Øster Land 28, Sønderho

Øster Land 28 ligger på Øster Land 28 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet.

De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Øster Land 28 brandtakseres første gang i 1805 og bestod af 12 fag, alle i bindingsværk. Bygningen er delt lige over med beboelse i seks fag mod vest og udhusfunktion i seks fag mod øst. På et ukendt tidspunkt mellem 1805-1853 nedrives to østfag, og bygningen bestod af sine nuværende ti fag. I 1852-1854 blev bygningen opdelt i tre huslejligheder. De to østligste fag blev grundmuret og omdannet til beboelse. Mellemlejligheden på fem fag blev formentlig grundmuret omkring år 1966. Den sidste lejlighed på tre fag blev grundmuret sidst, men det vides ikke præcis, hvornår grundmuringen fandt sted. Bygningen blev samlet til en bolig en gang midt eller sidst i 1900-tallet. Bygningen blev gennemført restaureret gennem en årrække i begyndelsen af det nye årtusind.

Beskrivelse

Øster Land 28 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem lignende bygninger. Bygningen ligger ud til en ubebygget grund og har direkte udsyn til diget og vandet.

Bygningen er et ti fag langt, grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår skurede og rødkalkede over en lav, sortmalet sokkel. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses en skorstenspibe med sokkel og krage. De otte vestligste fag har større husdybde end resten af bygningen, hvilket kan ses på nordsiden, hvor de otte fag er forskudte i forhold til de resterende. En grønmalet rem med afboringer for stolpetappe ses på begge langsider. Langsiderne afsluttes under taget af en hvidmalet gesims, der omslutter en rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaf, der sidder over sydsidens dør. Gesimsen fortsætter rundt om hjørnerne på østgavlen og op langs taget til hanebåndshøjde, hvortil østgavlen er grundmuret. Herefter følger en lodretstillet og grønmalet bræddebeklædning, der afsluttes af vindskeder. Vestgavlen er grundmuret til gavlbjælken. Herefter følger samme bræddebeklædning som østgavlen. Hoveddøren er en nyere to-fløjet fyldingsdør, der er traditionelt udført med en diagonalsprosseopdelt rude over tre fyldinger i hver fløj. Over hoveddøren sidder en ældre revleluge med overvindue. I østgavlen ses en ældre revledør med en diagonalstillet rude. Begge døre og luge er malet mørkegrønne med hvidmalede detaljer. Bygningen har ældre, torammede vinduer med tre-rudede rammer. På nordsiden sidder et enkelt et-rammet vindue. I begge gavle sidder et to-rammet vindue med seks-rudede rammer. Vinduerne er hvidmalede med hvide sprosser, hvid kitning og har hvid, udvendig murfals samt påmalet hvide sålbænke. I østgavlen ses flere murankre.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der deler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. Den tidligere staldende er delvist bevaret med sparsomme overflader som synlig trækonstruktion. I huset findes to vinterstuer, lokalt betegnet sønder donsk og æ stow, mod syd. I sønder donsk står en nyere brændeovn. Mod nord findes køkkenet og sommerstuen, der lokalt kaldes nordre donsk. Fra franglen er der via en nyere trætrappe adgang til den delvist udnyttede tagetage. Gennemgående for huset er, at overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Lidt ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe og tætsenge samt bemalede ældre fliser på ydervæggene. Flere dele af interiøret er tilføjet huset af de nuværende ejere, men i respekt for den traditionelle byggeskik. For flere af vinduer er der rammer af optoglas.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der er en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og bygningen indgår naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra bygningen, og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er blandt andet den hvide hovedgesims, de bræddebeklædte gavltrekanter, arkengaffen over døren samt at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspibe med sokkel og krave. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den traditionelle farveholdning og at alle åbninger har påmalede, hvide sålbænke. Endvidere har bygningen stilmæssige træk fra 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder i den øverste fylding.Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til revledøren, der sammen med lugen vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens i store træk bevarede ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Dertil kommer at stuen, søndre donsk, ligger mod syd, hvor der er lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende interiør med mange ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengen, det indbyggede hjørneskab, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, brunmalede fliser på de nordvendte ydervægge. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene hjembragte fliserne fra deres mange rejser.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt heltag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspibe. Særligt de hvide, påmalede sålbænke under vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibens hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links