Wildersgade 19, København

Bydelen Christianshavn blev opkaldt efter Kong Christian IV (1577-1648), som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var Christianshavn tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Bydelen blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og blev forbundet med København af Knippelsbro. Bydelens torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan – yderst omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det var primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre samt højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Dele af Wildersgade hed tidligere Lille Kongensgade, men gaden fik sit navn i 1859 efter skibsværftsejerne Carl Wilder (ca. 1698-1765) og sønnen Lars Wilder (1728-1810), der drev værftet på øen for enden af Strandgade, hvor Wilders Bro fører over til. Ejendommen Wildersgade 19 er en ud af seks gamle boder, der blev opført mellem 1675 og 1689. Da skipper Thomas Jacobsen overtog huset i 1709 blev det beskrevet som værende i to etager mod gaden med en halv kvist over det østligste fag. Huset, der kun var én etage til gården, stod tilsyneladende i det væsentligste uændret til 1787-88, hvor det fik sin nuværende fremtræden. I 1788 blev Jens Schneebergs forhusbygning i brandtaksationspapirerne beskrevet som nyopført i fire fag grundmur til gaden og bindingsværk til gården, overalt i tre etager. I heltaget var to kviste til gaden og én til gården. Husets dybde og grundplan svarede dog til det gamle hus. For indgangen til den gennemgående forstue blev i øst anlagt en sandstenstrappe med vanger, og en ny hoveddør med zirater og kasselås med messingskilt og -håndtag blev isat. Til kælderen var der helt fra starten en nedgang fra gaden, men tidligere kun i et enkelt fag. Den rundbuede kældernedgang i det vestre yderfag blev i 1866 ændret til den brede åbning med kombineret dør og vindue i forbindelse med indretningen af en butik.

Wildersgade 19 ligger som en del af gadens husrække i bydelen Christianshavn. Wildersgade 19 består af et forhus, og bag dette er et lille, brostensbelagt gårdrum. Forhuset er fire fag bredt og tre etager højt over en høj kælder. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag, og i rygningen ses en nyere, skuret skorstenspibe. I tagfladen mod gaden er to kviste med krumme, papklædte tage og mod gården en taskekvist med røde tegl. Facaden er grundmuret af flensborgsten, berappet og kalket med jernokker. Facaden afsluttes øverst af en hvid, profileret trægesims. I det østre yderfag fører to trin af sandsten op til en oprindelig revledør med pålagte fyldinger og et torammet overvindue. I det vestre yderfag fører en granittrappe ned til en ældre kælderdør med fast sideparti, der sidder i en bred, faldbuet åbning. Både dør og sideparti er udført med fyldinger nederst og ruder øverst. Ved siden af døren er et etrammet, todelt vindue og over døren er et felt, hvorpå der står A. Christensen Kurvemager. Foran døren er en tofløjet, sammenklappelig skodde med fyldinger. Kældervinduet og vinduerne på første og anden sal samt i kvistene er torammede og opdelte, mens vinduerne i stueetagen er korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Vinduerne er alle ældre, men af varierende alder. Hoveddøren med overvindue, kælderdøren, skodden og kældervinduerne er malet vogngrønne, mens de øvrige vinduer er hvidmalede. Gårdsiden er opført i grøntopstolpet bindingsværk med jernokkergule tavl. Bagdøren er en nyere, sortmalet rammedør med en termorude i den øverste del. I stueetagen er der korspostvinduer med små ruder, og herover er vinduerne torammede med små ruder undtagen de to vestre vinduer øverst, der har todelte ruder. I kvisten øverst er et nyere, torammet og todelt vindue forsynet med termoruder. Forhuset indeholder en bolig i fire etager, hvoraf den øverste er i den udnyttede tagetage. Kælderen anvendes til fyr- og depotrum. I stueetagen er en gennemgående forstuegang, hvor en ældre ligeløbstrappe giver adgang til første og anden sal, mens et nyere trappeløb fører op til tagetagen. Forhuset har en overvejende ældre planløsning med en hovedskillevæg, der adskiller stuen fra de to kamre mod gården, hvoraf kammeret nærmest trapperummet har bevaret skorstenen samt ildstedet i stuetagen og på anden sal. På første sal er halvdelen af ildstedet fjernet. På anden sal er skillevæggen mellem de to kamre fjernet og tværvæggen ud mod trapperummet er også fjernet og erstattet af en stolpe med kopbånd. I stueetagen ligger køkken og badeværelse ud mod gården, sidstnævnte indrettet i det gamle køkken med bevaret ildsted, og på første sal er der ligeledes et badeværelse i det gamle køkken. I tagetagen er hanebåndene fritliggende, og rummet er åbent til kip. Forhuset har en traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge med brystningspaneler, skillevægge med synligt, overmalet bindingsværk, synligt bjælkelag og pudsede lofter inddelt af profilerede brædder samt bræddelofter og lofter med fyldinger. Dog er der flere steder nyere materialer, der ikke harmonerer med bygningens alder. Dette gælder vinylgulvet i forstuen og i køkkenet, marmorfliserne på badeværelserne, førstesalens smalle gulvbrædder samt anden sals bræddevægge og -lofter. Der er bevaret en del ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt paneler, gerichter og fyldingsdøre samt vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge. Trappen er en ældre ligeløbstrappe med indstemte trin, der er blevet fornyet, og et lukket brystværn med profileret håndliste.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Wildersgade, hvor forhuset indgår som en naturlig del af gadens husrække og er med til at definere den gamle gadestruktur. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning er forhuset med til at fastholde det historiske og stemningsfulde miljø i en af Christianshavns smalle gader. Christianshavns stringente gadenet vidner om, at denne bydel blev udtænkt som en helhedsplan fra starten. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den lille brolagte grund, der sammen med naboejendommenes grunde, bebygget med baghuse, er karakteristisk for et fortættet baggårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Wildersgade 19 knytter sig til ejendommen som repræsentant for en bod i en bodebebyggelse fra slutningen af 1600-tallet, hvor man ofte opførte smalle etagehuse på fire fag på de gamle bodegrunde. En bod var som regel en smal bygning med butik i kælderen og en bolig ovenover. På traditionel vis blev den oprindelige bod i Wildersgade 19 senere forhøjet i takt med et behov for flere boliger i den tæt bebyggede bydel. Etagehusene overtog bodebyggelsernes planløsning uden væsentlige ændringer, og de smalle etagehuse uden port var kendetegnet ved en gennemgang fra gade til gård med et trapperum bagest mod gården, der betjente alle etager. Denne type bygning er i dag ikke særlig udbredt i København grundet de mange bybrænde og forefindes næsten kun på Christianshavn. Wildersgade 19 viser derfor på velbevaret vis, hvordan den enkle og oprindelige plandisposition i en bodebygning var, og hvordan håndværksmestrene i slutningen af 1700-tallet udbyggede de gamle firefags bodebygninger til smalle etagehuse, således at udtrykket fra de gamle boder stadig blev bibeholdt. I forhusets ydre kommer dette til udtryk i facadens grundmur, der har bibeholdt facadeskemaet fra bindingsværket, afsluttet af en profileret trægesims samt i gårdsidens enkle bindingsværkskonstruktion, hvoraf det kraftige tømmer med tømmermærker i stueetagen er oprindeligt. Vinduernes regelmæssige takt stammer fra den oprindelige konstruktion i bindingsværk, men deres udformning i stueetagen som korspostvinduer med opdelte nedre rammer er tidstypisk for 1700-tallets klassicistiske udtryk. Også placeringen af hoved- og bagdøren i yderfaget er typisk for de gamle bodebebyggelser, hvorimod hoveddørens udformning henviser til ombygningen i slutningen af 1700-tallet. Dette baseres på dørens udformning som en enfløjet revledør med pålagte fyldinger med dekorative, udskårne mønstre. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der på traditionel vis har smårudede vinduer. Ligeledes vidner kælderdøren med den sammenklappelige skodde foran, at der i midten af 1800-tallet blev indrettet butik i kælderen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning fra bodebebyggelsen, der er videreført i 1700-tallets forhøjelse af bygningen. Den oprindelige planløsning kan aflæses i den gennemgående forstue, hvor den simple ligeløbstrappe er placeret, samt i placeringen af den repræsentative stue mod gaden og de funktionsbetingede rum som køkken, bad og kammer mod gården. Der knytter sig ligeledes kulturhistorisk værdi til de bevarede ildsteder og den kraftige skorsten, der vidner om tidligere tiders madlavningsforhold og kilde til opvarmning af rummene. De bevarede ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette gælder hovedtrappen med samtlige detaljer, brystningspaneler, der varierer i udformning og deraf alder samt bræddegulve, fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge samt de feltinddelte lofter mellem de synlige bjælker. Hertil kommer kælderens svære bjælkelag.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig til den enkle og velproportionerede facade med glatte murflader og en kraftig hovedgesims, der sammen med vinduernes regelmæssige og taktfaste placering giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk. At vinduerne aftager i højde opefter tildeler facaden en fin rytme, der modsvarer det taktfaste udtryk. Facadens enkle udtryk højnes af den fint forarbejdede hoveddør i klassicistisk stil. Ligeledes er der arkitektonisk værdi ved forhusets traditionelle farveholdning i grøn, hvid og jernokker. I facaden udgør den mørkegrønne hoveddør sammen med kælderdøren og -vinduerne en visuel base for de hvide vinduer ovenover, der herved træder frem i murfladen. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det enkle og taktfaste bindingsværk samt den tætte vinduessætning af de ældre, smårudede vinduer og den traditionelle farvesætning, hvilket er karakteristisk for en prunkløs gårdside.

Læs videre om

• Lille Strandstræde 8, København
• Palace Hotel, København
• Store Kongensgade 78, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen