Faktaboks

H.C. Stilling
Født
9. februar 1815, Hørsholm
Død
29. november 1891, Frederiksberg
Titel
Arkitekt
Virkested
Danmark

Biografi

H.C. Stilling regnes for en af G.F. Hetschs talentfulde elever og især de tidlige værker præges af dennes rationelle, senklassicistiske, historicerende formsprog. S. havde veludviklet sans for stil og proportion, arbejdede med elegant udformede antikiserende detaljering, der viser påvirkning af den Schinkelske Berlinerskole. Tivoli på glaciet ved voldgraven i København anlagdes af S. med klassiske pavilloner og forlystelser i smågrupper i en romantisk have med løvhytter, volierer, kineserier m.m. med lette, lysegule træhuse med brædde-, zink- eller sejldugstage. I flere bygninger var der pompeijanske udsmykninger af Carl Løffler. Tivoli gjorde S. kendt og medførte flere opgaver.

Samme stil ses i Maglekilde Vandkur og i Kongens Klubs sommerlokale med loggia ligesom Tivolis tepavilloner. S.' hovedværk, Casino, efter en sæson ombygget til Københavns største koncert- og teaterhus med elegant foyer og forgyldt stukdekoreret teatersal med loger, var dansk senklassicisme afpasset Amaliegades huse. De herskabelige ejendomme med mansardtag i Frederiksholms Kanal, var en total fornyelse af en ældre ejendom, hvor facaden fik kvaderfugning nederst og trekantfrontoner over 1. salens vinduer, i slægt med Sparekassens hjørnejendom.

På akademirejsen i 1850erne tegnede S. talrige akvareller, som han ofte kopierede og udstillede, og rejseindtryk prægede hans værker. Tilbygningen til Tyvelse Kirke er f.eks. gotisk, mens byzantinsk præg i gule mursten og røde afstribninger ses bl.a. i Schønbergsgade 15 og Carolineskolen. Orientalske former prægede i Tivoli den anden Bazar og Koncertsalens ombygning. I Sygehjemmet, opført efter koleraepidemien 1853, anvendtes gul blankmur i en enkel, italiensk stil. S. tegnede elegante cafeer for konditor Jacob Mini på Kgs. Nytorv, fuldført for Stephan à Porta, Thors Hal og Sommerlyst på Frederiksberg for C.M. Thorup opført i pudset træ i italiensk villastil, ligesom villa Tharand i 2 etager med campanile og Ordruphøj med udsigtstårn.

Genealogi

Stilling, Harald Conrad, 1815-1891, arkitekt. *9.2.1815 i Hørsholm, ?29.11.1891 på Fr.berg, begr. i Kbh. (Garn.). Forældre: Mundskænk Conrad Heinrich S. og Juliane Sophie Hintzpeter. ~1° 18.5.1855 i Kbh. med Frederikke Wilhelmine Schrøder, *2.1.1828 smst., ?22.9.1868 smst., datter af guldsmedem., senere hofjuveler Conrad Christian Frederik S. og Louise Christine Lundberg. ~2° 9.10.1872 i Vedbæk med Fanny Agathe Frederikke Andersen, *5.2.1844 i Kbh., ?27.10.1887 på Fr.berg, datter af gross., vinhdl. Jens Andreas A. og Caroline Zwergius.

Uddannelse

I murerlære hos murerm. Ulrichsen, Hørsholm; svend 1833; Kunstakad. Kbh. 1826, bygn.kl. 1833 (G.F. Hetsch), lille sølvmed. 1839, st. sølvmed. 1840, lille guldmed. 1843 (et landslot), st. guldmed. 1847 (et tøjhus). Ansættelser: Murerm. Chr. Aagaard, Kbh. 1833-36; ass. hos G.F. Hetsch 1836-42.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links