Zeises Hus, København

Byen som i kilderne slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i 1807. Selvom det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, findes der næsten ingen bygninger fra denne periode. Også 1600-tallets huse er sjældne i den indre by. Branden i 1728 var størst: ca. 1600 af byens 4100 huse brændte, samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold og trængte tværs igennem byen til Gothersgade. I 1795 opstod ilden på Gammelholm. Efter denne brand blev Højbro Plads skabt ved at sløjfe en karré som en slags brandbælte. Branden i 1807, der skyldtes englændernes bombardement, ødelagde særligt kvartererne omkring Frue Kirke og Nørrevold. Valkendorfsgade blev opkaldt efter Christoffer Valkendorf (1525-1601), der var rigshofmester under Christian IV (1577-1648). Gaden blev anlagt som en følge af bybranden i 1728 og hed dengang Kokkegade, men skiftede senere navn til Store Helliggejststræde. I 1881 skiftede gaden navn til Valkendorfsgade. I 1732 blev det nordøstre forhus opført for skrædder Wilhelm Holm, mens det nordvestre forhus blev opført for guldsmed Melchior Frederik Zeise. Sidehuset, der er sammenbygget med det nordøstre forhus, blev opført i sidste halvdel af 1700-tallet. Portalen omkring indgangen til det nordøstre forhus blev, efter at husene havde fået samme ejer i 1815, hugget ned og indgangen blev lukket. En tilsvarende portal i det nordvestre forhus blev fjernet i 1858, men blev på stadskonduktør Stillings foranledning hengemt, og forhuset fik herefter sin nuværende facadeudsmykning. Efter en mindre ildebrand i 1892, der hærgede begge forhuse, blev portalen taget frem og anbragt omkring indgangen i det nordøstre forhus (oprindeligt sad den på nabohuset).

Valkendorfsgade 11 ligger som en del af gadens husrække, i det indre København, og består af to forhuse og to sidehuse, der tilsammen omkranser en lille gård. Det nordvestre forhus og det dermed sammenbyggede sidehus er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke nærmere beskrevet. Forhuset er tre fag bredt og tre etager højt over en høj kælder. Forhuset er grundmuret og pudset mod gaden, mens gårdsiden er opført i bindingsværk. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag og mod gaden er en gavlkvist med teglhængt heltag over midterfaget. Facaden har en høj, pudset sokkel og denne er grønmalet som den resterende del af facaden, undtagen den profilerede hovedgesims, der er hvidkalket. Mod gaden er en ældre, tofløjet fyldingsdør, der indrammes af en rigt udsmykket sandstensportal, hvori der er et lille etrammet vindue. Foran døren ligger to granittrin. I kælderetagen er et nyere, torammet vindue samt en nyere, umalet kælderdør med fyldinger og små ruder. Kældertrappen er belagt med nyere klinker og mod gaden aflukket af en skråtstillet, umalet plade. Vinduerne i stueetagen udgøres af to nyere, vertikale vinduer med to mindre inddelinger øverst. Vinduerne på første og anden sal er ældre og henholdsvis udført som korspostvinduer med opdelte nedre rammer og torammede vinduer med opdelte rammer. I gavlkvisten er en nyere, todelt, opsprosset dør med koblede rammer og et nyere metalværn foran. Gårdsidens et fag synlige bindingsværk er sortopstolpet med hvidmalede tavl og i stueetagen er en ældre, todelt fyldingsdøre med opdelt overvindue med farvede glas samt en trappe med støbte trin. Vinduerne herover er ældre vinduer af forskellig udformning, dog er vinduerne i gårdsidens forhøjede lude øverst nyere vinduer med termoruder. Både dør og vinduer er malet grønne. Sidehuset er tre etager højt over en høj kælder og er forsynet med et rødt, teglhængt halvtag med en lang fabrikskvist. I tagfladen er to skurede skorstenspiber med krave samt et par nyere udluftningshætter. Kælder- og stueetagen er grundmuret, mens første og anden etage er opført i bindingsværk med uregelmæssig faginddeling fra 2½ til 5 fag. Murværk og tavl er pudsede og hvidmalede, mens bindingsværket er sortopstolpet. Foran sidehusets østligste fag fører en trappe med støbte trin op til en ældre bagdør med fyldinger og et opdelt overvindue. Vinduerne er ældre og grønmalede undtagen i fabrikskvisten, hvor der er nyere sortmalede, torammede og todelte vinduer med termoruder. Nederst er der trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer og herover er de tofags. Ud over en bar i kælderetagen og en butik i stueetagen, rummer ejendommen to lejligheder (en på hver etage) samt en lejlighed i tagetagen, der er sammenhængende med tagetagen over det nordvestre forhus. I stueetagen er en smal, forstuegang med fem trin, der giver adgang til gården samt hovedtrappen, som er beliggende i nordvestre forhus, hvorfra der er adgang til samtlige lejligheder. De to lejligheder har en ældre planløsning i forhuset med en tofags stue og et etfags kammer mod gaden, selvom skillevæggen mellem de to rum ikke er placeret over hinanden, samt en lille forstue mod gården og en spisestue, et køkken, et lille badeværelse og en oprindelig bagtrappe i sidehuset. Denne struktur er gentaget i tagetagen om end i en mere opløst form. Især i lejligheden på første sal er et velbevaret interiør med flere ældre bygningsdele og -detaljer i form af skorstene, en helpaneleret ydervæg mod gaden, brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter. I lejligheden på første sal er bevaret et køkkenildsted samt en tapetdør i stuen, og bag denne er en lille rest af husets oprindelige trappe bevaret. Bygningernes indre er generelt præget af et traditionelt materialevalg, herunder bræddegulve samt pudsede vægge og lofter, kun i køkkener og badeværelser er der vinyl- eller klinkegulve. Den gennemgående forstuegang har ligeledes vinylbeklædte gulve og trin. De ældre vinduer har bevaret håndsmedede stormkroge og anverfere. Kælderen består af to store rum samt et toilet mod gården og står med klinkegulve, rustikke kalkede vægge og synlige loftsbjælker med pudsede flader imellem. I det bagerste lokale er det oprindelige og stadig funktionsduelige ildsted bevaret.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Valkendorfsgade, hvor forhuset indgår som en del af husrækken og hermed er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede i kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus og sidehus omkring en lille gård, hvilket er karakteristisk for den tætte, indre by.

Den kulturhistoriske værdi ved Zeises Hus knytter sig til forhuset som en repræsentant for et ildebrandshus, opført efter Københavns store brand i 1728, hvilket kan aflæses i forhusets smalle bredde på kun tre fag, gavlkvisten over midterfaget samt af gårdsiden i bindingsværk. Ildebrandshusene blev ofte opført på de gamle bodegrunde. En bod var en smal bygning med en butik i kælderen og en bolig ovenover, og denne planmodel overtog ildebrandshusene. Ildebrandshusene kan således opfattes som en boderække, hvor de enkelte boder er sat oven på hinanden. Opførelsen af sidehuset i slutningen af 1700-tallet ændrede den oprindelige planstruktur, idet lejlighederne herved blev noget større og i stedet disponeret med stue og kammer i forhuset samt spisestue, køkken og bagtrappe i sidehuset. Ligeledes vidner de to forhuses fælles hovedtrappe om, at bygningerne fik fælles ejer i begyndelsen af 1800-tallet. Gavlkvisten, der oprindeligt var forsynet med revleluger vidner om, at tagetagen oprindeligt blev anvendt til opmagasinering. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til den imposante og usædvanlig rigt udsmykkede sandstensportal omkring hovedindgangen, som øverst krones af Håbets Gudinde med anker, der står som et monument over bygningens ejer guldsmed Melchior Friderich Zeise samt opførelsesåret i 1732, om end det egentlig var det nordvestre forhus han lod opføre. Portalen har således fungeret som en slags udhængsskilt for guldsmedens forretning. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og de mere enkle gårdsider, der fremstår i bindingsværk. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til ejendommens traditionelle disponering med butik i kælder- og stueetagen samt lejligheder herover med en ældre planløsning, hvor stue og kammer vender mod gården, mens spisestue, køkken med køkkenildsted og bagtrappe på traditionel vis er placeret i sidehuset mod gården. Ligeledes er det typisk med den et fag smalle, gennemgående forstuegang med udgang til gården. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder. Dette gælder bræddegulve, pudsede vægge og lofter, den helpanellerede ydervæg, brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, tapetdøren med den ældre stump trappe bagved, skorstene, vinduernes håndsmedede stormkroge og anverfere, den oprindelige bagtrappe med uisolerede bindingsværksvægge samt kælderens svære bjælkelag og ildsted.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med en kraftigt profileret hovedgesims og en centreret gavlkvist, der sammen med den pudsede murflade og vinduernes taktfaste placering understreger facadens symmetri. Den imposante sandstensportal giver forhuset en yderst herskabelig fremtræden, og samlet set fremstår det smalle hus med et afbalanceret og yderst værdigt udtryk. På gårdsiderne knytter den arkitektoniske værdi sig til det rige bindingsværk med samtlige detaljer, herunder de korte, krumme skråbånd og den varierende faginddeling samt den tætte vinduessætning af de ældre vinduer, de ældre døre og den enkle farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Højbro Plads 15, København
• Kronprinsessegade 28, København
• Naboløs 3, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen