Stendysserne, der sammen med jættestuerne samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.Kr.-ca. 1700 f.Kr.). Hvor indbyggerne inden landbrugets indførelse havde gravlagt de døde i jordfæstegrave under terrænets overflade, begyndte de nu at opføre stendysserne, der er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne er beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få døde og har som regel et aflukket gravkammer. Nogle af de yngre stendysser har dog en stensat indgang, og gravformen udvikledes senere til de større fællesgrave jættestuerne.
Stendysserne er komplicerede, ingeniørmæssige konstruktioner, hvor centralgraven, der var opbygget af tonstunge side- og dæksten, har været omkranset af særlige lag af sten, ler, knust flint og stenplader, der har haft til formål at holde regnvandet væk fra gravhøjens indre, så gravkammeret forblev tørt. I dag fremtræder mange af stendysserne i delvis ødelagt stand og med en mere eller mindre bevaret græsklædt jordhøjning omkring selve stendyssen.
