Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning.
Der er tale om en meget varieret fortidsmindekategori. Rundhøjene findes i mange forskellige typer, former og størrelser fra næsten undseelige gravhøje af ringe højde og bredde til store, monumentale kongegrave fra vikingetiden. Rundhøjene kendes fra yngre stenalder, bronzealder og jernalder, men trods deres ensartede ydre udtryk som græsklædte, kuplede jordhøjninger i forskellige størrelser viser udgravninger og restaureringer, at teknologien og den ingeniørmæssige udformning har skiftet over tid. I begyndelsen af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.Kr.-ca. 1700 f.Kr.) opførtes de stenbyggede stendysser og jættestuer. Storstensgravene var opbygget af tonstunge sten med komplicerede lag af knust flint, ler og stenfliser, som skulle lede regnvandet væk og dermed holde det centrale gravkammer tæt og tørt. De stenbyggede kamre var derefter dækket af jord og græstørv. I bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.) opførtes rundhøjene i græstørv, uden stenopbyggede kamre inde i højen. Tørvene var lagt lag på lag som en slags naturens mursten. Særlig i den ældre bronzealder, tiden mellem 1500-1000 f.Kr., opførtes mange høje.
I flere af bronzealderens tørveopbyggede rundhøje er der umiddelbart efter opførelsen dannet et naturligt allag, der som en slags bevarende kappe har omsluttet den gravlagte i egekisten. Derved har der i det optimale fugtige bevaringsmiljø været gode muligheder for bevaring af den dødes kiste, beklædning, hår mv. I ældre jernalder findes rundhøjene oftest i form af tuegrave, som er ganske lave højninger anlagt over en gravurne. Fra vikingetiden (ca. 800-1050 e.Kr.) kendes de såkaldte kammergrave med træbyggede gravrum omsluttet af en kuplet jordhøj.
Hovedparten af de bevarede rundhøje er aldrig blevet arkæologisk udgravet, men kan dog inden fredningen af fortidsminderne fra 1800-tallet være plyndret af personer på jagt efter værdier. Disse rundhøje har som regel en fordybning i toppen af højen efter gravningen ned i centralgraven. Ofte er gravhøjene blevet genanvendt i oldtiden, og det er derfor ikke usædvanligt, at der findes sekundære begravelser i rundhøjene; også fra oldtidsperioder, som ligger langt fra opførelsestidspunktet. Rundhøjene kan ligeledes være udvidet og ændret i senere oldtidsperioder. Selv om hovedparten af de fredede rundhøje ligger urørte og udaterede som en slags videnskabeligt arkiv til eftertiden, kan placeringen i landskabet give en indikation af den enkelte rundhøjs alder. De karakteristiske stenbyggede stendysser og jættestuer er udelukkende opført i bondestenalderen og ligger som regel noget tilbagetrukket i landskabet.
I modsætning til stendysserne og jættestuerne ligger de talrige bronzealdergravhøje ofte højt placeret i terrænet eller nær vandløb, fjorde, veje mv. som en slags markører i landskabet. Det er foreslået, at disse markante og synlige placeringer viser, at gravhøjene – ud over at være gravsteder – har været anvendt som en visuel markering af, at området var beboet. Rundhøjenes placering i landskabet kan dog ikke opfattes som en nagelfast dateringsmetode, idet en sådan altid vil kræve en videnskabelig arkæologisk undersøgelse.
