Weis' Stue, Ribe

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, som giver byen en skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små, let krogede, brolagte gader og slipper, der kun brydes af de brusende mølleløb, åen samt Torvet, hvor Ribe Domkirke troner over bygningerne. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samledes på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe Å for at handle og arbejde. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring år 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå både kongeborgen Riberhus, hvor kun slotsbanken er tilbage, samt adskillige kirker og klostre i Ribe. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage var Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Ribe Å fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke for byen. Skibene sejlede i stigende omfang rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100-årene.

Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe Å i midten af 1200-tallet. Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse samt nordens ældst daterede bindingsværkshus fra 1490 og selvfølgelig Ribe Domkirke samt det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden genrejstes byen, og mange bygninger herfra er stadig bevaret blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet, samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl mod gaden. Op igennem 1700- og 1800-årene blev der udført en del om- og nybygninger – oftest i en enkel og velproportioneret, klassicistisk stil. De mindre gader og slipper var kendetegnet ved langhuse, boder og småhuse, der var tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb.

Forhuset, i dag kaldet Weis´ Stue, blev opført i to dele. Ældst er de fem vestligste fag, som formentlig blev opført omkring år 1600. Hertil blev nogle årtier senere tilføjet de tre østlige fag. Weis' Stue blev bygget på fundamentet af et middelalderhus. Baghuset i gården blev opført omkring år 1850 som erstatning for et nifags bindingsværkshus i en etage, der første gang blev omtalt i 1761. Bygningen ud mod Tingslippen, hvori der tidligere var indkørselsport, blev opført i begyndelsen af 1800-tallet som erstatning for to ældre bindingsværksbygninger.

Weis' Stue gemmer spor fra mange generationer og forskellige slægter fra byen. Det vides ikke, hvem der ejede huset i de første hundrede år, men i 1704 var det ejet af Thun-slægten. I 1762 solgte Cecilie Thun huset til Anders Andersen Weiss og gennem fire generationer drev Weiss slægten forretning på stedet.

Ministeriet for Offentlige Arbejder nedsatte i 1904 en kommission til at fremkomme med forslag til forbedring af Ribes økonomi. Til denne kommission foreslog H.C. Amberg i 1904 – efter domkirkens restaurering – at gennemføre en række restaureringer med henblik på at medvirke til at give Ribe nogen betydning som turistby. Ribe Turistforening var stiftet allerede i 1899, på initiativ af redaktør Willemoës, og havde til hensigt at sikre, at byens gamle huse blev istandsat og vedligeholdt på en sådan måde, at byens gamle præg blev bevaret. Således var Weis´ Stue en af de første private bygninger, der blev istandsat af Ribe Turistforening. Det skete i 1903, hvor blandt andet facaden mod Torvet, der en overgang havde fremstået pudset og kalket, fik blotlagt og sorttjæret bindingsværket ligesom de mønstermurede tavl i røde sten blev fremdraget. Slægten Weiss ophørte med at drive Weis´ Stue i 1914 og herefter blev bygningen solgt til Ribe Kommune, og der blev gennemført en gennemgribende restaurering af det gamle hus. Efter restaureringen blev Weis' Stue igen brugt som værtshus, og i dag er bygningen i privat eje og Weis´ Stue drives atter som restaurant og hotel. Weis´ Stue er stadig indrettet som det var i 1704, hvilket er med til at give det indre en unik stemning.

Forhuset, kaldet Weis´ Stue, ligger på nordsiden af Torvet i Ribes gamle bykerne. Bag forhuset er et lille lukket gårdrum. På gårdsiden er halvdelen af baghusets østre fag sammenbygget med et lille sidehus, som ikke er omfattet af fredningen.

Forhuset er en toetages bindingsværksbygning i otte fag med et rødt, teglhængt heltag med en skorstenspibe med sokkel og gesims, opført i rød, blank mur. I begge tagflader ses flere ældre tagvinduer, og mod gården ses tillige to kviste med afvalmet zinktag. Mod gaden er nederste etage delvist grundmuret, to fag er trukket lidt frem i en muret karnap med blytag, den øvre etage er let fremkraget og hvilende på udskårne knægte ligesom det udkragende styrterum. Soklen er sorttjæret ligesom bindingsværket, tavl og murværk står i rød blank mur undtagen i styrterummet, hvor stenene er hvidkalkede. I overetagen er de tre østligste fag mønstermurede.

Gårdsidens fem vestligste fag er lidt dybere end de tre østre fag. Mod gårdsiden har forhuset sorttjæret sokkel, rødtopstolpet bindingsværk og gulkalkede tavl. Vinduerne er ældre og hvidmalede, og de er udformet som torammede vinduer med tre, fire, seks eller otte ruder. Kun i kvistene er vinduerne nyere, de er dog traditionelt udførte. Mod Torvet er en ældre, enfløjet revledør med pålagte dekorationer, hvorover der er et krydsopsprosset overvindue samt en fyldholt med teksten Søren Andersen Weis og NV NPST ANNO 1704. Over døren hænger et ældre rundt udhængsskilt. Modsat mod gården sidder der en ældre revledør med et firedelt overvindue. Foran begge døre ligger der et lavt granittrin, og begge døre og overvinduer er malet mørkegrønne, fordøren har endvidere rød staffering.

Weis´ Stue er indrettet med en restaurant i stueetagen og hotelværelser på første sal samt i tagetagen. Indvendigt er en ældre planløsning bevaret. I stueetagen er en gennemgående forstue, lokalt kaldet et fremgulv, som er opdelt af en dør med overvindue. Mod gaden flankeres fremgulvet af Grå Stue mod øst og Skænkestuen mod vest. Mens fremgulvet mod gården flankeres af to restaurationsstuer, heraf Røde Stue, mod vest og et rum mod øst, der både rummer toiletter og anretterkøkken. Fra anretterkøkkenet er der adgang til køkkenet, der er placeret i sidehuset. I anretterkøkkenet fører en traditionel kvartsvingstrappe ned til et kælderrum. Fra den bagerste del af fremgulvet giver en ældre, stejl og smal ligeløbstrappe adgang til første sal, der rummer fire værelser mod gaden og to værelser samt et bad og et toilet mod gårdsiden. Endnu en ældre, stejl og smal ligeløbstrappe giver adgang til tagetagen, hvor der er to værelser.

Indvendigt fremtræder Weis Stue med en gennemført ældre materialeholdning, herunder ølandsfliser, bræddegulve, bræddeskillevægge, synlige bjælker og listebeslåede loftbrædder samt fyldingsdøre, revledøre, gerichter og paneler. Flere steder er vægge, paneler, døre, gerichter, skabe, loftbjælker og loftbrædder bemalet med mønstre, landskabsmotiver og skrifter. Der er tillige bevaret et stort antal ældre bygningsdetaljer, herunder hollandske fliser, tallerkenrækker og indbyggede skabe, samt en mængde ældre inventar og effekter. Inventaret er i skødet beskyttet af en servitut, der lyder at de i ejendommen beroende antikviteter/løsøreeffekter, jfr. nedenstående opregning forbliver sælgers ejendom. Dette gælder blandt andet udhængsskiltet med vindrueklasen udenfor samt malerier, møblement, antikviteter og bilæggerovne. Kælderrummet har støbt gulv, pudsede og kalkede vægge og i det pudsede loft ses synlige loftbjælker.

Den miljømæssige værdi ved Weis´ Stue knytter sig til bygningens beliggenhed på nordsiden af domkirkepladsen, hvor den sammen med den øvrige, varierende randbebyggelse er med til at sætte rammen om den grandiose domkirke, der står som et markant vartegn for Ribes historiske centrum. Hertil kommer, at Weis´ Stue med sin beliggenhed i husrækken ved overgangen mellem Torvet og handelsgaden Overdammen indgår som en integreret del af Ribes ældre bebyggelse og middelalderlige gadestruktur. Bygningens fremtræden i svært og righoldigt egebindingsværk med murede tavl, knægtbårent øvre stokværk og teglhængt heltag gør, at bygningen bidrager væsentlig til det traditionelle og stemningsfulde bymiljø i Ribes gamle bydel syd for åen. Endvidere er der miljømæssig værdi ved grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus samt sidebygningen ud mod Tingslippen.

Weis´ Stues kulturhistoriske værdi knytter sig til den årelange funktion som skænkestue og gæstgiveri, hvilket afspejles i bygningens centrale beliggenhed ud til Torvet for enden af byens handelsgade. Det ældre udhængsskilt over døren med håndsmedet ophæng og træskilt med udskåren drueklase samt ordlyden Weis´ Stue Restaurant Hotel vidner også om bygningens mangeårige funktion. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til det kraftige og righoldige egebindingsværk, der med det knægtbårne og let udkragede øvre stokværk samt styrterum, udskårne bjælkeender, knægte og fyldholter, samt brugen af dobbelte skråstivere og mønstermurværk mod gaden og højstolper i gårdsiden er en velbevaret repræsentant for renæssancebindingsværk fra omkring år 1600. At bygningen er opført i to tempi kan aflæses i bindingsværket og mønstermurværket samt i forskellen mellem husdybden af de fem vestligste og ældste fag, der er lidt dybere end de omkring 20-30 år senere opførte tre østre fag. Ligeledes markerer skorstenens asymmetriske placering i rygningen, at den oprindeligt var placeret midt i bygningen, da Weis´ Stue kun var fem fag bred.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig desuden til den ældre hoveddør, der er udført som en revledør med pålagte dekorationer i form af obelisker, hvorimellem der er et pålagt felt med hjørnesøm. Døren med det krydsopsprossede overvindue er formentlig fra slutningen af 1700-tallet. Hertil kommer bygningens karakteristiske karnap, der er blevet anvendt på bygninger siden 1600-tallet. Ud over at fungere som et fysisk vidnesbyrd på ejerens store velstand, havde den også en funktionel betydning, idet den tillod en større lysmængde at komme ind i rummet end et traditionelt vindue. Tillige gav den endvidere gode muligheder for at følge med i gadens liv.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan med restaurationslokaler og fremgulv i stueetagen samt gæsteværelser på første sal. Hertil kommer de to ældre, smalle og stejle ligeløbstrapper, der forbinder etagerne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de originale og ældre bygningsdele, herunder ølandsfliser, bræddegulve, bræddeskillevægge, synlige bjælker og listebeslåede loftbrædder samt brystnings- og helpaneler, revle- og fyldingsdøre samt gerichter. Hertil kommer, at vægge, paneler, døre, gerichter, skabe, loftbjælker og loftbrædder flere steder er bemalet med mønstre, landskabsmotiver og vers eller farverig staffering.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de originale og ældre bygningsdetaljer, herunder hollandske fliser, tallerkenrækker, indbyggede skabe, bænke og bilæggerovne samt en mængde ældre løst inventar og effekter, hvilket gælder malerier, møbler og diverse antikviteter, der sammen med det nagelfaste inventar giver Weis´ Stue et yderst helstøbt og atmosfærefyldt interiør, hvor bygningens høje alder tydeligt fornemmes. Forskellen på detaljeringsgraden af stueetagens interiør og førstesalens værelser er tydelig. Førstesalen er indrettet med bræddeskillevægge og revledøre, der står i tydelig kontrast til stueetagens righoldige interiører, og det var tydeligvis stueetagen, som var den repræsentative del af Weis´ Stue. De flisebeklædte partier, herunder Skænkestuens brystningsparti ud mod gaden samt bag bilæggerovnen med blå motiver på hvid baggrund samt Rød Stues brystningsparti ud mod gården med blå motiver på hvid baggrund omkranset af en rødbrun farve, beretter om byens rige handelsliv med tradition for sejlads og oversøisk handel. Hertil kommer tagetagens bjælkelag, som med deres lidt rustikke udseende vidner om, at tagetagen oprindeligt var uudnyttet og først senere blev indrettet med værelser.

Den arkitektoniske værdi ved Weis´ Stue knytter sig til bygningens enkle form som et længehus og den solide konstruktion i svært, righoldigt bindingsværk med murede tavl og det næsten ubrudte, teglhængte heltag med skorstenspiben i rygningen. Det knægtbårne, øvre stokværk og styrterum, tagudhænget og de dobbelte skråstivere samt de delvist mønstermurede tavl bidrager yderligere til bygningens karakterfulde og oplevelsesrige ydre. De smårudede vinduer og den detaljerige hoveddør understreger bygningens meget levende facade mod Torvet, der står i kontrast til den på traditionel vis nedtonede gårdside.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og gerichter, der tilsammen understreger rummenes historiske fremtræden og tillige giver rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi, ligesom gulvbræddernes hulning af mange århundreder slid efter mangen sko. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og de kontrastfulde bemalinger. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Mandø Mølle
• Mandøhuset
• Missionshuset Bethania, tidl., Esbjerg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen