Strandgade 40, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. Strandgade og overgaderne var tænkt som kajgader, hvorfra skibe og pramme kunne læsse og laste. Parallelgaderne Kongensgade (nu Wildersgade) og Dronningensgade var tænkt som landtransportgader, og boliggader lå bagerst op til volden. Alle disse parallelle gader skulle udmunde i hovedgaden. Grundene var tænkt gennemgående fra kajgade til baggade (4 storgrunde pr. karré) i alt 32 storgrunde neden vandet og et lignende antal mindre grund på arealet oven vandet. Til de købmænd og håndværkere, der efter udlodning ville drive deres virksomheder på Christianshavn, blev der tilbudt følgende privilegier: Grundene blev tildelt dem vederlagsfrit, religionsfrihed, fritagelse for skat i 12 år, fritagelse for udførselstold i 7 år plus de privilegier, der fulgte med, når Christianshavn blev gjort til selvstændig købstad. Kongens krav til byggeriet var, at der ud til Strandgade og overgaderne skulle opføres toetagers grundmurede handels- og købmandsbygninger, og at der i side-og baggader skulle bygges mindre bebyggelser eller lejevåninger til økonomisk svagere stillede håndværkere. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. Allerede efter ca. 1625 skete der en underopdeling af storgrundene; de største grunde ud til havne- og kanalgaderne og de mindste til bag- og sidegade. Især i Kongensgade (nu Wildersgade) og Skt. Annæ Gade var opdelingen til meget små grunde voldsom. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. På denne tid fremtrådte Christianshavns bebyggelse som en blanding af gårde, huse og boder, med hovedvægten på de sidste. Karakteristisk blev husene opført og beboet af skippere, håndværkere og bryggere, og sædvanligvis kun med en enkelt familie pr. hus. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med megen slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IV's oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at være en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side har den fineste række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Forhuset på Strandgade 40 blev oprindelig opført i 1600-tallet, og dele af det blev genbrugt, da Johannes Ambrosius i 1765 opførte det nuværende forhus. I midten af 1800-tallet blev taget ændret til det nuværende udseende, hvor en fronton og tagkvist blev erstattet af en fabriksetage. I 1971 brændte de øvre dele af forhuset, hvilket resulterede i en oplægning af taget.

Forhuset anvendes til bolig på alle etager. Det grundmurede forhus er i fem fag og tre etager højt over en høj kælder og har en udnyttet tageetage i to etager. Heltaget er behængt med røde vingetagsten, og i rygningen sidder en nyere skorstenspibe. Mod gaden ses en fabrikskvist i fem fag og herover to kviste i tagfladen, mens der mod gården er en mansard med to kviste og en gavlkvist med hul efter en hejsebom, og herover ses i tagfladen to kviste. Forhuset står på en sokkel af natursten, og den nederste del af facaden er glatpudset og gråmalet, mens den resterende del er pudset og sandfarvet. Gårdsiden er kalket med jernvitriol. Facaden afsluttes af en kraftig profileret hovedgesims. I det østligste fag sidder en ældre, tofløjet fyldingsdør med nedgang til kælderen, derover en konsolbåret dækplade. I det vestre fag sidder en ældre, tofløjet revledør med fyldinger og herover et halvrundt, opsprosset overvindue. Begge døre er malet lysegrå. Døren mod gården er en traditionelt udført, grønmalet revledør. Ved siden af døren til trappeopgangen er der nedgang til kælderen via en traditionelt udført, grønmalet dør. I kælderen og på anden etage ses traditionelt udførte, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. I stuen og på første sal ses traditionelt udførte, firerammede vinduer med to ruder i de nederste rammer. I fabriksetagen ses traditionelt udførte, torammede vinduer med to ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede. Mod gården er vinduerne traditionelt udførte, torammede vinduer med enten to eller tre ruder i hver ramme. Vinduerne og døren mod gården er grønmalede. I det indre har bygningen en gennemgående forstuegang med udgang til gården. Fra forstuegangen fører en ældre trappe op til de resterende etager, som har en lejlighed per etage. Lejligheden i stueetagen har en intern trappe til kælderen, og den øverste i tagetagen er ligeledes i to etager med en nyere trappe som forbindelsesled mellem etagerne. De ældre planløsninger er i overvejende grad bevaret med stuer mod gaden samt køkken og badeværelse mod gården. Der er bevaret nogle ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fuldpanelerede vægge mod gaden, brystningspaneler, lysningsskodder, vægpilastre, vægge af bindingsværk, fyldingsdøre med gerichter, og vinduesdetaljer, herunder lodposter. Overfladerne er i overvejende grad enten ældre eller traditionelle, herunder pudsede lofter og vægge samt plankegulve. Herudover ses også nyere overflader, herunder fliser.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i den historiske og stemningsfulde Strandgade, hvor forhuset mod gaden indgår som et integreret led i gadens husrække. Dermed er forhuset med sin fremtoning og traditionelle materialeholdning med til at opretholde de ældre bebyggelseslinjer og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og værdifuld husrække. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og forhusets sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi for Strandgade 40 knytter sig til forhuset, som med sin enkle og stilfærdige udformning udgør et eksempel på den variation, der knytter sig til det historiske område omkring Strandgade. Forhusets facade bærer tillige præg af klassicismen, der prægede periodens københavnske borgerhuse fra anden halvdel af 1700-tallet. Dette kommer til udtryk i den klare og nøgterne facade, som er pudset og uden andre udsmykninger end den retledede hovedgesims og vinduernes regelmæssige takt. Til gårdsiden knytter der sig kulturhistorisk værdi til den beskedne, pudsede og kalkede mur med traditionelle trappe- og kældernedgange. I det indre er den kulturhistoriske værdi relateret til forhusets i overvejende grad velbevarede etage- og planløsning, der afspejler sig i den gennemgående forstuegang med den ældre trappe og i den klassiske disposition på hovedetagerne med gadevendte stuer og køkken mod gården. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de ældre bræddegulve, fyldingsdøre med tilhørende gerichter, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede ydervægge samt vinduernes ældre lodposter.

Den arkitektoniske værdi for Strandgade 40 knytter sig i det ydre til det fem fag bredde og tre etager høje forhus med en regelmæssig og harmonisk facade, der holdes sammen af den regelrette opbygning med vinduesrækker og hovedgesims. Facaden fremstår som en rolig flade, hvor overgangen til tegltaget ved tagfoden desto tydeligere markeres af hovedgesimsen. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den tætte vinduessætning og den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Bakkehusene, Markvej, København
• Fiolstræde 25-27, København
• Fredericiagade 90, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen