Øster Land 18 ligger på Øster Land 18 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

De fleste af Sønderhos ældre huse blev opført i bindingsværk, men fremtræder i dag grundmurede, fordi bindingsværket med lerklining eller opmuring med ubrændte sten og lermørtler langsomt blev afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag bærer mange af husene præg af at være blevet ombygget, hvilket kan ses i murværket, hvor tidligere stolper er blevet erstattet af mursten.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km. I Sønderho var det almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. En del af husene blev ligeledes kalkede oftest i gul, lysegrå, hvid eller rød.

Der var også skik for at bemale stikkene over døre og vinduer, flere steder blev dette gjort på topremmene for at efterligne et muret stik. De oliemalede stik blev som regel malet i form af det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældste vinduer i Sønderho var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk enkel spids profil, i modsætning til sprosserne i Nordby, der blev udført med et mere profileret og afrundet profil. De forskellige typer af profiler ses stadig meget tydeligt i de to byer. Denne type af vinduer sidder ofte i murhuller med lige stik og var ofte malet med grønne rammer og hvide karme. I den sidste halvdel af 1800-årene blev vinduerne udført med fladbuet overkarm og tilsvarende fladbuet stik samt tre ruder i hver ramme.

Yderdøre var oprindelig udformet som revlehalvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Døren var placeret i et rundbuet halvstens-stik. Senere, sandsynligvis fra midten af 1800-årene, blev hoveddørene gjort bredere og gav mulighed for to-fløjede, grønmalede døre, udført som fyldingsdøre, ofte med en hvidmalet, diagonalt og sprosseopdelt rude i det øverste felt.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik murede gavle og rød- eller gulkalkede facader med hvidkalkede hjørnelisener, ligesom arkengafen ofte blev udført som en trekant. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide.

Øster Land 18 blev opført i 1801, men er muligvis ældre, da det oprindeligt kan være opført som et aftægtshus. Hvis dette er tilfældet har det sandsynligvis tilhørt Øster Land 16, hvilket et ejernavn i slutningen af 1700-tallet tyder på. I 1842 blev det omtalt i brandtaksationen som et fire fag bindingsværkshus. Alle fire fag blev anvendt som beboelse.

På et tidspunkt blev en lille grundmuret vinkelbygning opført på nordsidens østligste fag.

Beskrivelse

Øster Land 18 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem lignende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit.

Bygningen er et fire fag grundmuret hus i én etage, der står på en muret sokkel. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorstenspibe i rygningen. På nordsiden er der i det østligste fag bygget en grundmuret tilbygning på huset, der ikke er omfattet af fredningen. Murene fremstår i rød blankmur med enkle hvidt optrukne fuger og en delvis hvidkalket gesims. I husets nordside ses en stolpe og spor i murværket efter bindingsværk. Gavlene er beklædt med lodretstillede brædder. Hoveddøren er en ældre en-fløjet fyldingsdør. Døren er malet mørkegrøn med hvidmalede detaljer. Bygningen har både ældre og traditionelt udførte, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. I nordsiden sidder et ældre tolvrammet vindue. Vinduerne er markeret med trefarvede stik og hvidkalket sålbænk. I østgavlen ses en en-fløjet revleluge.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en mindre forstue, lokalt kaldet en frangel, både mod nord og syd. I den nordlige forstue er der adgang til loftet, hvor der i den ene ende er et mindre værelse og ellers åbent. Stuen er placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder fliser, trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Meget af det ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb, indbyggede skabe og alkover samt de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigsten ved bygningen, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims og bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet udkragning, mens piben fremstår rød som murene. Det er også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har de typiske ældre hvidkalkede sålbænke.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens typiske, ældre planløsning med en frangel. Stuen ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor den kunne få lys og varme, mens køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder ligger køligt mod nord. Bygningen rummer for sin størrelse et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, blå og brunmalede fliser på ydervæggene og i køkkenet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og skorstenspibens hvide krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links