Dialekter i Københavns Kommune

I 1700-tallet var der et skarpt skel mellem en offentlig, forfinet optræden med et poleret sprog og en privat, mere upoleret adfærd. Det rette eller sirlige sprog var det, der blev brugt i prædikener og foredrag, hvor man fx sagde dæt (det), de’ (de), mig, dig, sig med en udtale, som var meget tæt på skriften, mens man i samtaler sagde de, di, maj, daj, saj. På prædikestolen hed det bli’ver, ble’v, gi:ve, ta:ge, ha:ver (dengang skrevet haffuer, nu »har«), væ:ret, men til daglig bir’ eller blir’, be’ eller ble’, ge’, ta’, har’ og våren. Samme forskel i brugen var der på skriftnære udtaler som le:ge, halve, myrde, lå:vet (lovet), købt og læje eller laje, halle, my:re, lå’ft og køft.

Det offentlige talesprog var et mønster for hele landet, mens dagligsprogsformer som køfte, køft kun bredte sig til Nordsjælland. Det fremgår af datidens breve, at også fornemme personers privatsprog rummede mange former, som senere kun blev brugt af meget jævne folk, fx hat (haft), vorren (været) og har lagt for har ligget.

I løbet af 1800-tallet ændrede dette sig. Nu forventede man en gennemført dannet optræden i borgerskabet, og afstanden til såkaldt simpelt københavnsk blev stadig større. Midt i århundredet kan man tale om et dannet københavnsk, der er udgangspunkt for talt rigsdansk, som ikke mindst via skolen udbredtes til hele landet og påvirkede eller erstattede de lokale dialekter. I 1890 beskrev sprogforskeren Otto Jespersen rigsmål som: »det dannede sprog hos dem, paa hvis udtale man ikke kan høre, fra hvad egn de stammer. Dette ‘dialektfri dansk’ er naturligvis væsentlig bestemt ved de højere klassers tale i København, men forskelligt fra ‘simpelt københavnsk’«.

En del af de gammelkøbenhavnske former, især de skriftfjerne, blev nu ikke længere regnet for korrekte, dog overlevede de allermest hyppige som di, de, maj, daj, saj, blir’, gi’, ta’, ha:ðə (de, det, mig, dig, sig, bliver, give, tage, havde), og har udkonkurrerede endda haver i skriften. Dette københavnsk baserede rigsmål var således hverken enkelt eller logisk i forhold til skriften. Det hed fx röj’ (røg), men fø’g (føg), sæl’ (selv), men sælvə (selve), mor’ (mord), men myrdə (myrde), og i visse gamle dannede familier fastholdt man udtaler som læ’r (læder), mens den mere skriftnære form læ’ðər blev anset for overdrevent korrekt og stemplede taleren som »halvdannet«.

Industrialismen førte til en eksplosiv befolkningsvækst og til en tydeligere social opdeling, idet de nye kvarterer Nørrebro og Vesterbro overvejende var arbejderkvarterer, mens Østerbro var mere middelklassepræget. I perioden 1850-1920 blev forskellen mellem arbejder- og middelklassesprog udbygget, som en afspejling af, hvor adskilt de to grupper levede og arbejdede. Forskellene på datidens østerbrosk og nørrebrosk er ikke egentlige dialektforskelle, men sociolektforskelle, dvs. socialt bestemte sprogforskelle.

De fleste lydlige nyudviklinger stod arbejderne for. De korte vokaler blev forlænget i ord som tosset, klassen, trappe, pakken (der næsten lyder som parken). Mest markant har overgangen af ræ til rα været, så ord som ret og rat, skræl og skrald falder sammen, men der var mest opmærksomhed om det æ-agtige såkaldt flade a i ord som hat, mad, mand, klasse, der adskiller sig meget fra a-lyden i lam, lak, mappe, som er meget åben og tilbagetrukket, så de rimer fuldstændig på ram, rak, rappe. Også middelklassens a blev lidt lysere, fx i hat og klasse, men forandringen var ikke så stor som hos arbejderne, og en del middelklassetalere udtalte mappe, tak og kam med samme a som i masse, hat og kan. Også i aj-diftongen var der stor klassebestemt forskel mellem mɑj, saj’, lɑjəð, mɑjəð (mig, sej, leget eller lejet, meget) og det jævnere mαj, sαj’, lαjəð eller lα:ð, mαjəð eller mα:ð.

Arbejderne beholdt samtidig en del former som serka (cirka), værkli (virkelig), tørker (tyrker) og fortsatte med at udtale godt med et tilbagetrukket, åbent å, så det rimede perfekt på råt, mens middelklassen gik over til at sige sirka, virkli, tyrker, og i højere sociale kredse ændrede man udtalen af kort å til en lyd, der nærmede sig a, ofte karikeret som galf, appe pa laftet (golf, oppe på loftet).

I løbet af 1900-tallet blev udtaleforskellene mindre i takt med velfærdssamfundets fremvækst, og der opstod ikke nye socialt betingede forskelle. Det er en periode, hvor man lægger stor vægt på sproglig standardisering, også af talesproget, ikke mindst via folkeskolen. Statsradiofonien er også med til at udbrede rigsmålet, dvs. københavnsk middelklassetalesprog, både til arbejderbefolkningen og til folk uden for København, idet alle radiolyttere blev præsenteret for et lydefrit rigsmål, i det mindste hos speakerne.

Fra slutningen af 1960’erne skete der et kulturelt og sprogligt opbrud. Fra da af tog den brede københavnske udtale teten, også i offentligheden. Efterhånden fyldte den også meget i medierne, og det er dette moderne københavnsk, der breder sig, ikke mindst blandt unge i hele landet og efterhånden næsten fortrænger de lokale talesprog. De sociale forskelle giver ikke længere så stærke udslag, og i slutningen af 1900-tallet var tilnærmelsen nået så langt, at stilforskelle og forskellen mellem mænds og kvinders udtale var tydeligere end forskellen mellem arbejder- og middelklassetalere.

Nogle af arbejderklassetrækkene, fx rαt, frαm’ (ret, frem), har bredt sig til større grupper. Et temmelig fladt a har også bredt sig, og nye ændringer som svind af -v foran -et i ord som ræ:ð (revet), skræ:ð (skrevet) og åbningen af ru til ro i ord som russisk og truende er kun ganske svagt socialt relaterede og er i øvrigt foregået temmelig ubemærket. De nyeste undersøgelser viser i det hele taget en stadig nedtoning af de socialt relaterede udtaleforskelle. Det træk, der nu skiller tydeligst mellem lav og høj social udtale, er brugen af ts, fx tsæn’er (tænder) i lavkøbenhavnsk.

Til gengæld er der opstået nye forskelle. Den øgede indvandring efter 1972 førte dels til en ny flersprogethed, hvor en del ikke-vestlige sprog som tyrkisk, kurdisk, arabisk, urdu og farsi er repræsenteret, dels en særlig udgave af københavnsk, ofte kaldet gadesprog, talt af især unge indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Nogle af trækkene kan også høres hos etnisk danske unge, som færdes meget i indvandrerkredse. Det er dels karakteriseret ved en staccatorytme og brug af ʃ for sj i ord som sjov, charme, dels ved at disse unge ikke forlænger vokalen i fx pakke og trappe og ikke siger ts i ord som teori (i stedet siger de tjeori’). Denne sprogbrug rummer også grammatiske særtræk, fx en blad (et blad) og ligefrem ordstilling for forventet omvendt ordstilling: i morgen jeg skal på ferie. Desuden rummer den en del, delvis jargonprægede, låneord fra især arabisk og tyrkisk.

Det særlig københavnske er næsten udelukkende knyttet til udtalen. Københavnske særord er der ikke mange af, af den simple grund at københavnsk, og dermed også ordforrådet, er basis for rigsdansk. Der er dog en række ord, som københavnerne har været de første til at bruge på nye måder, fx hej for »goddag«, du i betydningen »man« og klam i betydningen »ulækker«. Desuden er der et par gloser fra skolebørns sprog: snolde (købe slik) og vaske eller give en vasker (smøre sne i hovedet på en). Endelig kan nævnes en birkes (en særlig form for bolle med remonce og bestrøet med valmuefrø), der i andre dele af landet er kendt som en københavner. Birkes er et hebraisk låneord og vidner om, at København altid har haft en broget befolkning og nogle gode jødiske bagere i 1800-tallet, hvis varer faldt i smag langt uden for den jødiske menighed.

Læs mere om kultur i Københavns Kommune

Læs også om

• Traditioner og fortællinger i Københavns Kommune
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Københavns Kommune
• Religion og trossamfund i Københavns Kommune
• Litteratur i Københavns Kommune

Se alle artikler om Dialekt