Sværtegade 3, København

Sværtegades navn er gådefuldt, og vi står uden en ovebevisende forklaring. Et gæt vil vide, at navnet henviser til de tilsværtede kanonstøberi-arbejdere fra det gamle Gjethus. Sværtegade nuværende gadeforløb var oprindelig kun et led i byens åbne kloaksystem i middelalderen, men med tiden udviklede det sig i lighed med andre kloakrender til en egentlig færdselsåre. I 1577 kaldtes gaden det lidet stræde, som løber ud med Clare møntermur. Indtil 1661 hed gaden Gjethusstræde, derefter Regnegade, og siden 1773 har den heddet Sværtegade. I 1877 søgte beboerne i Sværtegade, under henvisning til dets ilde Klang, at få ændret gadens navn til Ny Kronprinsensgade, men ansøgningen blev afvist. Forhuset i Sværtegade 3 blev opført omkring 1730 af murermester Gotfrid Schuster i to etager i grundmur mod både gade og gård og resten i bindingsværk. Der var tillige en kvist mod gaden i tre fag. I 1791 blev anlægget forhøjet til fire etager og forsynet med et heltag. Den nuværende facadeudformning blev skabt i 1847 af arkitekt H.C. Stilling for kunstdrejer I.G. Schwartz, hvis navn pryder båndet under forhusets kordongesims. Side- og baghusbygningen i gården blev opført i 1826.

Ejendommen er beliggende i Sværtegade i København og omfatter et forhus, der udgør et integreret led i gadens husrække. Dertil kommer en i gården beliggende side- og baghusbygning, der også er omfattet af fredningen. Forhuset er i fem grundmurede fag og er fire etager højt over en kælder. Dertil kommer en udnyttet tagetage. Grundplanen er asymmetrisk. Forhuset bærer et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden ses tre heltagskviste med flunker og tage i zink samt hvidmalede fronter. Forhusets facade er pudset. Over stueetagen er et bånd med inskription samt en profileret kordongesims, og øverst er en hovedgesims med faginddelende, udsmykkede konsoller. Overfacaden er malet lysegul. Gesimser og konsoller er hvidmalede. Fra første til tredje sal er vinduerne forsynet med hvidmalede indfatninger, der tillige har fordakninger på første og anden sal. Der er en ældre butiksfacade (Kunstdrejer Schwartz butik) fra 1847 i kælder- og stueetagen, heraf tre rundbuede grå- og hvidmalede vinduesfag med pilastre, indfatninger og udsmykkede gesimser i stueetagen. Vinduerne her er ældre, hvidmalede butiksvinduer af jern med krydsopsprosning og todelte, rundbuede overvinduer af jern opdelt af rigt udsmykkede bånd. Under vinduerne er en profileret hvidmalet gesims. I det midterste butiksfag er en kældertrappe med et smedejernsgelænder og en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrønmalet butiksdør. I de to nordligste fag er en rundbuet portåbning over to fag med profileret indfatning. Porten er en ældre, tofløjet, rosetudsmykket og mørkegrønmalet fyldingsport, hvorover der er et ældre, halvrundt, opsprosset hvidmalet overvindue med et rigt udsmykket bånd. Overfacadens vinduer er traditionelt udførte, hvidmalede vinduer: På første og anden sal er korspostvinduer med todelte underrammer og på tredje sal er torammede opsprossede vinduer. Vinduerne er forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer. I kvistene er der torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. Mod gården er forhusets murflade glatpudset og gulmalet med en enkel hovedgesims. I tagfladen mod gården ses to heltagskviste med flunker og tage i zink og hvidmalede træfronter. Nærmest rygningen er endvidere to skorstenspiber. Mod gården ligger portåbningen i en halvrund niche, der rummer en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn fyldingsport med et rundbuet, opsprosset overvindue. Port og overvindue er malet mørkegrønne. Dertil kommer en kældernedgang til gårdsiden med støbejernsværn, fladbuet åbning og en traditionelt udført, rødmalet fyldingsdør. Gårdsidens vinduer er ældre og traditionelt udførte korspostvinduer med todelte underrammer, firerammede vinduer med midtsiddende tværpost og småtopsprossede rammer samt torammede, opsprossede vinduer. Alle gårdsidens vinduer er malet mørkerøde, og de er i overvejende grad forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer. Forhusets portrum, hvis forløb knækker let som følge af den asymmetriske grundplan, er velbevaret og rigt udstyret. Gulvet er belagt med træblokke, væggene er pudsede og malet lysegrå og midtvejs forsynet med pilastre, der er malet mørkegrå og bærer profilerede kapitæler og gennemløbende gesimser med tandsnit. Loftet i portrummet er udformet som et tøndehvælv med fordybede partier med kassetter, der er indrammet med perlestaf. Fordybningerne er hvidmalede med gulmalede kassetter, og herudover er tøndehvælvet malet i en sart grå farve. Fra portrummet er adgang til butikken via en ældre, bred fyldings-skydedør og adgang til opgangen via et dørløst indgangsparti med en bred, ældre ligeløbstrappe med indstemte trin, volutsnoede, drejede og udskårne mæglere og balustre samt profilerede håndlister i begge sider. Denne trappe giver adgang til hovedtrappen, der er en ældre toløbet trappe med et langt og et kort løb, indstemte trin i vangerne og et gelænder med afrundede hovedstykker, drejede og udskårne balustre samt en afrundet håndliste. Hovedtrappens nedadgående løb fra første repos er blændet ind til stueetagen. Indgangsdørene til etagerne er nyere pladedøre. De besigtigede etager rummer elementer af ældre planløsninger, hvor grundplanens skæve linjer ses i rummenes form ud til gavlene og mod gården. Første og anden sal anvendes til erhverv. På første sal er to stuer mod gaden og to rum mod gården – et på hver side af opgangen, hvoraf det ene må have været et køkken, da der er bevaret et køkkenildsted. Af tegninger ses en tidligere opdeling af rummet med et mindre kammer nærmest gavlen. Centralt i etagen ligger en entré med adgang samt toiletter nærmest nordgavlen, hvor tegninger angiver tidligere dørforbindelser fra gadevendt til gårdvendt rum igennem det område, hvor der nu er toiletter. En sekundær indgang fra opgangen er tillige fjernet i det nordligste af rummene, idet entréen er forlænget til en adgangsgivende fordelingsgang. Dertil kommer en nyere delvis opdeling ved en let skillevæg. På anden sal er i store træk en identisk planløsning. Der er en ældre, traditionel og nyere materialeholdning på etagerne, herunder nyere gulve af korte planker, pudsede vægge og lofter samt og nyere glatte vægge og lofter. Der er ældre og nyere brystningspaneler, elementer af ældre helpaneler på anden sal mod gaden og gården. Der er nyere, delvis traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter og greb samt pladedøre. I det omtalte tidligere køkken på først sal et ældre, stort køkkenildsted med ildstedskappe, jernhammer og jernpille. Endvidere kan det nævnes, at det fra gaden ses, at stueetagens gadevendte butikslokale har ældre lysningspaneler og ikke mindst, at der på indervæggene er velbevarede og udsmykkede skabe fra en ældre butiksindretning, antagelig fra Kunstdrejer Schwartz butik, hvis butiksfacade fra 1847 er den nuværende underfacade i forhuset. I gården bag forhuset, midt i karréen omkranset af Gammel Mønt, Møntergade, Pilestræde og Sværtegade, ligger en grundmuret side- og baghusbygning, der hviler på en sokkel af tilhugne kvadre. Bygningen, der er i tre etager over en kælder og har en udnyttet tagetage, omfatter en hovedfløj på tolv fag, der via et skråt smigfag i hver side er sammenbygget med korte sidefløje – den vestre fløj er i fire fag og den østre fløj er i tre fag, et afrundet smigfag samt et vinduesfag i halvgavlen. I den lange af bygningens murflader, på tolv fag, er de fire østligste brede, mens alle øvrige fag i bygningen er almindelige. Bygningerne bærer røde, teglhængte tage med ensidig taghældning, undtagen den østre del af hovedfløjen, der har heltag i gården mod nord. I taget er der skotrender i zink, og i rygningerne ses fem skorstenspiber, og i tagfladerne mod gården ses tillige fem heltagskviste med zinkflunker og -tage samt hvidmalede fronter. Taget afsluttes med valme i det afrundede parti over den østre sidefløj. Bygningernes murflader er pudsede og gulmalede med en enkel, gennemløbende og profileret hovedgesims mod tagfoden. Der er i alt fire indgange eller nedgange i kælderetagen, der fra øst til vest omfatter: en smal og en bred fladbuet kældernedgang, et fladbuet vindfang af rødmalede brædder samt yderligere en dør. Der er ældre og traditionelt udførte, en- og tofløjede og rødmalede revle- og fyldingsdøre i disse adgange. Hovedindgangen ligger i de vestligste af de brede fag i hovedfløjen. En nyere trappe med granittrin og et støbejernsgelændere fører op til døråbningen. Hoveddøren er en traditionelt udført, tofløjet og rødmalet fyldingsdør med et tredelt overvindue. I side- og baghusbygningen er ældre og traditionelt udførte vinduer, der alle er rødmalede med undtagelse af kvistenes vinduer, der hvidmalede: I kælderen er to- og trerammede, opsprossede vinduer, mens der på hovedetagerne er korspostvinduer og seksrammede trefagsvinduer med todelte underrammer. I kvistene er torammede, opsprossede vinduer. Herudover ses et antal nyere, enrammede tagvinduer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Sværtegade, hvor forhuset indgår som et værdifuldt og integreret element i husrækken, der består af lignende bygninger. I kraft af sin størrelse, klassiske proportionering og facadekomposition samt den traditionelle materialeholdning indgår forhuset som et harmonisk indslag i det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur og den oprindelige bebyggelseslinje i området. I gården knytter den miljømæssige værdi sig navnlig til side- og baghusbygningen, der i kraft af sin harmoniske fremtræden og placeringen midt i karréen udgør et vigtigt rum- og stemningsskabende element i den historiske og meget alsidige bebyggelse, der samlet set repræsenterer et yderst værdifuldt københavnsk gårdmiljø med en traditionel bebyggelsesstruktur.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til forhuset, der udgør et repræsentativt eksempel på et anlæg med en lang bygningshistorie og afspejler dermed flere vigtige faser i Københavns historie, hvilket på forskellig vis kommer til udtryk i bygningen form og udtryk. Forhuset er beliggende nær det sted, hvor Christian IV's gjethus lå mellem 1610 og 1673. Indtil 1728 lå på der hjørnet af Pilestræde og Sværtegade en grundmuret gård, der i sammenhæng med fire våninger, dvs. mindre etagehuse i Pilestræde, rummer dele af gjethuset i sit nedre murværk. Det næste bygningshistoriske kapitel opretholdt den ældre bebyggelseslinje og udgør barokkens bidrag til ejendommen. Efter den store bybrand i 1728 blev Sværtegade 3 i lighed med Pilestræde 40 og Sværtegade 1 samt Pilestræde 42-44 genopbygget af murermester Gotfrid Schuster, bygmesteren, der også genopbyggede Københavns Rådhus. I det nuværende forhus facade kan aflæses hovedformen af den ældre barokbygning, selvom denne oprindelig blot var to etager høj. De nedre mures struktur og faginddeling er grundlæggende den samme som i dag, dog er den nuværende udformning af portfaget nyere. Denne del er i lighed med overfacaden resultat af den markante forhøjelse af det barokke forhus i 1791 til et tidstypisk klassicistisk etagehus med aftagende etagehøjde opefter, opdeling af murplanet i form af en kordongesims, en konsekvent vinduessætning herover samt afslutningen af facaden med en profileret hovedgesims øverst mod det teglhængte heltag. I midten af 1800-tallet fik facaden sit nuværende senklassicistiske udtryk, herunder med fordakningerne over første og anden sals vinduer samt de udsmykkede og faginddelende konsoller øverst i overfacaden. Der knytter sig således kulturhistorisk værdi til forhuset som et eksempel på et anlæg, hvor flere perioder og udtryk har bidraget og er aflæselige i det nuværende forhus facade. Der knytter sig i denne forbindelse særlig stor kulturhistorisk værdi til underfacaden, der udgør et repræsentativt og vigtigt eksempel på en tidlig butiksfacade fra slutningen af Guldalderen. I midten af 1800-tallet begyndte shopping-feberen at få tag i danskerne, og forhuset er et velbevaret vidnesbyrd om, hvilke fristelser de blev udsat for i de første, moderne butikker. Tivoli-arkitekten H. C. Stilling tegnede i 1847 den nuværende butiksfacade med de store butiksruder i stuetagen opdelt af pilastre og med markante indfatninger og udsmykninger. De ældre, rundbuede butiksvinduer har sprosser, fordi det dengang ikke var muligt at lave større glasruder. Når de udstillede varer havde vakt interessen, kunne kunderne træde ind i en eksklusivt indrettet butik, hvor glasmontrer i disken og på væggene viste flere fristende varer frem. Dermed ses tillige et tidligt eksempel på, hvordan samspillet mellem ude og indre blev iscenesat nøje og med høj standard i et kommercielt øjemed. Der knytter sig derudover kulturhistorisk værdi til forhusets enkle, glatpudsede gårdside med en enkel hovedgesims og varierende vinduessætning, der afspejler datidens klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionsbetingede gårdside. Af murfladens knæk ses tillige her forhusets ældre og skæve bebyggelsesplan. Endvidere kommer forhusets røde, teglhængte, ligeledes asymmetriske heltag med traditionelle heltagskviste mod gaden og gården samt de bevarede skorstenspiber i gavlen nær rygningen og i tagfladen mod gården, sidstnævnte afspejler datidens madlavning og opvarmning over åben ild. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til alle elementer af den ældre planløsning i forhuset, herunder de repræsentative, gadevendte stuer og gårdvendte funktionsrum samt de ældre adgangsforhold i form af opgangen med hovedtrappen. Disse afspejler grundlæggende en disposition med oprindelse i slutningen af 1700-tallet og midten af 1800-tallet inden for rammerne af de ældre anlægs skæve grundplan. Dertil kommer det store og herskabelige portrum med tøndehvælv med kassetter, pilastre, gesimser og alle øvrige dekorative elementer, der i lighed med adgangen til opgangen og til butikken afspejler senklassicismens udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder skydedøren til butikken, den senklassicistiske hovedtrappe samt fortrappen og dens herskabelige, dørløse adgang fra portrummet, trappernes gelændre med drejede mæglere og balustre samt afrundede håndlister, de afrundede hjørnepartier samt opgangens pudsede vægge og loft. Dertil kommer skorstenskernen samt det bevarede køkkenildsted med kappe og hammer, antageligt fra slutningen af 1700-tallet, der angiver placeringen af køkkenet på første sal, hvor madlavningen dengang foregik over åben ild. Endvidere kommer paneler og fyldingsdøre, der afspejler interiørets overordnede klassicistiske stilorientering. Den kulturhistoriske værdi ved side- og baghusbygningen i gården knytter sig til det grundmurede, pudsede og gulmalede anlæg af hovedfløj og sidefløj med teglhængte tage. Bygningerne udgør en karakterfuld helhed og i sin hovedform repræsenterer de et typisk eksempel på den nedtonede senklassicisme, der prægede det københavnske etagebyggeri, navnlig fra 1820'erne. At bygningerne er opført samlet i 1826 og udgør en af de få bevarede gårdbebyggelser i karréen, hvor mange baghuse i 1970'erne blev saneret, gør den ganske væsentlig i kulturhistorisk henseende som vidnesbyrd om den alsidige bygningsmasse og tidligere tætte bebyggelsesstruktur i området. Gårdbebyggelsen karakteriseres ved den enkle og nøgterne udformning med en enkel hovedgesims med de røde, teglhængte tage. Af særlige senklassicistiske træk må her fremhæves det afrundede smigfag i let tilbagelæg, der mod syd afslutter den østre af sidefløjenes mod gavlen. Det runde smigfag i københavnsk arkitektur ses normalt i facaderne på større hjørnehuse og blev for alvor introduceret i 1820'erne, og det giver tillige den afvalmede facon i taget over smigfaget. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte kældernedgange med åbninger og vindfang samt hovedindgangen med trappe, dør og overvindue, der afspejler husets nøgterne og beskedne karakter. Dertil kommer ikke mindst alle ældre (antageligt oprindelige) samt traditionelt udførte torammede, opsprossede samt fire- og seksrammede vinduer med todelte underrammer, der er meget karakteristiske for klassicismens vinduestyper. Endelig kommer skorstenspiberne i tagene, der afspejler datidens kilder til madlavning og opvarmning.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets facade, der med sin stramme, delikat udsmykkede og velproportionerede opbygning udgør et helstøbt indslag i gadebilledet. Dette bestyrkes af den klare horisontale opdeling af murplanet, hvor kordongesimsen over stueetagen samt hovedgesimsen mod tagfoden skaber balance i den ellers høje facade. Herudover knytter der sig stor arkitektonisk værdi til stueetagens ældre butiksfacade samt portfaget, hvor pilastre, gesimser og rundbuede nicher med raffineret udformet og særdeles gennemarbejdet reliefvirkning har væsentlige æstetiske kvaliteter og udgør et visuelt indbydende element i facaden som helhed. Derudover knytter der sig arkitektonisk værdi til overfacadens taktfast anbragte vinduer med indfatninger og fordakninger på første og anden sal samt til de faginddelende og udsmykkede konsoller, der øverst mod hovedgesimsen giver rytme og liv til den ellers kølige og nøgterne overfacade. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til det store portrum med dets lange og klassiske udformede tøndehvælv med kassetterede og udsmykkede felter opdelt af buer, der hviler på en gesims med tandsnit. Denne blanding af monumental geometri og en stramt detaljeret behandling af overfladerne, i særdeleshed i loftet, giver en væsentlig kvalitet til oplevelsen af portrummet, der tillige har rige lysindfald fra overvinduer i begge ender. Som en ekstra dimension opleves den skæve grundplan ved at selve portrummets forløb er knækket, hvilket på overbevisende vis udlignes i rummets to ligeløbende afsnit, der midt i portrummet opdeles af to kantede pilastre. Herved udgør portrummet et vigtigt eksempel på, hvordan et veldisponeret rum på alle skalatrin har integreret et ældre anlægs form i sit stramme senklassicistiske udtryk. Den arkitektoniske værdi ved side- og baghusbygningen knytter sig til den nøgterne og enkle fremtræden med pudsede murflader, hvor de enkelte bygninger på helstøbt vis er sammenkoblede til en bred hesteskoform via de to smigfag i hjørnerne. Derudover knytter der sig en væsentlig arkitektonisk værdi til det afrundede smigfag med let reliefvirkning, der udgør en raffineret og sjælden detalje for en gårdbebyggelse. Ikke mindst giver dette indslag i bygningen et elegant og dynamisk præg, der sammen med bygningernes konsekvente, taktfaste vinduessætning på hovedetagerne og den gennemløbende, profilerede hovedgesims mod de røde, teglhængte tage bidrager til anlæggets overordnede helstøbte og værdige fremtræden.

Læs videre om

• Lægeforeningens Boliger (Brumleby), København
• Overgaden oven Vandet 26, København
• Stiftsprovstboligen, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen