Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.Kr.-ca. 1700 f.Kr.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Dette vidner om, at der har været fælles trosforestillinger, og dermed bekræfter langhøjene, at der har været kontakter og kulturel udveksling blandt samfundene over et større område i kystzonen. I Danmark har langhøjene som oftest en længde på 15-85 m og en bredde på 8-10 m.
Langhøjene findes i forskellige udformninger, og formen udsprang af de langhuse, de første europæiske bondesamfund opførte. De første langhøje var opbygget af jord med træbyggede gravkamre, og fra omkring 3500 f.Kr. blev disse erstattet af de stenbyggede kamre. En langhøj kan indeholde flere dysser, som er omkranset af en rektangulær randstenskæde. Der kan være gravlagt flere mennesker i langhøjene, og de første anlagdes på steder, hvor bønderne tidligere havde opdyrket jorden, hvilket ses af pløjespor fundet under langhøjene. Langt hovedparten af langhøjene stammer fra bondestenalderen, men der er dog enkelte bevarede langhøje fra senere perioder af oldtiden. Disse langhøjes konstruktion og brug kan ikke umiddelbart sammenlignes med de ritualer og trosforestillinger, som er knyttet til bondestenalderens langhøje, men har derimod fået deres navn som følge af deres form og udseende som aflange gravhøje.
