliste af træ. Trin er belagt med linoleum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Strandgade, hvor den indgår i den sammenhængende husrække, der danner et historisk gadebillede. Selvom bygningerne har gennemgået mange ændringer i årenes løb og er forskellige i farver, højde og bredde, danner de en helhed med deres facadeproportionering og faste fagdeling og udgør en stemningsfuld husrække som kontrast til de moderne bygninger på gadens modsatte side. Hertil kommer den miljømæssige værdi af grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus omkring en forgård med adgang til en baggård gennem baghuset. De to fredede bygninger danner sammen med pakhus og sidehus et harmonisk og velbevaret gårdrum.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Strandgade 12 knytter sig til bebyggelsesstrukturen med forhus, sidehus og baghus, der er et godt eksempel på et historisk gård- og kulturmiljø, der viser en københavnsk handels- og produktionsejendom for bl.a. bryggere og fabrikanter med den klare skelnen mellem den repræsentative, dekorerede gadefacade og den enkle og mere funktionelt betingede gårdside. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede københavnske borgerhuse i tiden omkring branden i 1795. Christianshavn undgik de store brande, og da klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, kom den også til at præge de bygninger, der blev opført eller ombygget på Christianshavn i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Strandgade 12 blev ombygget i 1792, og især gadefacaden afspejler klassicismens idealer i den enkle facade med vinduernes regelmæssige takt, attikaetagens placering i bygningens midte og de sparsomme dekorationer i form af den enkle kordongesims mellem stueetagen og første sal og den markante hovedgesims med sparrenkopmotiv. Hovedgesimsen er tilsyneladende af træ, og viser dermed, at den er udført før branden i 1795, hvorefter der opstod forbud mod trægesimser pga. brandfare. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte underrammer kendetegnende for periodens bygninger. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører med en høj håndværksmæssig standard. Den oprindelige struktur er stadig tydelig med en portgennemgang, en hovedtrappe i forhuset og en bagtrappe i sidehuset samt et hierarki, hvor etagehøjden og vinduerne på traditionel vis mindskes opefter i bygningen, og hvor de fornemste rum er placeret i forhusets stueetage og første sal mod gaden og øvrige rum i de øvrige etager og sidehus. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Her kan nævnes: Stukkatur, paneler, fyldingsdøre og vinduer med profilerede poste og for stueetagens gadevinduers vedkommende de slebne ruder med skibsmotiv. Særlig værdi har hovedtrappen med alle detaljer, hvor 1800-tals jernbalustrene vidner om trappens udviklingshistorie med de skiftende tiders idealer.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til gadefacadens klassicistiske facadeudformning med den overordnede enkelhed, symmetri og taktfaste fagdeling. Attikaetagen, der er placeret centralt i facaden og i flugt med de store bogstaver, der angiver bygningens navn, giver facaden en vis pondus, da den tilføjer en opadstræbende bevægelse i den ellers horisontalt orienterede facade markeret af den profilerede kordongesims og den markante hovedgesims med sparrenkopmotiv, der danner overgang til det teglhængte heltag med traditionelt udførte kviste.På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det samlede klassiske københavnske gårdrum med facadernes prunkløse, men harmoniske udtryk med den gennemgående gesims og de to hejsekvistes profilerede trekantfrontoner som dekorative elementer. Frontonerne fremtræder tydeligt med deres hvide farve mod de jernvitriol-farvede facader med mørkmalede korspostvinduer placeret i regelmæssigt takt. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede planløsninger, de velproportionerede stuer i forhuset med paneler, stuk, profilerede døre og vinduer samt til hovedtrapperummet med den bevarede trappe med alle detaljer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links