Tirsbæk Gods, Engum

Tirsbæk Gods
.
Tirsbæk Gods
.

Tirsbæk Gods ligger på Tirsbækvej 135 i Vejle Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Tirsbæks Gods historie strækker sig tilbage til 1200-tallet. Den nuværende trefløjede hovedbygning er opført omkring 1550, og tårnet samt vestfløjen er opført omkring 1577 af den daværende ejer Iver Lunge under den såkaldte Villestrupmester. Der har endvidere været en sydfløj, som stammede fra den tidligere herreborg. Navnet Tirsbæk er formentlig afledt af Tyrs Bæk, opkaldt efter den nordiske gud Odins søn, Tyr. Den første kendte ejer af Tirsbæk Gods var Jens Lavesen Dyre i 1401 og godset forblev i slægtens eje til begyndelsen af 1600 årene. Senere har adskillige adelsslægter, herunder Lunge, Bryske, Bille og Rosenkrantz ejet godset. Niels de Linde og hans efterkommere, der ejede godset i 1700-tallet foretog en gennemgribende omlægning af have og park ligesom de mange 1700-tals træk i det indre kan tilskrives Linde. Han sørgede for at facaderne blev hvidpudsede og taget hængt med blå tegl. I samme ombæring opførte han avlsgården. I løbet af 1800-tallet gennemgik Tirsbæk flere ombygninger, blandt andet blev et tårn revet ned og de mange afbrudte friser i murværket tilskrives ombygninger foretaget i denne periode. I 1912 købte kammerherre Frode Neergaard og Astrid E. Neergaard, der var datter af Øks stifter, Tirsbæk Gods. De gennemførte i perioden 1915-1918 en omfattende restaurering ved arkitekt Gotfred Tvede, hvor herregården fik sit nuværende udseende. I 1975 overdrog Astrid Neergård godset til sit barnebarn Vibeke Algreen-Ussing og godset er fortsat i familiens eje. Haven blev restaureret i 2010.

Beskrivelse

Tirsbæk Gods ligger øst for Bredballe ved Vejle for enden af en lang skovvej mellem Kongeskoven og Storskoven ud til Vejle Fjord. Tirsbæks hovedbygning ligger på et lavt, firesidet voldsted med brede, vandfyldte voldgrave. Anlægget åbner sig mod syd og har udsigt ud over Vejle Fjord. Adgangen til borggården foregår via en bro af kampesten mod nord. På østsiden er endnu en bro, der giver adgang til den store renæssancehave mod øst. Nord for hovedbygningen er avlsgården, der består af en stor agerrumslade med side- og tværfløje. Det er kun hovedbygningen, der er omfattet af fredningen. Mod syd er en større sø, der er dannet af de gamle fiskedamme. Tirsbæk Gods er et trefløjet anlæg i to etager i røde munkesten, der hviler på en kraftig sokkel af marksten, der flere steder fortsætter op i stueetagen. Mod borggården er soklen sorttjæret. Fløjene uensartede og lidt skævt sammenbyggede. Dele af bygningen er opført i polsk skiftegang, mens resten er i krydsforbandt. Den trefløjede bygning afsluttes af et rødt, teglhængt sadeltag, hvor der i rygningen sidder tre skorstenspiber på nordfløjen, to på vestfløjen og tre på østfløjen. I tagfladerne ses flere kviste. På nordfløjen er et spir med en kugle. På nordfløjens nordside er et tårn med portgennemkørsel til borggården. I tårnets sider ses skydeskår og tilmurede huller efter broklappens hejseanordning. Tårnet har helvalmet tegltag. Et trappetårn forbinder nord- og vestfløjen på gårdsiden, tårnet afsluttes af et kobberinddækket kuppeltag, der toppes af en lanterne og spir. Tårnets murværk er prydet med to vandrette rundbuefriser samt et bånd med fremtrukket skifte. Øverst afsluttes de øvrige facader af en profileret, hvidkalket gesims på nær tårnet, hvis gesims er i blankmur. På tårnet er en plade af sandsten med våbenskjolde, årstallet 1577 og inskriptionen: "Erlig oc velbirdig Mand Iffver Lvnge Her Ove Lvngis Søn till Tirsbeck oc hadde Iffver Lvnge hans tvind Giffther mol den første Frv Maren Biørns Dater her Jahan Biørns dater till Nilstrvp oc frv Karin Brise Gert Brise dater til Dallund".

Fra gårdsiden er der adgang til alle tre fløje via traditionelt udførte, rundbuede, flammerede og rødmalede døre samt ad en hvidmalet, nyere, tofløjet havedør. I portrummet er en ældre, tofløjet fyldingsdør. Vinduerne på førsteetagen er ældre, korspostvinduer med fire ruder i den øverste ramme og seks ruder i den nederste. I stueetagen er torammede vinduer og i trappetårnet etrammede vinduer. Alle vinduerne er hvidmalede og sidder i kurvehanksbuede stik. Nordfløjens murværk er prydet med mønstrede blændinger, herunder runde, halvrunde og firpasformede samt afbrudte savsnitsfriser i murværket. Desuden ses et patriarkalkors. Ligeledes er vestfløjens gavl prydet med dobbeltbueblændinger. På nordfløjens østgavl er påbygget en karnap, der hviler på en muret, gråpudset sokkel, mens selve karnappen er udført i en dekorativ, tresidet tømmerkonstruktion med vinduer i rundbuede træindfatninger. Nord for karnappen er en støbt trappe til broen mod havesiden. I det indre er en traditionel grundplan. Stueetagen er disponeret med en vestibule mod vest i nordfløjen, der giver adgang til trappetårnet og vestfløjen. Vestfløjens stueetage er disponeret med en fordelingsgang med værelser, et mindre, nyere køkken og badeværelser. Nordfløjens østside rummer en fordelingsgang til spisekamre, det tidligere folkekøkken samt det ældre køkken med fadebure og anretterværelse. Bag anretterværelset er et trapperum, der forbinder alle etager og bagved dette to pigekamre. Beletagen er disponeret med et kabinet over nordfløjens portrum og i tårnet mod nord. Fra kabinettet er der mod øst adgang til en stor karnapstue, der ligger i hjørnet mellem nord- og østfløjen. Herfra er der adgang til spisestuen med et bagvedliggende anretterværelse og en gang til trappen samt to værelser. På den anden side af kabinettet er en mindre stue, og herefter følger trappetårnet og vestfløjen med en lang fordelingsgang, der afsluttes af en stor stue mod vestfløjens gavl.

Fordelingsgangen giver adgang til flere værelser, hvoraf et enkelt har en paneldør samt badeværelse. Tagetagen over vestfløjen og den vestlige del af nordfløjen, er uudnyttet med fast undertag og en ældre tagkonstruktion med tømmermærkninger samt skorstene. Tagetagen over østfløjen og den østlige ende af nordfløjen er udnyttet til værelser, der ligger langs en fordelingsgang. Stueetagen er kendetegnet ved mere rustikke overflader og rum med en lavere loftshøjde end den finere beletage. I nordfløjen er nyere og ældre ølandsflisegulve og synlige bjælkelag og i den vestlige forstue en nyere kamin samt døre med forsirede støbejernssprosser. I vestfløjens stueetage er nyere, men traditionelt udførte, bræddegulve og nyere parket- og flisegulve. Vinduerne er ældre med nyere, traditionelt udførte skodder, der sidder i meget dybe lysninger. Dørene er ældre enfløjede fyldingsdøre. Den østlige del af nordfløjen samt østfløjen fremtræder med ældre bræddegulve, nyere ølandsflisegulve, teglgulve samt parketgulve i de bagerste værelser. I køkkenet er dog et nyere, traditionelt udført bræddegulv. I det ene spisekammer er kroge i loftet til ophængning af kød, og i fadebure og anretterværelse er bevaret ældre inventar. Køkkenet domineres af det store brændekomfur i midten af rummet og det ældre forrammekøkken med ferniseret bordplade langs vinduerne. Den interne trappe er en ældre trappe med udskårne balustre af træ og rundbuet håndliste. Trappen i trappetårnet er en ældre spindeltrappe af træ. Beletagen er karakteriseret ved, at hver stue har sit eget udtryk og fremtræder yderst velbevaret. Alle fløje fremtræder med ældre brædde- eller parketgulve, der er lagt i forskellige mønstre. Nordfløjens kabinet har over porten bevaret en rig stukkeret hvælving med Christen de Lindes og hans kones initialer, lysnings-, brystnings- og fodpaneler, stuk over vinduerne, en stor porcelænsovn og ældre fløjdøre med rigt dekorerede portaler og gerichter. Karnapstuen domineres af mørke og lyse ådrede overflader og feltinddelte lofter, lysnings- og brystningspaneler og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, pilastre og paneler. I hjørnet er en ældre tofløjet dør med inskriptioner, der omkranses af en rigt dekoreret portal, der igen krones af en kartouche. Døren fungerer i dag som skabsdør. I stuen er endvidere en kamin, der omkranses af pilastre og foran afskærmes af et forsiret støbejernsværn. Spisestuen har panelvægge og en marmoreret ovnniche med en ældre jernovn og stukloft samt ældre fyldingsdøre med gerichter. I det bagvedliggende anretterværelse er der bevaret ældre, indbyggede skabe. Vestfløjens gavlstue har pudsede lofter med stuk, tapetserede vægge, lysnings- og fodpaneler, bræddegulve og tofløjede fyldingsdøre med gerichter samt en etagevindovn. Hertil kommer alle de andre ældre bygningsdele og detaljer i værelser og gangarealer samt ovnnicher, hvoraf flere er marmorede, paneler og stuk i lofterne.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Tirsbæk Gods afsides beliggenhed i landskabet omkranset af skov, sø og fjorden mod syd. Hertil kommer det samlede herregårdsanlæg med den trefløjede hovedbygning placeret på et gammelt voldsted omgivet af vandfyldte grave, den store renæssancehave mod øst og avlsgården mod nord, der vidner om en driftig og storslået herregård med en lang udviklingshistorie. Hertil kommer den store sø, som naturligt beskytter Tirsbæk mod syd samt ankomstvejen gennem skoven. Renæssancehaven hæver sig med stensatte terrasser med hække og alléer op til en kunstigt forhøjet udsigtsbakke med et solur, hvorfra der er udsigt over hele anlægget og haven, der mod nord har et stensat vinbjerg. Det samlede anlæg udgør således et enestående kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Tirsbæk Gods, som en prægtig repræsentant for de renæssancegårde, der blev opført i midten af 1500-tallet. Tirsbæk er således et af de mange borglignende herregårdsbyggerier i Danmark, der blev opført i kølvandet på Reformationen og landets ændrede magtbalance. Adelen var begunstiget af tidernes skiften og herregården havde en vigtig symbolsk betydning som magtmanifestation, hvorfor det blev kendetegnende for herregården at ligge på brede voldgrave, der kunne holde potentielt bevæbnede fjender væk. Således afspejler hovedbygningen, at den blev opført efter Grevens Fejde (1534-36), og derfor blev indrettet med forsvar for øje, hvilket ses i placeringen på en holm i voldgraven og tårnet mod nordsiden, hvor skydeskår og resterne efter broklapperne stadig anes. Hertil kommer, at der også blev lagt vægt på det repræsentative og dekorative elementer, så herregården fremstod som en sand pragtbolig og en fysisk manifestation på herremandens økonomiske og politiske magt. Dette kommer til udtryk i de mange blændingers forskellige former, de to vandrette regnbuefriser på trappetårnet, savsnitsfriser, partriakalkors, hovedgesimer og spir. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til den særegne, trefløjede bygning i røde munkesten i ældre forbandt med porttårn og trappetårn, friser i murværket samt sandstensfeltet på trappetårnet med inskriptionen og årstallet 1577, der bekræfter herregårdens høje alder. Dette underbygges af partrikalkorset i murværket, der er et katolsk levn, som også ses på Odden og Krabbesholm og er en slags indvielseskors og antyder, at Tirsbæk Gods er opført tæt på Reformationen i 1536. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de synlige ældre ombygninger, herunder de større vinduer i bygningens beletage, markeringen af hemmelighedernes placering på vestfløjen samt de forskellige blændinger, der alle understreger godsets lange historie, hvor forskellige behov og idealer har gjort sig gældende. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den ældre og traditionelle planløsning med hovedtrappen i tårnet og den interne trappe ved køkkenet til anretterværelset ved spisestuen, som vidner om den klare opdeling mellem herremanden og tyendet. I rennæssancen var planløsningen kendetegnet ved, at hovedbygningens repræsentative rum var beliggende på førstesalen, som det også er tilfældet på Tirsbæk Gods. De store stuer i beletagen med overdådige, og til rummet tilpassede, dekorationer og bygningsdetaljer, vidner om adlens foretrukne stilidealer mellem 1700 og 1800-tallet med høje fodpaneler, brystningspaneler, vandrette vinduesåbninger med lysningspaneler, buede kaminnicher samt pudsede lofter med stukkatur og barokke fyldingsdøre med gerichter og portaler. Tillige de klassicistiske fyldingsdøre med mere enkle gerichter, opsprossede korspostvinduer, karnap og kabinet med herremandens initaler i stukken, parketgulve lagt i mønster samt ådrede og marmorerede overflader.

Desuden stueetagens mindre rum, med dybe, kurvehanksbuede lysninger, synlige bjælker og ølandsflisegulv som eneste dekorative elementer samt domestikafdelingen i østfløjen med det store køkken med fadebure, spisekamre og folkekøkken samt bagvedliggende kamre. Endvidere har de mange jernovne, porcelænsovnen samt det store brændekomfur i køkkenet kulturhistorisk værdi. Endelig har den oprindelige dør i karnapstuen kulturhistorisk værdi, idet denne formentlig er en af de eneste bevarede døre fra den oprindelige herregård.

Arkitektonisk værdi

Tirsbæks arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den trefløjede hovedbygning, hvis proportionering og symmetriske opbygning og homogene materialeanvendelse giver den et elegant og herskabeligt udtryk. Hovedbygningen fremstår tillukket på grund af det borg- og fæstningslignede præg med tårn over porten med skydeskår, den robuste materialeanvendelse med markstenssoklen, der kravler op i stueetagen og indgangen fra gårdsiden. Hovedbygningens sluttede form understreges af det gedigne murværk i rød, blank mur og røde tegltage. De mange blændinger og friser i bygningens murværk, de småsprossede vinduer samt tagryggenes og trappetårnets spir giver en virkningsfuld kontrast til det robuste murværk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de højloftede, velbelyste og repræsentative stuer i beletagen, hvis overdådige udsmykninger og særdeles velbevarede interiører fra 1700- og 1800-tallet står i kontrast til de lavere og mere robuste rum i stueetagen. Tirsbæk Gods indre harmonerer således med det imponerende ydre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links