Vigensvej 17, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

I 1799 brandtakseres et ti fag langt hus på Vigensvej 17 med bolig i de syv østligste fag og stald i det tre vestlige fag. Fra 1813 til 1851 var der indrettet skole i bygningen og i 1867 fremstår bygningen istandsat og grundmuret med bræddebeklædte gavltrekanter. På dette tidspunkt er stalden reduceret til to fag. I 1925 fremstår Vigensvej 17 afkortet til de nuværende otte fag og staldfunktionen er væk. Bygningen ombygges i 1972 og 1978 og kvisten tilføjes i den nordlige tagflade.

Vigensvej 17 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Foran bygningen er en lille flisebelagt plads, der afgrænses mod gaden af et lavt, hvidmalet stakit. Bagved er der en lille have med græsplæne og parkeringsplads ud mod Martin Christensensvej.

Stuehuset er et otte fag langt, grundmuret længehus i én etage. Husets hviler på en sortmalet sokkel og taget er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorsten med sokkel og krave. Der sidder en kvist i den nordlige tagflade. Begge gavles øverste dele er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder. Facaden mod Vigensvej fremtræder i blankt, rødt murværk, mens nordsiden er de skuret og rødmalet, der er en hvidkalket hovedgesims på begge langsider. Hoveddøren er en tofløjet grønmalet fyldingsdør med hvidmalede, opsprossede vinduer øverst. På nordsiden sidder en nyere grønmalet halvdør med et hvidt, diagonalstillet vindue i øverste del. Bygningen har ældre torammede vinduer med seks ruder i hver ramme, i hver gavl sidder tillige to små diagonalstillede vinduer og et enkelt dekorativt udformet muranker. Vinduerne er ældre og fremstår med hvidmalede rammer og grønne karme.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, hvorfra der er adgang til den resterende del af huset. Stuerne ligger fortrinsvis placeret mod syd, dog med en gennemlyst stue i den vestlige del, mens køkken og bad ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder fliser, trægulve og bræddelofter mellem synlige bjælker. Meget af det ældre interiør er bevaret, herunder brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb. De ældre vinduer har ældre anverfere og stormkroge og sprosserne fremtræder med det for Nordby karakteristiske profil bestående af en kvartstaf og en platte. Loftetagen er i nyere tid indrettet til beboelse med adgang via en nyere kvartsvingstrappe fra frangel. På denne etage er indrettet soveværelser og bad. Overfladerne er nyere, men udført traditionelt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene. Hertil kommer den karakteristiske måde de enkelte huslænger med kort afstand ligger i forlængelse af hinanden langs Vigensvej, hvilket danner et egenartet og smukt bebyggelsesmønster.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten ofte med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims samt de malede bræddebeklædte gavle. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, hvorfra der er adgang til resten af huset, og stuerne, der ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkkenet ligger køligt mod nord. Bygningen rummer et interiør med flere ældre og traditionelle bygningsdetaljer, herunder ældre døre med gerichter og beslagværk. Hertil kommer de ældre overflader og den traditionelle materialeholdning, herunder bræddegulvene og loftets synlige bjælkelag med malede bræddelofter imellem.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag. Placeringen af vinduernes overkant nær hovedgesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag med de stort set ubrudte tagflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiben. Særligt vinduer og døre i hvidt og grønt, hovedgesimsen og skorstenspibe giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand mod det blanke murværk. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der præges af de mange snedkerdetaljer på de ældre fyldingsdøre, gerichter, paneler og vinduer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Øster Land 17, Sønderho
• Øster Land 20, Sønderho
• Østervej 12, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen