Vesterby 3, Endelave By

Stuehuset blev opført som præstegård i 1741, og fungerede som sådan indtil 1905, hvor en ny præstebolig mod vest blev opført. Herefter blev det gamle hus bolig for præstegårdsforpagteren i 3 generationer – frem til 1984.

I 1984 blev Endelave Museum indrettet i det gamle stuehus.

Stuehuset, Vesterby 3, ligger på den nordvestlige del af øen Endelave i en lille havneby. Vest for stuehuset ligger Endelave Kirke.

Stuehuset udgør den nordlige af fire længer omkring en gårdsplads.

Stuehuset er en længebygning på 13 fag, opført i et stokværk af hvidkalket bindingsværk med gennemstukne bjælkeender. Bygningen har en sorttjæret sokkel delvist af kampesten, og afsluttes mod taget af et sorttjæret sugfjæl. Gavltrekanterne er udført med sortmalet, lodret træbeklædning og taget er stråtækket med mønning. I rygningen findes tre hvidtede skorstenspiber med sokkel og gesims. I gårdsiden ses en hoveddør, der udgøres af en tofløjet fyldingsdør, med enkel indfatning og et smalt overvindue. Der er i øvrigt i gårdsiden en ældre, todelt revledør med båndbeslag. Bygningens vinduer er mestendels ældre, torammede vinduer med to tværsprosser i hver ramme og hjørnebånd. I hver af gavltrekanterne findes et lignende vindue og i nordsiden er et enkelt etrammet vindue. Alt træværk omkring vinduer og døre er malet grønt.

Indvendigt er bygningen indrettet til museum, og fremstår i store træk med en oprindelig grundplan og med bevaret interiør og materialer. I den østlige del er en forstue, to gennemlyste stuer og to kamre, mens der i den vestlige del er endnu et kammer samt et køkken med støbejernskomfur og tilhørende spisekammer samt et bryggers med en trappe op til tagetagen. I bryggerset er tillige to små rum mod nord, der ene er indrettet med toilet. Der er en generel traditionel materialeholdning bestående af bræddegulve, nogle nyere andre ældre, enkle bræddevægge eller pudsede vægge. Hovedparten af lofterne har synligt bjælkelag med brædder imellem. Enkelte lofter har nyere gipsplader, og i stuen mod øst er et pudset loft. Der er tillige mange ældre fyldingsdøre med oprindelige gerichter, hængsler og greb. Vinduerne har ældre anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi relaterer sig til den tidligere præstegårds bevarede relation til landsbyen og Endelave Kirke. Hertil kommer at stuehuset indgår i en sammenhæng med to ældre avlsbygninger, og åbne marker, der fortæller om præstestandens tidligere bibeskæftigelse som landmænd med større jordtilliggender. Endelig er der miljømæssig værdi ved de bevarede pigstensbelagte afvandingsarealer omkring bygningen, der opretholder en høj autenticitet for det samlede anlæg.

I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner næsten intakte, idet stuehusets størrelse, fyldingsdør og hele tre skorstenspiber fremtræder som en relativ præsentabel bolig i den lille landsby. Dette er sammen med den nære placering ved kirken en indikation af, at bygningen oprindelig blev opført som stuehus til præstegården.

Ydermere er der kulturhistorisk værdi ved det traditionelt opførte bindingsværk med stolper, dokker, løsholter og gennemstukne bjælkeender. For bindingsværk af denne kvalitet, hvor der er relativt få dokker og løsholter har det været almindeligt at kalke over stok og sten, fordi det i sig selv ikke ansås for at være en meget prangende konstruktion. Den ubrudte tagflade kun med gavlvinduer afspejler at loftet oprindeligt var ubeboet og kun anvendt til opbevaring. Den indvendige indretning af boligen afspejles i det ydre ved dørene i gårdfacaden. I den vestlige del fremtræder den tofløjede, detaljerige fyldingsdør som hoveddør, mens den simple revledør i den vestlige del bærer præg af at være en sekundær udgang. Ud fra bindingsværkets udformning at dømme tyder det på, at der længst mod øst har været endnu en dør.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede plandisponering, der underbygger den overordnede opdeling som også aflæses i facaden. Forstue og stuer er placeret i den østlige del, mens den vestlige del indeholder de funktionsbetingede rum som køkkenet med støbejernskomfur, bryggers og spisekammeret, der ligger køligt mod nord. De små kamre er tillige placeret mod nord, mens stuerne er gennemlyste. Bygningens alder og rummenes tiltænkte brug og funktion understreges af den velbevarede materialeholdning. Den fineste af stuerne, gavlstuen mod øst, har tapetserede vægge og pudsede lofter, mens de øvrige rum har enkle pudsede vægge eller simple bræddevægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Bryggersets funktion ses tidlige af det støbte gulv, der står i kontrast til de øvrige rums bræddegulve. Ydermere er de mange fyldingsdøre med originale gerichter, greb, bukkehornsbeslag og hængsler med til at påvise bygningens alder, da de i deres udformning er typiske for 1700-tallet.

Stuehusets arkitektoniske værdi relaterer sig til den enkle og sluttede længebygning med en traditionel og tidstypisk håndværksmæssig udførelse. Bygningen fremstår helstøbt grundet det overkalkede bindingsværk og det ubrudte, stråtækkede tag. De sorte gavle udgør tillige et vigtigt element i den samlede form, da de ved deres bræddebeklædning og farve skiller sig ud fra murene og i stedet indgår mere naturligt med tagets form. Hertil kommer den sorte sokkel, der tjener som en markant base for bygningen og de grønne vinduer og døre står i kontrast til de hvide mure. Hermed er farvesætningen vigtig for den samlede arkitektoniske virkning.

Læs videre om

• Horsens gamle Rådhus
• Tyrrestrup, Søvind
• Urup, Østbirk

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen