Ølufvad Kro, Vester Nebel

Ølufvad Kro ligger på Ølufvad Hovedvej 85 i Esbjerg Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ølufvad Kro blev oprindeligt opført som ryttergård i 1677. Ryttergården blev opført ved siden af Ølufvad Smedje, der også hørte ind under hovedgården Ølufgård. Som hovedgård var Ølufgård forpligtiget til at stille en fuldt udrustet rytter til rådighed i krigstilfælde. Denne rytter var bosat og fik underhold på ryttergården. På et tidspunkt fik rytteren fæsteretten til noget jord på Ølufvad Mark, der blev delt mellem Ølufvad Smedje og Ølufvad, så han kunne ernære sig af landbrug ved siden af. I 1791 solgte Ølufgård en stor mængde jord fra, herunder ryttergården, som blev solgt til den nationale rytter Søren Hansen. Derefter blev en ny rytter udnævnt og bosat et andet sted i sognet. Rytter Søren Hansen, kaldet Søren Vad, fordi han boede ved vadestedet, søgte i 1800 forgæves om tilladelse til at oprette en kro på stedet.

I 1828 blev gården solgt på auktion til Jens Christensen Riber, som i 1830 fik bevilling til at drive kro på stedet, og det blev startskuddet til kroens storhedstid. Ølufvad Kro var en studedriverkro med en god beliggenhed ved den gamle studedrivervej mellem Ribe og Varde samt vadestedet over åen. Stednavnet Ølufvad henviser til det gamle vejforløb, som den historiske Oksevej fulgte – der hvor det var nemmest at komme over vadestedet ved Alslev Å, på drivernes færd med okser ned igennem Jylland til markederne i Nordtyskland og Nederlandene. Ølufvad Kro blev flittigt besøgt af studedriverne, selve studene og vogterne overnattede på Lifstrup hede, som endnu ikke var opdyrket. Der blev ansat en staldkarl på kroen, og Jens Riber købte den nærliggende Avlinggård, som han lagde under Ølufvad Kro.

Da Jens Ribers 18-årige sønnesøn, også døbt Jens, overtog kroen efter sin far i 1889, var studedrivertiden forbi. Nedgangen kunne mærkes fra 1850´erne, og Jens blev den sidste rigtige kromand. I starten af 1900-tallet begyndte han at udstykke kroens jorder til sine sønner. På et ældre fotografi, hvor landevejen ligger nord for kroen, ses det, at både krobygningen og rejsestalden stod i rød blank mur med hvidtede gesimser og skorstenspiber samt stråtag. På et fotografi fra omkring 1920 kan man se, at rejsestalden er blevet kalket hvid.

I 1940´erne blev hovedvejen flyttet. Den lå tidligere nordøst for kroen, i den nuværende have, men med udretningen kom vejen om på den modsatte side af kroen. To af kroens længer måtte rives ned for at give plads til vejomlægningen.

I 1980´erne blev Ølufvad Kro restaureret under ledelse af arkitekt Steffen Søndergaard. Heriblandt blev vinduerne og hoveddørene udskiftet med nøjagtige kopier af de tidligere vinduer og døre, og den todelte revledør blev isat. Ildstedet i køkkenet blev genmuret, der blev lagt kork på gulvene i køkkenet og stuen list op og i nordlængens vestende blev det ene af de oprindeligt tre kamre mod syd nedlagt så stuen blev gennemlyst og et andet kammer blev udvidet. I nyere tid blev der lagt nyt gulv af ølandsfliser i forstuen.

Ølufvad Kro fungerer i dag som kro med en krostue og et par værelser til overnatning samt bolig for kroejerne.

Beskrivelse

På den gamle drivvej langs den jyske vestkyst, lidt syd for Varde, ligger Ølufvad Kro. Ølufvad Kro består af en vinkelformet hovedbygning og en fritliggende rejsestald, som ikke er omfattet af fredningen.

Den énetages hovedbygning består af en lang længe, der på sydsiden er sammenbygget med en kortere længe. Længerne er grundmurede og hvidkalkede, og på nord- og østsiden over en let fremspringende, sortmalet sokkel. Facaderne afsluttes øverst af en muret og hvidkalket sparrenkopgesims, der er ført omkring hjørnet og op langs tagfladen på den vestvendte gavl. Rundt langs facaderne ligger et bælte af pigsten. Længerne bærer et stråtækt heltag med tørvemønning. I nordlængens sydside ses en rundbuet arkengaff, hvori der er en revleluge. I nordlængens rygning ses i alt tre traditionelle skorstenspiber, som er inddækket med vandbrædder og udført med sokkel og gesims. Østlængens gavl er helvalmet, mens nordlængens er halvvalmet. I vestgavlen ses en revleluge. Mod både øst og nord er en tofløjet hoveddør med fyldinger. Foran døren mod nord ligger to granittrin, og over døren mod øst er en facadekvist, hvori der er et torammet, smårudet vindue med buet overkarm. På syd- og vestsiden er en todelt revledør. Samtlige døre er malet i en støvet grøn nuance og er nyere, men traditionelt udført ligesom de hvidmalede vinduer. Vinduerne er torammede og har otte ruder i hver ramme.

I hovedbygningens indre er den ældre grundplan bevaret med krostuer og gæsteværelser mod øst og beboelse for kroejerne mod vest. Interiøret har overvejende ældre og traditionelle overflader, herunder bræddegulve, ølandsfliser, pudsede vægge, kalkede murstensvægge og synlige bjælker med loftbrædder. I køkkenet og i stuen kaldet list op, der ligger syd for forstuen, er der støbte gulve med kork ovenpå, i badeværelserne er der klinker på gulvet og fliser på væggene, ligesom der i bryggeret ligger nyere klinker på gulvet. Vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsvinduer. Der er indvendigt bevaret ældre bygningsdele og -detaljer, herunder revle- og fyldingsdøre, gerichter, hollandske fliser på enkelte vægge, simple bræddebrystningspaneler, en malet ranke i stuen list op samt krostuens originale, smalle bænk hvis ryglæn er udført med fyldinger. Bænken følger krostuens ydervægge. I bryggerset er den gamle bageovn med tilhørende gruekedel bevaret. I bageovnen ses flere ældre jernlåger, ligesom gruekedlens jenindsats og trælåg er bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Ølufvad Kro knytter sig til kroens beliggenhed ved landevejen mellem Varde og Ribe, ved det naturlige vadested over Alslev Å. Den vinkelformede krobygning og den øst for beliggende rejsestald udgør sammen et lille særegent kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Ølufvad Kros kulturhistoriske værdi knytter sig til kroens beliggenhed ved den gamle studedrivervej langs den jyske vestkyst, der gav kroen sit næringsgrundlag. Studedrivervejen lå, hvor det var lettest for okserne at krydse Alslev Å, og dette gav grobund for en lille krovirksomhed, idet både dyr og mennesker skulle have et hvil på den lange og hårde vandring ned gennem Jylland til Nordtyskland eller Nederlandene. Igennem tiden skød der mange kroer op langs Drivvejen som faste holdepunkter for driveren, hvor det var muligt at købe mad, drikke og hvile. Krobygningernes orientering vidner om, at den gamle drivervej/landevej oprindeligt lå nord for bygningerne. Dette kan aflæses ved, at rejsestalden med sine portåbninger ligger i flugt med nordlængen, som var kroens oprindelige facade. Endvidere kommer det til udtryk i nordlængens anseelige længde og prominente udtryk med den taktfaste vinduessætning og den detaljerige, tofløjede hoveddør, som står i kontrast til de mere neddæmpede sider mod den oprindelige gårdsplads, der er forsynet med revledøre og en arkengaff med revleluge.

Ølufvad Kros egnskarakteristiske træk knytter sig til de grundmurede længer, som er sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, der er større end en normalsten. Ølufvad Kro har således oprindeligt fremstået som en firelænget gård med træk fra den vestslesvigske gårdtype, som var en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen langs Vadehavet. Vinduerne er som egnstraditionen foreskriver det hvidmalede og regelmæssigt placeret. Hertil kommer de stejle og ubrudte, afvalmede tage, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv samt den rundbuede kvist på sydsiden, der sandsynligvis oprindeligt har været placeret over en indgangsdør og som lokalt benævnes en arkengaff. De karaktergivende detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Ud over at arkengaffen markerede indgangen i facaden havde den også flere praktiske funktioner: igennem forkelugen kunne man kaste hø ind på høloftet og kvisten kunne forhindre, at et brændende stråtag skred ned over flugtvejen fra hoveddøren. Derved tjente arkengaffen tillige som en brandsikring af bygningen. De bevarede revleluger vidner således om, at man førhen anvendte loftrummet til opbevaring af hø med videre.

Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe egnens særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Tunge græstørv til mønningen og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

I kroens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med krostuer og gæsteværelser mod øst og beboelse for kroejerne mod vest. Den ældre planløsning kommer tydeligst til udtryk i nordlængens østlige del, fra bryggerset til krostuen, hvor hovedskillevæggen er gennemgående, og der er gennemgangsrum på hver side af denne. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, kalkede murstensvægge, synlige bjælker med loftbrædder, revle- og fyldingsdøre, gerichter, simple brystningspaneler med lodretstående brædder samt en malet ranke i stuen list op. Krostuens bevarede originale bræddegulv og den originale bænk langs ydermurene har tillige stor kulturhistorisk værdi, idet de bevidner bygningens mangeårige funktion som kro. Den smalle bænk, som er udført med udskårne endegavle og en ryg bestående af fyldinger, der samtidig fungerer som et halvpanel, er interessant fordi den sammen med indersiden af krostuens fyldingsdøre, gerichterne og hjørneskabet i den nærliggende lille krostue er bemalet med en egeådring, som er kendetegnende for anden halvdel af 1800-tallet. Ud over at egeådringen var et modefænomen skulle den tidskrævende bemaling fremvise ejerens velstand. De ældre hollandske fliser, som væggene i den lille krostue er udsmykket med, vidner om en dekorationsglæde man ofte ser i bygninger, hvor der boede sømænd, idet de tog fliserne med hjem fra deres lange rejser. Det genmurede ildsted i køkkenet vidner sammen med den oprindelige bageovn, der er sammenbygget med en gruekedel, om tidligere tiders levevis i bygningen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives Ølufvad Kros to sammenbyggede og velproportionerede bygningskroppe med stejle, ubrudte stråtage med afvalmede gavle, der kun brydes af nordlængens arkengaff og østlængens facadekvist. Facadernes homogene fremtræden i hvidkalket murværk, hvidmalede vinduer og grønmalede døre giver sammen med det altdominerende stråtag Ølufvad Kro en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få detaljer ophøjer hovedbygningens ydre, herunder den omløbende sparrenkopgesims og de tofløjede hoveddøre med bosserede fyldinger og anslagsliste udformet som en stiliseret søjle. Bygningens enkle materialevalg og farveholdning giver således kroen et nærmest asketisk udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links