Vigensvej 12 ligger på Vigensvej 12 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor to-fløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de to-fløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Vigensvej 12 blev brandtakseret for første gang i 1801, hvoraf det vestligste fag beskrives som grundmuret, mens resten stod i bindingsværk. De otte østligste fag blev anvendt til beboelse, mens de resterende blev anvendt til stald. I 1884 var stuehuset blevet forlænget med to fag, sandsynligvis mod øst. I 1889 blev stuehuset opdelt i to matrikler, hvoraf det nuværende Vigensvej 12 udgjorde de ni vestlige fag. I samme år blev huset beskrevet som ombygget og med beboelse i de fem østlige fag og stald i de fire vestlige. I 1919 blev de fire vestligste fag anvendt til vaskerum og fåresti. Stuehuset er senere blevet afkortet med et par fag, så det i dag udgøres af tolv. Loftetagen er i nyere tid indrettet til beboelse.

Beskrivelse

Vigensvej 12 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Ejendommen er sammenbygget mod øst med Vigensvej 10. Vigensvej 12 udgør syv fag af stuehusets i alt 12 fag.

Stuehuset udgøres af et syv fag langt grundmuret længehus i én etage. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorstenspibe i rygningen samt en tagkvist i sydsiden. Den øverste del af gavlen er beklædt med lodretstillede brædder. Murene fremstår skurede og rødmalede med en hvidkalket gesims, der går rundt om hjørnerne. Over hoveddøren i nordsiden er en rundbuet frontkvist, lokalt kaldet en arkengaf. I arkengafen er en ældre, tofløjet revleluge med overvindue. Hoveddøren er en ældre to-fløjet grønmalet fyldingsdør med hvide stafferinger. På sydsiden sidder en nyere opsprosset havedør. Bygningen har traditionelt udført torammede vinduer med seks ruder i hver ramme med undtagelse af to diagonaltstillede vinduer på vestgavlen. Vinduerne er hvidmalede med grønmalede karme.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, hvorfra der er adgang til den resterende del af huset. Stuerne ligger placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder stenfliser, trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Lidt af det ældre interiør er bevaret eller traditionelt udført, herunder brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb, indbyggede skabe samt de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene. Loftetagen er indrettet til beboelse med adgang via en nyere trappe fra den ene stue. Overfladerne er nyere, men udført traditionelt med undtagelse af trappen i jern.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets skurede og malede facade samt den hvide hovedgesims. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, hvorfra der er adgang til resten af huset, og stuerne, der ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, blå og brunmalede fliser på ydervæggene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengafen og tagkvisten. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der har stort set ubrudte tagflader.Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvidmalede vinduer, dørens stafferinger og skorstenspiberne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på dørene. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links