Tørning Mølle, Hammelev

Tørning indtager en markant plads i Sønderjyllands historie. Her lå fra 1300-tallet og til omkring år 1600 en af landsdelens stærkeste borge, Tørninghus, der ved flere lejligheder spillede en vigtig rolle i magtspillet om hertugdømmerne. Tørning Mølle ligger ved Stevning Dam, og det kan ikke siges med bestemthed, hvornår den første mølle blev anlagt på stedet, men der er næppe tvivl om, at den kan føres tilbage til 1300-tallet, det var en kornmølle. Den har været nedbrændt flere gange senest i 1907, hvorefter den eksisterende møllebygning blev opført. I 1922 blev turbinehuset tilbygget. Den store lade ved den vestre ende af stalden blev opført i 1879. Denne bygning er ikke omfattet af fredningen. Efter mølleriet var blevet indstillet, fungerede bygningen som kornlager og korntørringsanlæg. Turbinen fra 1908 producerer elektricitet til Sønderjyllands Højspændingsværk. Møllen anvendes i dag til udstillingsvirksomhed, foreningslokale m.m. Mølleinventaret er bevaret intakt. Hovedbygningen er bygget i midten af 1700-tallet og ombygget i midten af 1800-tallet. Herredsfogedens hus er ligesom den sydlige staldlænge antagelig opført i slutningen af 1700-tallet.

Tørning Mølle er et stort bygningsanlæg beliggende ved Stevning Dam, sydøst for Vojens. Tørningvej løber igennem anlægget, vest for vejen ligger den brolagte gårdsplads med staldlænge og lade mod syd og herredsfogedens hus nord for. Overfor, langs vejen ligger hovedbygningen og nord herfor selve vandmøllebygningen. Nord og vest for anlægget er Stevning Dam opdæmmet, sydøst for mølleanlægget ligger den fortidsmindefredede borgbanke, hvor det middelalderlige Tørninghus lå.

Hovedbygningen langs Tørningvej er en ni vinduesfag lang, grundmuret enetages bygning, der hviler på en sortmalet sokkel og bærer et afvalmet heltag hængt med røde vingetegl, der sidder to ældre skorstene med sokkel og krave, en i hver tagflade, lige ved tagryggen. Murværket er pudset og hvidmalet og afsluttes under tagudhænget med en trukket hovedgesims. De midterste fag af facaden udgøres af en trefags gavlkvist med segmentformet frontispice. Herunder sidder hoveddøren, der er en ældre tofløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue. Døren er blåmalet og fyldingerne er rød- og hvidmalede. Foran døren er en ældre toløbstrappe med metalgelændere. Alle vinduer er ældre blåmalede korspostvinduer med torudede underrammer. Vinduerne kan åbnes udad uden midterpost. I sydgavlen sidder en ældre blåmalet, tofløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue, der fungerer som bagdør. Mod haven har bygningen en udformning lignende facaden, dog har gavlkvisten en trekantet frontispice og havesiden er elleve vinduesfag lang.

Det indre er præget af en ældre grundplan med en fordelingsgang fra bagdøren, der strækker frem til forstuen, der ligger bag hoveddøren i facaden. Der er stuer langs facaden, mens badeværelser og køkken med kældernedgang er placeret mod havesiden. Der er også indrettet en museumsstue mod havesiden. De store stuer mod gaden ligger en filade langs gaden. I stuer, gange og i køkken er der bevaret ældre plankegulve, klinker, mønstrede fliser, brystningspaneler med fyldinger, stukkatur og dele af et ældre bemalet bræddeloft, der sidder indrammet i det pudsede loft i den nordlige stue. Desuden er der bevaret enkelte ældre kakkelovne fra omkring år 1900. Fra forstuen er der opgang til tagetagen via en bred trappe med ældre gelænder og drejede balustre. Her er der indrettet rum i gavlen, hvoraf et anvendes som tekøkken. Mod gaden ligger en stor stue, hvor der er bevaret en ældre kakkelovn og stukkatur, ligesom der er indrettet et mødelokale i den modsatte gavl. Loftetagen har nyere lakerede bræddegulve og tapetserede, hvidmalede vægge. Fra køkkenet er der nedgang til kælderen, hvor gulvet er støbt, og væggene fremstår hvidkalkede. Loftet har ældre synlige bjælker og bræddeloft. I kælderen er den ældre ruminddeling bibeholdt, og der er bevaret ældre grønmalede revle- og fyldingsdøre samt en gruekedel. Hovedbygningen anvendes som børneinstitution, radiomuseum og kulturhistorisk museum.

Herredfogedens hus er et seks fag langt, toetagers, grundmuret hus, der hviler på en sokkel af ubemalede, groft tilhugne sten. Bygningen bærer et halvvalmet heltag, hængt med røde vingetegl, og der sidder to ældre skorstene med sokkel og krave lige ved tagryggen, en i hver tagflade. Murværket er pudset og rødkalket og afsluttes under tagudhænget med en trukket, hvidmalet hovedgesims, der forsætter over gavlene. I etageadskillelsen er der en gennemgående glat, hvidmalet kordongesims. Midtfor gårdsiden er der en hejsekvist med bevaret hejsebom, herunder er der grønmalede luger i kvisten og i overtagen. Under lugerne sidder hoveddøren, der er en nyere grøn- og hvidmalet, tofløjet fyldingsdør. Bygningens vinduer er ældre, grønmalede torammede vinduer, og i overetagen er hvert andet vindue erstattet af en grønmalet luge. Der sidder seks torammede, trerudede vinduer i hver gavl.

I det indre er Herredsfogedens hus renoveret i nyere tid og rummene præges derfor af nyere overflader og installationer. I stueetagen er der nyere klinkegulve, skurede og malede vægge, nyere bemalede fyldingsdøre og nyere lysningspaneler med fyldinger lavet i kopi efter ældre forlæg. Der er forbindelse til anden etage via en nyere trætrappe, denne etage præges ligeledes af nyere overflader. I et stort mødelokale fremstår tagkonstruktionen synlig. Herredsfogedens hus er indrettet til udstilling, kontorer og mødefaciliteter.

Den sydlige staldlænge er en fjorten fag lang, enetages, grundmuret længe, der hviler på en sokkel af groft tilhugne sten og bærer et heltag hængt med røde vingetegl, i rygningen sidder en ældre skorsten med sokkel og krave. Murværket er rødkalket og afsluttes under tagudhænget af en bred muret, hvidmalet hovedgesims. Den østlige gavl er muret med strømskifter, mod vest er staldlængen sammenbygget med en ladebygning, der ikke er omfattet af fredningen. Mod gårdspladsen har staldlængen fem gavlkviste, hvoraf den midterste er den største, de mindre flankerende gavlkviste er høgab med grønmalede luger. Gavlkvistenes gesimser og flunker fremstår hvidmalede. Vinduerne er ældre halvbuede, kurvehanksbuede eller rundbuede staldvinduer af støbejern. De halvbuede vinduer har en dekorativ opsprossning. Der er to symmetrisk placerede indgangsdøre til længen og et nyere glasparti med døre i gårdsiden.

Indenfor er længen indrettet med industrikøkken samt mødelokaler, garderobe, badeværelser og sidde- samt spiseområde for gæster til Tørnings Mølles selskabs- og konferencefaciliteter. Her fremstår overfladerne overvejende nyere og med nyere installationer, der er flisegulv og væggene fremstår skurede og hvidmalede, lofterne er gennem hele bygningen støbte, pudsede og bemalede kappehvælv. Den østlige del af staldlængen er afgrænset fra køkken- og selskabsfaciliteterne og her ses et ældre brolagt staldgulv, den ældre tømmerkonstruktion og hestebåse, på loftetagen fremstår den delvis ældre tagkonstruktion synlig, loftrummet er åbent og anvendes til opbevaring. Der er fast undertag. I den vestlige del af længen er der adgang til laden, der er indrettet til spise- og teatersal.

Møllebygningen er en syv fag lang, fireetages grundmuret bygning, over to kældre. Bygningen hviler på et cementpudset fundament og bærer et lavt tagpapbeklædt heltag. Murværket fremstår som gul blankmur. Den nordvendte facade er tredelt med tandsnitprydede lisenindramninger af gul blank mur, mens blændingerne er cementpudsede. Midterfagene bærer en lav gavl med aftrappet lisenindramning. Siden mod Tørningvej er opbygget på samme måde som facaden, med en lav gavl over de tre nordligste fag, de sydlige fag er et bredt sidehus, hvor de bageste fag fremstår med døre og skydedøre til læsning og få eller ingen vinduer. Baggavlen og de bageste fag fremstår med rødmalede nagler, der bærer etageadskillelserne. På bagsiden er møllebygningen opbygget i gul blank mur, her er tilbygget enkelte lave nyere bygninger i gul blank mur eller beton. Alle døre er grønmalede revledøre, mens alle vinduer er ældre staldvinduer med fladbuet eller lige overkant.

I det indre fremstår møllebygningen med ældre, originale overflader: bræddegulve, etageadskillelsernes tømmerkonstruktion og hvidkalkede vægge. Mellem den nordlige bygning og det brede sidehus langs Tørningvej er der en grundmuret skillevæg. Etagerne forbindes af ældre trætrapper. I den nederste del af møllebygningen og den tilbyggede turbinebygning er gulvene støbte. Over alt er det gamle mølleinventar bevaret i form af blandt andet valsestole, remtræk, melrør, tromlesigter, kopelevatorer, skallekværne, et vidt forgrenet støvsugersystem, centrifugalventilatorer, støvudskillerkasser

I det senest tilbyggede turbinehus er møllens vandturbine installeret, det er en Francis-turbine med en effekt på 120 kW. Turbinen tilføres vand fra Stevning Dam gennem et stort rør med ni meters fald og 1000 liter vand i minuttet.

Den miljømæssige værdi ved Tørning Mølle knytter sig beliggenheden i dalbunden ved Stevning Dam, hvor Tørninghus markante borgbanke fremhæver det kuperede landskab. I selve bygningsanlægget sammenføjer den brolagte gårdplads bygningerne til en helhed trods bygningernes indbyrdes forskelle i alder, udtryk og materialer.

Den kulturhistoriske værdi ved Tørning Mølle knytter sig det til samlede anlæg og dets beliggenhed ved Stevning Dam, hvor mølledriften går tilbage til middelalderen, da møllen var tilknyttet borgen Tørninghus. Hertil kommer den nære beliggenhed til Tørningvej, der er en del af den gamle Hærvej gennem Jylland og også en del af den gamle pilgrimsvej til Rendsburg. Således har møllen haft en central og vigtig placering ved en af landets ældste, befærdede veje. Tørning Mølle er desuden et eksempel på et såkaldt lineært industrilandskab, hvor muligheden for at opstemme vand har betinget anlæggets beliggenhed.

I Hovedbygningen knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens udformning i enkel klassicistisk stil, der er karakteristisk for ombygningstidspunktet i midten af 1800-tallet. Her kendetegnes bygningen af en glat hovedgesims, gavlkvistens segmentfronton med buet vindue, korspostvinduerne med torudet underramme og det afvalmede tag af røde vingetegl.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig de bevarede dele af den ældre grundplan med stuer mod gaden og sekundære rum mod haven. Hertil kommer de bevarede ældre overflader og inventar, herunder planke- og flisegulve, fyldingsdøre, fod- og brystningspaneler, stukkatur, ældre porcelænsovne og i kælderen gruekedel, der medvirker til at opretholde den stærke historiske stemning i det indre.

Den kulturhistoriske værdi ved Herredsfogedens hus knytter sig i det ydre til bygningens symmetriske opbygning med hoveddør og hejsekvist i midterfaget, hvilket er karakteristisk for bygningens opførelsestidspunkt i 1700-tallet, hvor en harmonisk og symmetrisk facadedisposition ikke blot var forbeholdt fornemme beboelsesbygninger, men også anvendtes i mere enkle beboelseshuse og i avlsbygninger. Udover hejsekvisten, vidner langsidernes luger om bygningens funktionsbetingede fortid som lager eller lade.

I den sydlige staldlænge knytter den kulturhistoriske værdi sig til den lange bygnings talrige halvrunde staldvinduer, de grønmalede revledøre og gavlkviste med luger, der fortæller om bygningens fortid som hestestald.

I det indre forankres dette kulturhistoriske træk af den østlige endes interiør, hvor det brolagte gulv med render, stolper og inddelingen i båse tydeligt viser, hvordan hestene tidligere har været opstaldet. Hertil kommer det åbne loftrum, der som oprindeligt, står som et koldt rum til opbevaring.

I møllebygningen knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til bygningens udformning i murværk med pudsede blændinger, der er kendetegnende for det industrielle møllebyggeri i begyndelsen af 1900-tallet. Det store bygningsvolumen, det enkle formsprog, de talrige og store, lysgivende vinduespartier, læsseluger og døre signalerer tydeligt bygningens rent funktionsbetingede oprindelse. Tørning Mølle er endvidere et af de bedst bevarede eksempler på en såkaldt melfabrik, hvor den traditionelle vandmølle i to etager er blevet til en fabrik i fire etager og hvor de forskellige mekaniske processer drives af vandkraft.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til etagernes store åbne rum, der har givet mulighed for at indrette det omfattende mølleinventar, hvor blandt skallekværne, sigter, valsestole, kopelevatorer, snegle, udsugningsrør, centrifugalventilatorer er bevaret. Hertil kommer turbinen, der producerede strøm til maskindriften. Møllens bevarede maskineri er kendetegnende for de store fabriksmøller fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor man med handel for øje i højere grad end tidligere lagde vægt på, at melet var rent, hvilket gav et bedre og mere konkurrencedygtigt produkt. Kopelevatorer og snegle gav mulighed for at bygge i store dimensioner og dermed sikre en stor produktion til handel. Endelig gav turbinen en konstant levering af kraft til mølledriften. Hertil kommer, at anvendelsen af en vandturbine i Tørning Mølle er bemærkelsesværdig, da den eksemplificerer, at man endnu så sent i industrialiseringen, anlagde en storstilet produktion på basis af vandkraft. Tørning Mølle er betydeligt større end andre industrielle vandmølleanlæg i Haderslevs omegn, herunder Jyndevad og Christiansdal.

Den arkitektoniske værdi ved Tørning Mølle knytter sig i det ydre til det samlede anlæg, hvor bygningernes individuelle placering danner en harmonisk og helstøbt helhed omkring den brolagte gårdsplads ved Tørningvej.

I hovedbygningen knytter den arkitektoniske værdi sig til den symmetriske facade, hvor midterpartiet med sin markante segmentfronton danner et naturligt fokuspunkt. Den enkelt opbyggede facade har endvidere et nedtonet herskabeligt præg gennem brugen af enkle detaljer, herunder den profilerede hovedgesims og den bemalede, tofløjede hoveddør med fyldinger.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi i hovedbygningen sig til de store stuer og forstuen, hvor de bevarede fyldingsdøre, stukkatur, paneler, planke- og flisegulve tilsammen understøtter bygningens overordnede fornemme og velbjærgede udtryk. Hertil kommer stuer og forstuen anlagt en filade langs gadesiden, hvilket giver et flot vue gennem bygningen.

I Herredsfogedens hus knytter den arkitektoniske værdi sig i det ydre til den fritliggende bygnings symmetriske opbygning på alle sider, hvilket sammen med den homogene og enkle farve- og materialeholdning danner et helstøbt og harmonisk udtryk.

I den sydlige staldlænge knytter den arkitektoniske værdi sig til længens lange forløb, der opdeles rytmisk af de fem gavlkviste, hvor den midterste samler længen i en symmetrisk og harmonisk helhed. Helhedspræget understøttes yderligere af den homogene farve- og materialeholdning, der er sammenfaldende med Herredfogedens hus.

I møllebygningen knytter den arkitektoniske værdi sig i det ydre til det store bygningsvolumen, hvor liseninddelingen og den enkle materialeholdning bevirker, at den store bygningskrop på enkel vis moduleres og får sit vægtige, imposante og stærkt funktionsbetingede udtryk.

I det indre knytter den arktektoniske værdi sig til de synlige konstruktioner og enkle, oprindelige materialeholdning, der er dominerende på alle etager. De åbne etager giver lange kig gennem bygningen og et imponerende overblik over det bevarede mølleinventar, der er fordelt på alle etager i hele bygningen.

Læs videre om

• Hiort Lorenzens Hus, Haderslev
• Nygård, Åstrup
• Slotskroen, Gram

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen