Vester Skerninge Kro

Annekset er opført som bolig af sognepræsten Laurits Cruckow i Vester Skerninge mellem år 1766 og 1773. Huset var indrettet med dagligstue, storstue, to kamre, trappekammer, køkken, spisekammer og bryggers. Desuden var der kohus, brændehus og et fælles porthus med nabohuset. I 1870 blev huset, der nu hørte til kroen, benyttet til høkerhandel. Fra 1893 og frem til 1954 blev annekset indrettet med gæsteværelser, hvorefter det blev indrettet til selskabslokale. I 1960'erne blev annekset ombygget til beboelse for krofamilien, hvorefter det igen i 2005 blev ombygget til gæsteværelser. I forbindelse med denne ombygning blev den tidligere køkkenskorsten blev fjernet.

Grunden, hvor krobygningen står i dag, har været bebygget siden 1688. I 1772 opførte den første kroejer, Anders Kromand, Vester Skerninge Kro. Kroen fik kongeligt privilegium mellem 1790 og 1800. Kroens fysiske omfang har ændret sig løbende siden slutningen af 1700-tallet, men menes at have fået sin nuværende længde langs Krovej i 1806. I 1829 var der en parallel længe mod syd, bag den nu eksisterende, som blev revet ned i 1911. I midten af 1800-tallet fik kroen yderligere en funktions som brevsamlingssted og senere som postekspedition. I starten af 1900-tallet opførtes en keglebane i bindingsværk, formodentligt i haven bag kroen, men den blev nedrevet igen i 1935, hvor også andre bygninger på kroens grund forsvandt. Tilbygningen med køkkenet opførtes i 1970'erne. Krobygningen er gennemgribende istandsat flere gange gennem de sidste 200 år, senest i 2005, hvor der i krobygningen blev udført skillevægsændringer, trappen til tagetagen blev fjernet, og en ny pejs blev opmuret ved det gamle køkkenildsted, ligesom der blev isoleret samt udskiftet gulve og vinduer.

Rejsestalden blev opført i 1834 som en tilbygning til en eksisterende staldlænge, der lå parallelt med Kroen. De følgende 20 år blev rejsestalden forlænget mod nord á to gange til sin nuværende længde. Kroens staldanlæg blev udvidet med en ladebygning ud fra rejsestaldens nordlige del mod øst. Udover funktionen som kornlade, var der også indrettet tærskelo, hestestald og to kamre. Rejsestalden fik på et tidspunkt tilnavnet teaterbygningen, og havde formentlig ændret funktion i denne periode. Ladebygningen og rejsestalden blev restaureret i 1893 og igen i 1935. Ladebygningen, der var omfattet af fredningen, brændte i 1930'erne. Rejsestalden, i dag kaldet Krosalen, blev gennemgribende restaureret i 2000, og anvendes i dag som kulturhus og teatersal.

Hvor Krovej slår en bue væk fra Fåborgvej, ligger Vester Skerninge Kro ud til en lille plads flankeret af Vester Skerninge Kirke, en rejsestald og en græsplæne. Vester Skerninge Kro består af et beboelseshus med sidehus og umiddelbart foran dette mod vest, ligger selve krobygningen med udskud. På den anden side af Krovej, med gavlen mod vejen, ligger rejsestalden. Den i fredningsomfanget nævnte lade brændte i 1930'erne.

Beboelseshuset med sidehus, herefter samlet kaldet annekset, er opført i én etage i sort opstolpet bindingsværk med hvide tavl over en lav sort sokkel. Forhuset er i otte gange fem fag, taget er et helvalmet stråtag med kragtræer og buede stråtagskviste mod nord, øst og vest. På nordfacaden leder et granittrin op til en ældre, tofløjet fyldingsdør med nyere blyindfattede ruder i de øverste fyldinger. På sydsiden og i vestre gavl ses nyere fyldingsdøre, den ene med glas i de øverste fyldinger, den anden med opsprosset vinduesparti i øvre halvdel. Vinduerne er nyere opsprossede, koblede vinduer i forskellige formater.

Indvendigt er forhuset indrettet til værelser med bad og er generelt præget af nyere overflader som tæppe og vinyl samt nye installationer. Sidehuset er opført i tre fag, har et lavereliggende halvvalmet stråtag ligeledes med mønning af strå og kragtræer. På vestsiden ses en sortmalet revledør med sparkeplade i stål. Indvendigt er sidehuset indrettet til personalerum med bad, og er præget af nyere overflader og installationer.

Krobygningen er en 15 fag lang længebygning i én etage i sort opstolpet bindingsværk med hvide tavl over en fodrem på en sortmalet sokkel af syldsten. Taget er stråtækt, halvvalmet med mønning af strå og kragtræer. I rygningen er en skorstenspibe med sokkel og krave. Nordfacaden mod vejen har en gavlkvist i tre fag samt en buet tagskægskvist. På den sydlige haveside er et udskud med en nyere dør med glug samt en senere tilføjet énetages tilbygning med køkken. Tilbygningen er ikke omfattet af fredningen. Centralt på nordfacaden leder granittrin op til en ældre, tofløjet dør med profilerede fyldinger, overvindue og profilerede gerichter. Vestre gavl har bræddebeklædt gavltrekant og to nyere kvadratiske termoruder, herudover er vinduerne mestendels nyere, men traditionelt udførte, torammede og seksrudede, koblede vinduer. Der ses enkelte ældre vinduespartier på havesiden samt lave trerudede kældervinduer i støbejern mod vejen. Indvendigt er krobygningen indrettet med vindfang, krostue med synlige konstruktioner og et nyere ildsted, samt kontor og nyere toiletter i vestre gavl. En åbning leder ind til den nyere tilbygning med køkken.

I krostuen ses pudsede skillevægge med blotlagt tømmerkonstruktion og høje træpaneler. Tagetagen er indrettet med ældre værelser, men er ikke i brug, da der kun er adgang via en loftslem. Krostuen er præget af en traditionel materialeholdning med lofter med synlige bjælkelag, pudsede vægge og høje træpaneler. Træværket er malet i røde og blå farver. Gulvbelægningen varierer mellem brædder, nyere tegl og klinker. Der er bevaret nogle ældre døre og beslag, herunder hoveddørens bukkehornsbeslag, samt de ældre vinduers stormkroge og anverfere. Tagetagen blev ikke besigtiget.

Rejsestalden ligger nord for Vester Skerninge Kro med gavlene placeret mod nord og syd. Rejsestalden er et 15 fag langt, énetages længehus af sort opstolpet bindingsværk. Fodremmen hviler på en sokkel af marksten, og bærer et trekvartvalmet stråtag med halmmønning og kragtræer. I den østre tagflade er der to tagskægskviste med sorttjærede luger. I den østlige langside er der en nyere revledør. På alle sider er vinduerne et- eller torammede, opsprossede vinduer, der er dels ældre dels nyere. Overgavlene er beklædte med sorttjærede brædder med en sugfjæl forneden. Bræddebeklædningen mod nord er lagt én på to. I den sydlige gavl er der en loftluge. I denne gavl sidder tillige en ældre, tofløjet dør med fyldinger og ældre beslagværk. Foran døren er en to-trins granittrappe. Alle døre og vinduer fremstår hvidmalede.

I det indre er den nordlige ende indrettet med nyere køkkenfaciliteter, entré og nyere badeværelser samt et gennemlyst forrum. Interiøret i denne del af bygningen fremstår med nyere klinkegulve og ældre, synligt bjælkelag med loftbrædder imellem. Dørene er nye, gråmalede fyldingsdøre, og væggene fremstår hvidmalede. Den øvrige del af bygningen optages af Krosalen, der har et hvidpudset, tøndehvælvet loft i hele rummets længde. Lofthvælvets udspring prydes hele vejen rundt af et trukket stukprofil. Gulvet er et nyere plankegulv og vinduerne er enten koblede eller har forsatsruder. Der er bevaret ældre anverfere og stormkroge på de ældre vinduer. Loftet fremstår uudnyttet, og anvendes til opbevaring. Tagkonstruktionen er synlig og stråtaget er bundet på.

De enkelte bygninger er omkranset af en smal pigstensbelægning.

Den miljømæssige værdi for Vester Skerninge Kro knytter sig til bygningernes markante beliggenhed langs Krovej i det østlige Vester Skerninge, hvor pladsen foran kroen og kirken har været et naturligt samlingspunkt for landsbyboerne gennem mange hundrede år. I dag indgår bygningerne som en integreret del af det velbevarede landsbymiljø i Vester Skerninge.

Vester Skerninge Kros kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes indbyrdes placering og deres samhørighed i konstruktion og materialer, der sammen med deres varierende størrelser, vidner om kroens udvikling både omfangsmæssigt og funktionelt gennem tiden.

Anneksets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens placering og dens hovedform, hvor forhusets bredde og den righoldige tømmerkonstruktion vidner om, at det er opført af en mere velhavende familie, hvis status har haft betydning i lokalsamfundet. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

Krobygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bindingsværkskonstruktionen og den markante, ubrudte tagflade samt til den repræsentative facade med gavlkvist, granittrappe, smedejernsværn og detaljerig hoveddør, der med orienteringen mod vejen og pladsen tydeligt signalerer krofunktion. I krobygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre, synlige loftsbjælker, brystningspaneler, de ældre døre, greb og beslag, herunder hoveddørens bukkehornsbeslag samt de ældre vinduers stormkroge og anverfere. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. Den kulturhistoriske værdi ved rejsestalden knytter sig i det ydre til længens enkle og funktionsbetingede bindingsværkskonstruktion uden dekorativt fyldtømmer samt til det stråtækte tags ubrudte tagflader med tagskægskviste, der vidner om bygningens tidligere funktion som stald. Gennem disse træk underordner rejsestalden sig som funktionsbygning i det samlede kroanlæg. I bindingsværket viser langsidernes lange skråbånd, placeret midtfor og mod nord, at bygningen er blevet ombygget og tilpasset de skiftende behov siden opførelsen i 1834. Hertil kommer sydgavlens dør, hvis nærhed til krobygningen og mere dekorative udformning viser, at dette var den tidligere indgang, da bygningen fungerede som teatersal og kroens store festlokale. I rejsestaldens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til krosalen med det pudsede, tøndehvælvede loft, der virker i sin oprindelige funktion som fest- og teaterlokale. Hertil kommer lofternes ældre bjælkelag og de ældre vinduers stormkroge og anverfere.

Anneksets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle bygningskrop, den rige bindingsværkskonstruktion og det markante, stejle, stråtækte tag på forhuset, der sammen med den fint detaljerede hoveddør mod vejen og husets bredde giver det ellers mindre landsbyhus en særlig tyngde og værdighed. Krobygningens arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den langstrakte hovedbygnings kraftige formsprog, hvor det markante stråtag giver bygningen en soliditet, der tilsammen med gavlkvistens rige tømmerkonstruktion og den herskabelige hoveddør giver bygningen karakter og elegance. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til krostuernes ældre interiør, der er præget af kraftigt, bemalet tømmer og brystningspaneler samt bræddelofter med bjælker, der får rummene til at fremstå med autenticitet. Den arkitektoniske værdi ved rejsestalden knytter sig i det ydre til den fritliggende længe, hvis regelmæssige bindingsværk og store, ubrudte tagflader fremhæver bygningens anselige længde. Det enkle og solide udtryk fastholdes gennem den enkle materiale- og farveholdning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til Krosalen, hvor det hvælvede loft giver det store rum et visuelt løft og samtidig optimerer salens akustiske forhold.

Læs videre om

• Badstuen 4, Troense
• Kyseborgstræde 4, Svendborg
• Møllergade 43, Svendborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen