Øster Land 17 ligger på Øster Land 17 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø blev et af Danmarks største søfartscentre.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer.

Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Øster Land 17 blev sammen med Øster Land 13-15, der udgør en bygning, opført engang før 1805, hvor det blev brandtakseret første gang. På dette tidspunkt bestod det af elleve fag af bindingsværk med blyindfattede ruder. De vestligste otte fag blev anvendt til beboelse. De øvrige tre fag blev anvendt til stald og lo. I 1851 blev de tre østligste fag frasolgt, pillemuret og indrettet til beboelse. På dette tidspunkt var huset et fag mindre end ved opførelsen. I 1883 blev den østlige ende udvidet mod øst med to fag og kom dermed op på de nuværende tolv fag. Den vestre del af huset blev i 1853 opdelt i to selvstændige boliger, hvoraf de fem midterste fag udgjorde en lejlighed og de to vestligste den sidste. Omkring 1868 blev de to vestlige fag grundmuret, hvor en enkelt stolpe fra bindingsværket blev bevaret. Det vides ikke, hvornår de fem midterste fag blev grundmuret. I dag er ejendommen opdelt i to matrikler, hvoraf Øster Land 13-15 udgøres af de syv vestligste fag og Øster Land 17 de øvrige fag.

Beskrivelse

Øster Land 17 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem lignende bygninger. Ejendommen er en del af et stuehus, der ligeledes rummer Øster Land 13-15. Øster Land 17 består af stuehusets fem østligste fag.

Bygningen er et fem fag langt grundmuret længehus i én etage. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorstenspibe i rygningen samt en tagkvist i sydsiden. Murene fremstår lysegrå med en hvidkalket gesims, der går rundt om hjørnet. Hoveddøren er en ældre to-fløjet fyldingsdør, der er grønmalet med hvide stafferinger. I nordsiden sidder herudover en traditionelt udført revlehalvdør med et hvidmalet, diagonaltstillet vindue. Bygningen har traditionelt udførte et- og torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Vinduerne er markeret med hvidmalede stik og sålbænk på den nordlige side og mod syd med trefarvet stik. På den vestlige gavl sidder flere liljeformede murankre.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, hvorfra en nyere trappe fører op til loftetagen. Stue og værelse er placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. Loftetagen er indrettet til beboelse. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder stenfliser, trægulve og bræddelofter mellem synlige bjælker. Lidt af det ældre interiør er bevaret, herunder brystningspaneler, revle- og fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb samt indbyggede skabe.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Øster Land 17 knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og den indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bybilledet er præget af de mange karakteristiske grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene, og som har stor miljømæssig værdi. Hertil kommer de bevarede pigstensbelægninger omkring bygningerne, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets skurede og malede facade samt hvid hovedgesims. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Det er en også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne på traditionel fanøvis har hvidkalkede sålbænke og trefarvede stik.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel og stuerne, der ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, ældre og traditionelt udførte døre med profilerede gerichter og greb samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring tagkvisten. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der stort set har ubrudte tagflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, de grønmalede døre og skorstenspiberne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve og skillevægge er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler og døre. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links