Studsgade 35, Aarhus

I 1750 blev en ældre bindingsværksbygning på grunden revet ned. I stedet opførtes et syv fag langt forhus mod Studsgade. Sidehuset blev nævnt i den første brandtaksation i 1761 som en enetages længe. I 1777 var forhuset øget til 10 fag og de ni af sidehusets fag var hævet til to stokværk. Fra 1810-11 blev forhuset forlænget til den nuværende længde. I 1972-74 gennemgik de to længer en større restaurering ved arkitekterne Jørgen Malling og Jens Vilhelmsen.

Studsgade 35 ligger i den nordlige ende af gaden lige før krydset til Nørreport. Forhuset er mod vest sammenbygget med et sidehus, der er sammenbygget med et baghus, som ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er tolv fag langt i to stokværk, hvor det øverste stokværk er let udkraget. Forhuset er i gråmalet bindingsværk med gulkalkede tavl, hvilende på en lav, sorttjæret sokkel af syldsten. Øverst afsluttes bygningen af et ubrudt, rødt, teglhængt heltag med tre, hvidtede skorstenspiber i rygningen med sokkel og gesims. Bindingsværket er udført med fodtømmer, dokker og løsholter samt har gennemstukne bjælkeender og profileret overgangsfod mod gaden. En del af gårdsiden optages af en svalegang i træ under tagudhænget. Til svalegangen findes en traditionelt udført fritrappe ligeledes af træ. I facaden ses en ældre, tofløjet fyldingsdør med dobbelt slagliste og materede ruder i den øverste del. På gårdsiden er to nyere, glatte dør og en traditionelt udført revledør. Bygningen har nyere, torammede vinduer med tredelte ruder, der i de fleste vinduer er udført som termoruder. Nord for hoveddøren findes tre nyere butiksvinduer med kraftige sprosser. På gårdsiden er en skråtstillet luge i terræn til kælderen og i den fritstående gavl ses tre traditionelt udførte luger.

I det indre er indrettet kontorlokaler i stueetagen og to lejligheder på førsteetagen. I stueetagen findes en langsgående midtskillevæg. Mod gaden er en forstue flankeret af et større rum mod nord og tre stuer en suite mod syd. Mod gårdsiden er tre værelser, en større entre og to toiletter. Lejligheden i den nordlige ende har indgang fra svalegangen til en lille stue med en hønsestige til tagetagen. Lejlighedens køkken ligger mod gårdsiden, badeværelse mod nordgavlen og mod gaden er tre stuer en suite. Den sydlige lejlighed er ikke besigtiget. Det indre er kendetegnet ved traditionelt udførte og ældre bræddegulve, væg-til-væg-tæpper og flisegulv i køkkenet, pudsede vægge og gipslofter mellem et synligt bjælkelag. Der er bevaret flere ældre fyldingsdøre med gerichter, ellers er der nyere fyldingsdøre og glatte døre. Tageetagen anvendes til opbevaring. Her er bræddegulve, gipsbeklædte skråvægge og skorstenene står frit i rummet. Under en del af bygningen er en ældre kælder med pigstensgulv og synligt kampestensfundament.

Sidehuset er en fjorten fag lang bindingsværkslænge med teglhængt heltag, der i rygningen har to hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave. Bygningens materialer og farveholdning er de samme som i forhuset. Enkelte partier er omsat til grundmur. På hele sidehusets gårdside er svalegangen fra forhuset forsat, og midt på findes en ligeløbstrappe. Mod gårdrummet er en nyere, tofløjet dør og en nyere, glat dør i hver etage samt nyere, torammede vinduer med tredelte termoruder. Sidehusets sydside, der vender ind mod nabobygningens gårdrum, domineres af traditionelt udførte luger med små cirkulære ruder. Bag ved lugerne er nyere enrammede, vinduer med termoruder.I det indre består sidehuset af et stort rum på hver etage, der forbindes af en nyere spindeltrappe i stål. I stueetagen er et vindfang og en skillevæg af glas. Ydermurenes bindingsværk fremtræder berappet og malet. Den ældre trækonstruktion med stolper, kopbånd og dragere er bevaret, og på førsteetagen er der åbent til tagkonstruktionen og skorstenene er synlige.

Den miljømæssige værdi knytter sig til måden forhuset naturligt indgår i gadens husrække, som er præget af grundmurede eller bygninger af bindingsværk i to etager, der primært stammer fra 1700- og 1800-tallet. Gadens bygninger og de tilhørende gårdrum med side- og baghuse udgør tilsammen en vigtig del af Aarhus' ældre bykerne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til længernes fremtræden som en traditionel gård fra midten af 1700-tallet. Størrelsen og det relativt rige bindingsværk vidner om velhavende ejere gennem tiden. Bindingsværket har tillige stor kulturhistorisk værdi, da det er udført efter datidens byggeskik med gennemstukne bjælkeender og svalegang. Endvidere har det stor betydning at bindingsværket er opstreget og udført med fodrem, og at der flere steder i den ældste del, er to dokker mellem stolperne, hvilket er egnskarakteristisk for det trærige Østjylland.

Hertil kommer værdien af den hierarkiske opdeling mellem for- og sidehus, hvor forhusets tætte vinduestakt, facadens profilskårede bjælkeender og overgangsfod afviger fra sidehusets mere tilfældige placering af åbninger. Svalegangen, de enkle ligeløbstrapper, og de mange luger i den sydlige langside underbygger tillige fortællingen om, at store dele af længerne tidligere har haft mere praktiske funktioner end beboelse, og at sidehuset tidligere var et pakhus. Dette forstærkes også af de tætplacerede bjælker i etageadskillelsen, der klart viser at de øvre etager skulle bære vægten fra et stort kornoplag. De ubrudte tagflader vidner tillige om tagrummenes oprindelige anvendelse til opbevaring.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede grundplan, der ligesom det ydre afspejler den hierarkiske opdeling med bolig mod gaden og funktionsbetingede rum mod gården, hvilket underbygges af den kraftige, synlige konstruktion i sidehuset. Hertil kommer at de indvendige bevarede bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, lodposter og synligt bjælkelag, der tilsammen afspejler bygningens alder. Den kampestenssatte kælder med pigstensgulv har i kraft af sin alder kulturhistorisk værdi og er sandsynligvis en rest fra den tidligere gård.

Den arkitektoniske værdi sig til de to bygningslænger, der virker som ét samlet volumen grundet den overordnede proportionering og de store, ubrudte tagflader, som afslutter formen klart og præcist. Endvidere bindes bygningerne sammen af den ens materiale- og farveholdning, hvor de kalkede tavl giver en særlig stoflighed og kontrast til det grå bindingsværk. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til bindingsværkets taktfasthed og til facadens profilskårne bjælkeender og overgangsfod, der sammen med det let udkragede øvre stokværk og svalegangen giver dybde og karakter til længerne.

Læs videre om

• Den Grå Kannikegård
• Mejlgade 7, Aarhus
• Studsgade 33, Aarhus

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen