Wilders Plads 7 (tidl. 10), København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanaler og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IVs oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side er blandt andet de fineste bevarede række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Wilders Plads ligger øst for det oprindelige Christianshavn og blev først gjort nyttig, da storkøbmanden Andreas Bjørn i 1735 fik kongens tilladelse til at opfylde grunden. Det var tidligt i den handelsmæssige glansperiode, som udspillede sig for den christianshavnske bydel i midten af 1700-tallet, og som har sat sig de tydeligste spor på Asiatisk Plads. Christianshavns udvikling tager til efterhånden som de store skibsværfter anlægges i 1730'erne. Gavlkvisthuset i bindingsværk med gavlen til kanalen er opført i 1736. Oprindelig var den bolig og værksted for en sejlmager. Et stort spil øverst i huset hejste den tunge sejldug op på etagerne, hvor syerskerne sad. Senere var huset kontor for en stor tømmerhandel og siden brugt til beboelse. Det er bygget nogenlunde samtidig med de såkaldte ildebrandshuse opført efter bybranden i 1728 og samtidig med de to grundmurede borgerhuse på Overgaden Oven Vandet nr. 24 og 26. I midten af 1800-tallet blev den skalmuret, hvilket betød at bindingsværket i stort omfang rådnede. I slutningen af 1970'erne blev den restaureret, hvor bl.a. bindingsværket blev udskiftet.

Det fritstående gavlkvisthus er i otte fag mod nord og ni fag mod syd. Det står med kælder og i to etager med en fire fag bred gavlkvist til begge sider. Soklen er grundmuret og sortmalet. Tavlene er gulmalede, og bindingsværket er opstreget i en rødbrun farve. Konstruktionen har skråbånd i hjørnefagene og dokker i alle undertavl. På sydsiden er der bevaret dele af det gamle egetømmer med tømmermærker. Bygningen har profilerede hvidmalede trægesimser og et rødt teglhængt heltag. På sydsiden af taget sidder en stor muret og gulmalet skorsten. På nordsiden er der via seks granittrin adgang til huset ad en nyere, traditionelt udført, hvidmalet hoveddør med flammeringer. Desuden er der på denne side også nedgang til kælderen. Her sidder en nyere hvidmalet tofløjet fyldingsdør. På nordsiden er der også en nedgang til kælderen. Her sidder en ældre hvidmalet revledør. I østgavlen er der på tredje etage spor efter en tilmuret åbning til loftet. Vinduerne er traditionelt udført og har overvejende en krydspost opdeling med fire ruder i hver ramme. Alle hvidmalede. I kælderen ses små nyere enkeltrammede vinduer og i taget enkelte ældre og små tagvinduer. I det indre er gavlkvisthuset i dag indrettet til bolig, og planløsningen er karakteriseret ved en centralt placeret, smal halvsvingstrappe i forstuen. I forlængelse heraf er skorstenskernen med ældre kogeniche. I stueetagen er i hele den sydvestvendte gavls bredde et nyere køkken-alrum, og på den modsatte side af trappen ligger to stuer en suite. Ved det gamle køkkenildsted er indrettet et vaskerum og et lille toilet ved siden af. På førstesalen er der værelse på begge sider af trappen, og i rummet med skorstenskerne og kogeniche er indrettet et badeværelse. På tredjesalen er indrettet en lejlighed i to plan, det vil sige med inddragelse af spidsloftet. Lejligheden karakteriseres ved en overvejende åben plan med nyere køkken og badeværelse. På tredjesalen er en pejs ved den murede skorstenskerne som fortsætter op på spidsloftet. Materialeholdningen i huset er overvejende traditionel med nyere og ældre bræddegulve. Dog har gangarealet og køkken-alrum i stueetagen et flisegulv. Væggene er glatte og hvidmalede. Den gennemgående tværskillevæg samt enkelte andre vægge er i bindingsværk. På hovedetagerne er væggene i stuer og værelser overvejende rammeinddelte. Rammerne er ligeledes malede hvide. Lofterne er glatte og hvidmalede. Der er synlige profilerede bjælker. Disse er også hvidmalede. I tagetagen er tømmerkonstruktionen synlig og træet fremstår ubehandlet og mørkt, mens skråvæggene imellem fremstår glatte og hvide. Trægulvene i tagetagen er nyere. Der er traditionelt udførte, ældre en- og tofyldingsdøre enkelte af disse har indstukne hængsler og er formentlig ældre. De barokagtige gerigter i stuerne er formentlig ikke oprindelige. I vinduerne er lodposten overvejende rundbuet. Vinduernes anverfere er nyere. Trappen er smal og malet i en lys gråtome. Gelænderet har enkle drejede balustre og en rundet, sortmalet håndliste. Der er gulvtæppe på trinene, mens stødtrin i træ er malede. I kælderen er kogenichen ligeledes bevaret, og en del af kælderen har et ældre teglstensgulv i gule tegl.

Den miljømæssige værdi ved Wilders Plads 7 knytter sig til ejendommens beliggenhed ud til Wilders Kanal, hvor den fritstående bindingsværksbygning skiller sig ud ved sin særegne karakter. Samtidig indgår gavlkvisthuset som en integreret og umistelig del af kulturmiljøet, i kraft af dets historiske og funktionelle tilknytning til området, som en af de tidligst opførte bygninger netop her. Hertil indpasser bygningen sig trods sit særpræg med sin helstøbte form, facadeudtryk og materialeholdning på harmonisk vis med de øvrige historiske bygninger omkring Wilders Plads og indgår sammen med disse i fortællingen om områdets oprindelige funktion som skibsværft.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningens funktionelle tilknytning til skibsværftet, der som det første lå på den lille plads af opfyldt land, oprindeligt kaldet Bjørnsholm efter storkøbmanden, Andreas Bjørn, som stod for pladsens tilblivelse i 1735. Herunder knytter den kulturhistoriske værdi sig til bindingsværksbygningens oprindelige funktion som sejlmagerhus, hvilket stadig er aflæseligt i den fritstående bygning med gavlkvistene og placeringen tæt ved kanalen. Alt til skibene blev lavet på stedet, og sejlene blev lavet i denne bygning. Et stort spil i gavlkvisten hejste den tunge sejldug op på etagerne, hvor syerskerne sad og lavede sejlene. Hertil knytter der sig kulturhistorisk værdi til bygningen som en af de først opførte bygninger på området og en af de få i bindingsværk. Der var ellers i disse år efter Københavns store brand i 1728 at opføre bygninger i grundmur, særligt i den indre by, hvor husene står tæt. Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Der er visse paralleller til de såkaldte ildebrandshuse, der blev opført i den indre by i disse år, herunder særligt de store gavlkviste forsynet med kraftige, profilerede gesimser. Den kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig desuden til bygningens konstruktion og materialer, der er traditionel og karakteristisk for samtiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig de bevarede dele af en ældre grundplan med skorstenskerne og køkkenildsted, der udgør bygningens konstruktive kerne og kulturhistoriske rygrad, idet de fortæller om datidens opvarmnings- og madtilberedningsformer. Hertil kommer alle ældre eller traditionelt udførte dele af interiøret, herunder ældre døre og vinduesdele med alle detaljer samt den traditionelle materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre til det velproportionerede og helstøbte bygningsvolumen, der karakteriseres ved anvendelsen af enkle materialer som tømmer, puds og tegl samt til bygningens klare form. Bygningens udsmykning består i al enkelhed af hovedgesimsen, de markante gavlkviste og det opstregede bindingsværk, der tilfører facaden struktur og rytme. De funktionelt betingede gavlkviste og bygningens helstøbte og sluttede symmetriske form gør bygningen markant og iøjnefaldende og fortæller, at her er tale om en bygning med en særlig historie. Det overordnede udtryk er solidt og ærligt, hvilket karakteriseres ved den tunge, sorte sokkel og bindingsværkskonstruktionen, der samles og fuldendes af de store, næsten ubrudte, tagflader med de markante gavlkviste. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den enkle grundplan med trappe og skorstenskerne, som er det centrale omdrejningspunkt, de velproportionerede stuer og værelser holdt i traditionelle materialer og veludførte snedkerdetaljer. En gennemført og ensartet detaljering på etagerne skaber sammenhæng og den håndværksmæssige kvalitet giver interiørerne et stemningsmættet og atmosfærefyldt udtryk.

Læs videre om

• Gråbrødretorv 15, København
• Nyhavn 67, København
• Toldbodgade 9, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen