Wildersgade 64-66 ligger på Wildersgade 64-66 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Hele området mellem kanalen og Wildersgade fra Sankt Annæ Gade og ud til Bådsmandsstræde havde Christian IV tegnet sig for, da grundene på Christianshavn blev fordelt. Det var da også en stor, fugtig grund og lå længe ubebygget hen, men i 1689, hvor de store voldarbejder netop var gennemført, omtales en stor, indhegnet plads med to store pakhuse. Den store grund blev udstykket i første halvdel af 1700-tallet, herunder også stedet for den nuværende bebyggelse Wildersgade 64-66. Denne parcel havde ifølge Geddes kort fra 1756 samme ejer som grunden overfor, Wildersgade 57. Senest fra 1782 hørte bebyggelsen sammen med husene i Bådsmandsstræde 4, og blev udskilt som selvstændigt pakhus i 1822.Den nuværende pakhuslænge er blevet til ved en gradvis ombygning af ét af de ældre, lange bindingsværkspakhuse i én etage. I 1773 blev bygningen regnet i 27 fag, og tyve år senere var bagsiden omsat i grundmur, og snart blev også facaden ændret. I 1804 omtales bygningen som værende i otte grundmurede fag, og benyttedes da både som pakhus og som bødkerværksted. Bygningens pakhuskarakter blev ændret en del, da Frelsens Hær fik etableret portpartiet med trekantsafslutning. I 1928 fik bygningen en ny hovedgesims over den østre halvdel og sålbænke sammesteds. Den ene halvdel af bygningen er senest ombygget i forbindelse med dens anvendelse til ejerbolig.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende i Wildersgade på Christianshavn, og omfatter en grundmuret pakhuslænge i tolv fag af uregelmæssig størrelse og takt. I bygningen er bevaret rester af et tidligere bødkerværksted. Bygningen er i én etage med en gavlkvist til gaden i ét fag over midten af længen. Bygningen er pudset og gulkalket over en sorttjæret sokkel. I gavlen mod nord er en række nyere murankre. Halvdelen af facaden mod vest har en vulstformet, gulmalet gesims, mens den anden halvdel samt den gårdvendte del har sugfjæl og er hvidmalet. Der er til gaden i den sydlige del af længen en fladbuet portåbning, hvori der sidder en treleddet, mørkegrøn port med ældre og traditionelt udførte beslag. Hertil kommer i alt tre indgangspartier i facaden med nyere, mørkegrønne bræddedøre. Vinduerne i den sydlige del er traditionelt udførte, og i et enkelt tilfælde ældre, trerammede, småtopsprossede og mørkegrønne. Fra gavlkvisten og nordud er facadens vinduer traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og mørkegrønne. I gavlkvisten er en hejsebom, og i en fladbuet åbning sidder et nyere, torammet og mørkegrønt vindue bag en fransk altan. Pakhuslængen bærer et heltag hængt med røde vingetegl, og i tagfladen til gaden er over det næstsidste fag mod syd en teglhængt pultkvist med et traditionelt udført, opsprosset og mørkegrønt vindue. Hertil kommer en række mindre, nyere tagvinduer. I rygningen er en skorsten. Til havesiden er to på hinanden følgende rækker af vinduesfag samt en udgang til haven. Vinduerne til haven er traditionelt udførte torammede, en del er opsprossede, en anden del småtopsprossede og alle vinduer er mørkegrønne. Døren er en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn havedør med glaspartier. I tagfladen til haven er i alt fire pultkviste med traditionelt udførte, torammede, opsprossede og mørkegrønne vinduer samt en mindre skorsten i den sydlige del mellem to af kvistene. Dertil kommer et par nyere ventilationsrør og nogle nyere tagvinduer. Den nordlige halvdel af pakhuslængen anvendes til sociale formål, og omfatter entré, toiletter og bad, et åbent fælleslokale samt et industrikøkken. Der er støbte gulve, nyere tømmerkonstruktioner og pladelofter. I den sydlige del af pakhuslængen er der privat beboelse i to plan, og her er en noget større andel bevarede dele og detaljer fra bygningens ældre tid, ligesom renoveringen har bibeholdt væsentlige grundtræk af det ældre hus. I stueetagen er en delvist åben plan med køkken-alrum og stue. Dertil kommer en række værelser, toilet og disponible rum. Adgang til den indrettede tagetage sker via en nyere toløbstrappe. I tageetagen er et stort soveværelse med loft til kip samt en række mindre værelser, bad samt hems. Som centrum i køkkenet er den ældre esse fra bødkerværkstedet bevaret. Der er nyere fyldningsdøre. Vinduerne har koblede rammer eller traditionelt udførte forsatsvinduer. I boligen er der nyere plankegulve i stuer og værelser, mens den ældre tømmerkonstruktion gennemgående er bevaret, mens der på væggene er nyere beklædninger.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i den historiske Wildersgade, hvor den lange lave pakhuslænge mod gaden indgår som et iøjnefaldende led i gadens østlige række af huse med forskellige huse. Dermed er pakhuslængen med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje og fastholde oplevelsen af de ældre og værdifulde huse i området. Til gårdsiden danner pakhuslængen med dets helstøbte udtryk og traditionelle materialer ligeledes et ganske stemningsfuldt og traditionelt Christianshavnsk gårdmiljø, ikke mindst i kraft af haven bag huset.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den grundmurede pakhuslænge, der vidner om skiftende tiders anvendelser men endnu i sin grundform har fastholdt sin grundlæggende karakter trods forskellige ombygninger og nye funktioner i det indre. Dermed fastholder bygninger en dimension af det gamle Christianshavn, der oprindeligt var meget stærkere præget af håndværk, mindre virksomheder og småindustri end i dag. Det gælder typiske træk som den murede gavlkvist med hejsebom, portnichen med den tidlige adgangsport med ældre og traditionelt udførte beslag samt bygningens overordnet enkle og ensartede præg. Dertil kommer hovedgesimserne, henholdsvis med vulst og sugfjæle med træ, der understreger bygningens nedtonede og brugsorienterede fremtræden uden yderligere dekorationer. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de pudsede og gulkalkede murflader, det teglhængte heltag samt skorstene, til de ældre og hovedsageligt traditionelt udførte to- og trerammede, opsprossede og småtopsprossede vinduer. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig primært til ildstedet, den gamle esse i boligens køkken, samt skorstenskerne, der vidner om at der i denne del af bygningen var smede- og bødkerarbejde udført over åben ild. Dertil kommer de i boligen gennemgående meget velbevarede tømmerkonstruktioner, der fastholder bygningens pakhus- og værkstedskarakter i samspil med den senere tids tilføjelser og ombygninger.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det lange og smalle bygningsvolumen, der ved sin massive og homogene karakter opleves som en værdifuld kontrast til de langt højere etagehuse i området. De harmoniske murflader og overvejende ubrudte tagflader giver bygningen tyngde, sammenhængt og et solidt rodfæste, der er helstøbt afsluttes i den frie gavl mod nord.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links