Toftestien 23, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner i nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvid-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Toftestien 23 brandtakseres første gang i 1821, men stammer muligvis helt tilbage fra 1771. Huset var oprindeligt ni fag langt, hvoraf de seks vestlige var beboelse og de tre østlige var lo, kostald og foderrum. Huset blev først udvidet til sine nuværende ti fag i forbindelse med grundmuringen i 1837.

Bygningen ligger i den nordlige ende af landsbyen Sønderho på Fanø, mellem øvrige lignende bygninger. Husene ligger tæt, så stråtagene næsten er vævet sammen. Grunden afgrænses af et lavt stakit og græs- og bukketornsbeklædte diger.

Bygningen er et grundmuret længehus på ti fag opført i én etage, hvor murene fremstår pudsede og gulmalede. En hvidmalet gesims afslutter facaden mod taget og omkranser en mindre rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaf, over sydsidens hoveddør. Østgavlen er grundmuret til bjælkelagshøjde og fremstår i blank rød mur. Gavltrekanten har lodret, grønmalet breddebeklædning med vindskeder. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses en skorstenspibe. Hoveddøren er en nyere fyldingsdør, der er traditionelt udført med en oval rude i den øverste fyldning, og over døren ses en ældre revleluge. Både dør og luge er malet mørkegrønne. På både syd- og nordsiden sidder en grønmalet revledør, den nordvendte med en diagonalstillet rude isat. Bygningen har ældre, torammede vinduer, der alle har småsprossede ruder samt påmalede hvide stik og sålbænk. Vinduerne er hvidmalede på sydsiden og grønmalede på nordsiden.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, lokalt kaldet en frangel, der deler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. I franglen er der lagt ølandsfliser, mens der er plankegulv i den resterende del af huset på nær fadeburet, hvor gulvet er støbt. I den tidligere beboelsesdel mod vest er der fortsat en traditionel planløsning, hvor franglen fører ind til de to sydvendte stuer, sønder donsk og æ stow. Fra sønder donsk er der adgang til den nordvendte sommerstue – nordre donsk, der fører videre til køkkenet med kælder. Fra køkkenet er igen adgang til franglen og det lille bevarede fadebur. Franglen er opdelt på midten af den tidligere alkove – lokalt benævnt en tætseng, hvor der er isat en trappe op til den delvist udnyttede tageetage. På tageetagen er der indrettet værelse i den østlige ende. I den tidligere stalddel findes ligeledes et mindre værelse.

Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe og tætseng samt bemalede ældre fliser på ydervæggene. Hertil kommer, at der i køkkenet er bevaret et ældre ildsted.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bygningerne ligger så tæt at deres stråtag nærmest er vævet sammen. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene, dog uden at det åbne byrum brydes. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der udover at lede vandet væk fra facaden, bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er den hvide hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og en muret skorstenspibe. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at alle åbninger har påmalede hvide sålbænke mod syd. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Dertil kommer grundplanen med to stuer mod syd og en stue samt køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder liggende køligt mod nord.

Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengslåger, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske fliser med brun- eller blåmalede motver på ydervæggene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som i en periode var det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspibe. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør blandt andet fliserne, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre såvel som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Øster Land 12, Sønderho
• Øster Land 20, Sønderho
• Øster Land 28, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen