Tuegrave er brandgrave dækket af en lav jordhøjning og forbindes ofte med de store gravpladser fra førromersk jernalder (ca. 500-1. f.Kr.), hvor gravskikken var særlig udbredt. Midt i tuegraven var den døde gravlagt efter at være blevet brændt på ligbålet, og omkring den nedsatte urne var en lav gravhøj rejst. I den vestlige og sydlige del af Jylland var gravskikken særlig udbredt, og det er også i dette område, at der tidligere er udgravet gravpladser med op mod 1.400 tuegrave, der lå samlet inden for et afgrænset område.
