Vedbygård, Ruds Vedby

De første bygninger på grunden stammer fra begyndelsen af 14oo-tallet. De bestod de første 100-200 år af en etfløjet middelalderborg i gotisk stil med mure i vendisk forbandt og med spidsbuede døre og vinduesåbninger samt en udvendig svalegang. Sandsynligvis fandtes på dette tidspunkt tillige en tilhørende lade og avlsbygninger. I en årrække i middelalderen tilhørte Vedbygård kronen. Under Grevens Fejde blev Vedbygård voldsomt beskadiget, og derfor opførte Knud Rud, der var ejer omkring år 1540, nye bygninger på resterne af det, der kunne reddes. Den nye Vedbygård var et næsten firefløjet, renæssanceanlæg, der bestod af en toetages nordfløj og sydfløj samt en lav vestfløj og en spærremur mod øst. Af forsvarsmæssige hensyn blev længerne opført med overdækkede vægtergange med skydehuller og skoldingshuller, og rundt om bygningerne blev en voldgrav anlagt. Nordfløjen var opført som bygningsanlæggets hovedfløj, med riddersal, de fornemmeste værelser, brevkammer, tre hemmeligheder samt et tilhørende rundt trappetårn og en fangekælder under den vestlige del. I midten af 1700-tallet opførtes den brede portgennemkørsel i sydfløjen og flere vinduesåbninger blev gjort større. I 1760erne opførte Gehejmeraad Barner den sydligste del af vestfløjen, i to etager. I 1855 overtog H. Gamst Vedbygård i en meget dårlig stand. Han lod den énetages vestfløj nedrive, og opførte i stedet den nuværende. Efter restaureringen blev alle fløje hvidkalkede efter tidens forskrifter. Loftet over spisesalen i det sydvestlige hjørne blev dekoreret med våbenskjold efter familien Rud og Grubbe. I årene 1896-1901 gennemgik bygningerne endnu en stor restaurering ved arkitekt F.C.C. Hansen og Hans J. Holm. Murene blev i denne forbindelse afrenset for kalk, således at alle tidligere åbninger blev fremhævet i murværket. Samtidig opførtes tårnet på vestfløjen, tilbygningen på sydfløjens gavl samt de to karnapper.

Vedbygård ligger på et kvadratisk voldsted, omgivet af vandfyldte grave og to broer, der fører over til det indre gårdrum. Uden for voldstedet findes mod øst en mindre park og mod syd en avlsgård samt en kirke og en mindre landsby. Vedbygård er et trefløjet anlæg, der åbner sig mod øst. Alle fløje er i to etager, de to sidefløje er dog noget højere end den midterste, da disse har skytteloft med skydeskår og skoldehuller. Bygningerne er opført af munkesten og står i rød, blank mur, dog er vestfløjens haveside delvist rødkalket. Alle mure afsluttes af en muret gesims og har kamtakkede gavle med blændingsfelter. Den øverste tinde på alle gavle ender i en skorstenspibe. I alt findes der ni skorstenspiber i rygningerne. Tagfladerne er dækket af røde vingetegl, hvori der sidder få ældre støbejernsvinduer. Midt på vestlængens gårdside findes et kvadratisk trappetårn, der afsluttes af et pyramidetag. I sydfløjen findes en bred portgennemkørsel, og på østgavlen findes en kort bindingsværkstilbygning samt en lille bindingsværkskarnap. En lignende karnap findes i gårdsidens hjørne mellem syd- og vestfløjen. Bindingsværket er alle steder brunmalet og tavlene er mønstermuret. Alle døre er brunmalede og varierer mellem nyere fyldingsdøre og ældre flarmmerede døre. Vinduerne er alle hvide korspostvinduer, de fleste har små sprosser. Over alle vinduer er rundbuede stik, og flere steder ses spidsbuede stik og blændinger efter tidligere vinduer. I dag danner Vedbygård ramme om et rekreationshjem. Den oprindelige grundplan med gange mod gårdspladsen, og værelser samt stuer mod voldgraven er bevaret. De fleste rum i alle tre længer er indrettet som soveværelser med nyere bad og toilet. I hver fløj er en ældre trappe, der i sydfløjen ligger i forbindelse med en større vestibule, hvorfra der er direkte adgang til portrummet. Sydfløjens første sal indeholder en lang række stuer med bemalede lofter og tagetagen er delvist udnyttet. I vestfløjens trappetårn er endvidere en ældre, manuel elevator og fløjen er, foruden de mange værelser, indrettet med kontorer, køkken, fadebur og bryggers i stueetagen. Nordfløjens trappe har forbindelse til den høje kælder, hvor der blandt andet er vaskerum. I denne fløj findes ligeledes i stueetagen enkelte kalkmalerier. Overalt er bevaret ældre trægulve, fyldingsdøre, paneler og stuklofter samt flere synlige bjælkelofter, og i kælderen er bevaret overkalkede bindingsværksvægge.

Vedbygårds miljømæssige værdi knytter sig til bygningens solitære placering i landskabet med brede vandfyldte grave omkring, der afspejler den tidligere forsvarsmæssige sikring af herregården. Hertil kommer de mange høje lindealléer, der omkranser herregården, herunder særligt alléen mod øst, der danner en akse fra parken over broen til tårnet på den midterste fløj. Tillige kan man i det bevarede landskab tydeligt aflæse den tidligere historiske sammenhæng med tilknytningen til landsbyen, avlsgården og kirken, der indtil 1966 hørte under herregården. I dag indgår de forskellige elementer, sammen med den lille sø, som en udtalt landlig idyl.

Vedbygårds kulturhistoriske værdi knytter sig til, at herregården som helhed fremstår som én af landets tydeligste eksempler på et senmiddelalderligt anlæg. Hertil kommer værdien ved de mange spor i facaderne, der vidner om de mange ændringer og tilbygninger gennem tiden. Hele bygningshistorien gennem mere end 600 år kan genfindes i spor, lige fra de oprindelige 1,5 meter tykke mure i sydfløjen til karnapperne som de seneste tilføjelser i 1900-tallet. Sporene er især tydelige i facadernes mange blændinger, der vidner om tidligere døre, vinduer samt om hemmeligheder på nordfløjens mur mod voldgraven. I sydfløjens spidsbuede blændinger genkaldes middelalderens gotiske stil. Tillige afslører det nederste murværk i sydfløjen, at denne del stammer fra de ældste bygninger på stedet, da murværket her er opført i vendisk forbandt, mens det øvre murværk, er opført i det for renæssancen klassiske munkestensforbandt. Grevens Fejde medførte flere fæstningsmæssige foranstaltninger, hvilket tydeligt ses i de velbevarede skydeskår og skoldingshuller, der findes i den øverste del af nord- og sydfløjens mure samt i de oprindelige vægtergange, der stadig findes på loftet. Indvendigt findes spor efter tidligere meget forskellige funktioner, der har præget livet førhen, herunder fadeburet under vestfløjen samt fangekælderen og vaskekælderen under nordfløjen.

I det ydre såvel som i det indre er Vedbygård domineret af flere forskellige arkitektoniske udtryk, herunder senmiddelalderen, renæssancen, barokken og historicismen. I det ydre dominerer renæssancen med enkelte spor fra senmiddelalderen. Udtrykket med få materialer og enkle, taktfaste detaljer, er typiske for denne tid. Brugen af skiftende røde og blådæmpede sten giver en rustik patina og en dybde i murenes udtryk. Den primære tilfældige brug af disse sten gør facaderne levende, samtidig med at den konsekvente veksling af røde og mørke sten i gesimsen fremhæver den ellers enkle detaljering. Få steder optræder de brændte sten i et mønster. De røde mure og røde tage giver tilsammen Vedbygård en monumental og tung, borgmæssig karakter. Fra øst præsenterer bygningerne sig med flere elementer fra historicismen, der resulterer i et udtryk med mange historiske referencer, herunder udkraget murværk i form af karnapper, brugen af kraftigt, mørkt bindingsværk med udskårne knægte, rundbuede og runde vinduer, spidsbuede stik, tilhuggede granitsokler og det spidse pyramidetag. I det indre genfindes tillige de mange stilarter, der fletter sig ind og ud af hinanden. Renæssancen markerer sig ved de kraftige mure med dybe vinduesnicher i syd- og nordfløjen. De kraftige mure giver en særlig lyssætning, der i stort set alle nordfløjens lofter brydes og danner skyggespil på grund af de synlige bjælker. Hertil kommer de bevarede dele af kalkmalerier, der findes få steder gennem syd- og nordfløjen, dog tydeligst i nordfløjens fruentimmerstue, hvor de snørklede mønstre i stærke farver dominerer vinduesnicherne og det bevarede bræddeloft. Barokken kommer særligt til udtryk i sydfløjens en suite beliggende stuer med dobbelte fløjdøre en filade. Stuerne domineres af kraftige gerichter, brystningspaneler og dekorerede stuklofter. Dørenes og gerichternes barokke udskæringer er et gennemgående træk, der binder de tre fløje sammen. Historicismen er stærkest repræsenteret i den korte bindingsværkstilbygning, med dennes træbeklædte vægge og indbyggede mørke træmøbler, der skaber en intens stemning. Fælles for Vedbygårds grundplan er, at alle gange og trapper er placeret mod gårdsiden, hvilket giver en naturlig rundgang i fløjene, der fremtræder meget forskellige ved deres varierende udtryk.

Læs videre om

• Lynge Præstegård
• Regensen, Dianalund
• Sorø Akademi

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen