Øster Land 14, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

De fleste af Sønderhos ældre huse blev opført i bindingsværk, men fremtræder i dag grundmurede, fordi bindingsværket med lerklining eller opmuring med ubrændte sten og lermørtler langsomt blev afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag bærer mange af husene præg af at være blevet ombygget, hvilket kan ses i murværket, hvor tidligere stolper er blevet erstattet af mursten.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km. I Sønderho var det almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. En del af husene blev ligeledes kalkede oftest i gul, lysegrå, hvid eller rød. Der var også skik for at bemale stikkene over døre og vinduer, flere steder blev dette gjort på topremmene for at efterligne et muret stik. De oliemalede stik blev som regel malet i form af det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet.

De ældste vinduer i Sønderho var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk enkel spids profil, i modsætning til sprosserne i Nordby, der blev udført med et mere profileret og afrundet profil. De forskellige typer af profiler ses stadig meget tydeligt i de to byer. Denne type af vinduer sidder ofte i murhuller med lige stik og var ofte malet med grønne rammer og hvide karme. I den sidste halvdel af 1800-årene blev vinduerne udført med fladbuet overkarm og tilsvarende fladbuet stik samt tre ruder i hver ramme. Yderdøre var oprindelig udformet som revlehalvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Døren var placeret i et rundbuet halvstens-stik. Senere, sandsynligvis fra midten af 1800-årene, blev hoveddørene gjort bredere og gav mulighed for to-fløjede, grønmalede døre, udført som fyldingsdøre, ofte med en hvidmalet, diagonalt og sprosseopdelt rude i det øverste felt.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik murede gavle og rød- eller gulkalkede facader med hvidkalkede hjørnelisener, ligesom arkengafen ofte blev udført som en trekant. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide.

Øster Land 14 er formentligt blevet opført i 1778, hvor Søren Nielsen Larsen købte en ubebygget grund. I 1796 blev huset solgt og har på daværende tidspunkt otte fag. I 1803 fik huset påført to ekstra fag og var nu ti fag som i dag. De syv vestre fag med forstue blev anvendt til beboelse. De tre resterende østlige fag blev anvendt til stald og lo. I 1821 fik huset i staldafdelingen en muret halvkælder, der blev anvendt til spisekammer. Murankrene på gavlene L.H.B. og M.T.D. referer sandsynligvis til Laurs Hansen Brinch og Maren Thomasdatter og er formentlig opsat i forbindelse med udvidelsen af huset med to fag.

Øster Land 14 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem tilsvarende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt grønmalet stakit.

Bygningen er et ti fag langt grundmuret længehus i én etage og står på en sort sokkel. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og to skorstenspiber i rygningen. Murene fremstår i rød blankmur med hvidt optrukne fuger, en hvidkalket gesims, der løber om hjørnerne på gavlene og hvide hjørnelisener. Gavlene er pudsede og gråmalede. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede brædder. Over hoveddøren i sydsiden er en trekantet frontkvist, lokalt kaldet en arkengaf. I arkengafen er en ældre, tofløjet revleluge. Hoveddøren er en ældre tofløjet-fyldingsdør. Både dør og luge er malet mørkegrønne med hvidmalede detaljer. I det yderste fag sidder en ældre, grønmalet og to-fløjet revleluge. I nordsiden sidder en ældre grønmalet halvdør med rudestillet hvidmalet vindue, herover et hvidkalket stik. Bygningen har både ældre og traditionelt udført torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Vinduerne er markeret med trefarvet stik og kalket sålbænk. I østgavlen ses tre murankre og i vestgavlen to etrammede vinduer og murankre udført som bogstaver og tal.

I det indre er den ældre grundplan bevaret med forstue til midterskillevæggen, lokalt kaldet en frangel, der deler bygningen med bolig (indhuset) mod vest og stald (udhuset) mod øst. Udhusets funktion som stald kan stadig aflæses, det er delvist bevaret med flisegulve, glatte, pudsede vægge og synlig bjælkekonstruktion. I boligen er stuerne placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder ølandsfliser, fliser, trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Meget af det ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb, indbyggede skabe og alkover, lokalt kaldet tætseng, samt de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene. To ældre komfurer er bevaret.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigsten ved bygningen, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet sokkel og udkragning, mens piben fremstår rød som murene. Det er også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har de typiske ældre hvidkalkede sålbænke.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til stalddøren, der sammen med lugerne vidner om, at det på Fanø tidligere var almindeligt at have stald og lo i den ene ende af bygningen. Gavlens murankre i form af bogstaver vidner sandsynligvis om de tidligere ejere, i hvis ejerskab huset fik to ekstra fag.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens typiske, ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Stalden aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad og de robuste materialer. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, blå og brunmalede fliser på ydervæggene og i køkkenet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der som en blød kurve former sig omkring arkengafen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Hovedgaden 55, Nordby
• Landevejen 22, Sønderho
• Øster Land 12, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen